”Prostitution på massageklinikker”
Af Gunvor Christensen og Lise Barlach.
Pro Vejle, PRO ÅRHUS, VFC Socialt Udsatte, 2004.
Spørgeskemaundersøgelse. 55 sider.
Kan downloades i pdf-format.
Referat af Steen Schapiro, Seksualpolitisk Forum
”Massageklinikundersøgelsen” som den almindeligvis kaldes, er en dansk undersøgelse fra 2004. Den er lavet ved at repræsentanter for Servicestyrelsens ”KompetetenceCenter Prostitution” (i det følgende kaldet KPC) har besøgt en række massageklinikker i tre amter og uddelt spørgeskemaer til sexarbejderne. Af disse er der kommet 128 svar.
Politikere og debattører bruger jævnligt undersøgelsen i medierne, som bevis for at sexarbejdere i Danmark generelt har det dårligt og har en presset økonomi. Det er dog ikke det, som undersøgelsen viser, og undersøgelsen er heller ikke videnskabeligt repræsentativ (se pkt. 3)
Vi vil derfor i det følgende gennemgå og kommentere hhv.:
Citater fra undersøgelsens resultater og fortolkninger sættes i det følgende i kursiv.
a. Om de prostitueredes personlige forhold:
· Den gennemsnitlige alder er 34 år
· 62 % af kvinderne har en kæreste eller er gift
· 69 % af kvinderne i undersøgelsen har børn
· 57 % har afsluttet en adgangsgivende eller erhvervsrettet uddannelse
· 74 % har ikke et arbejde ved siden af prostitution
· Det gennemsnitlige antal faste vagter for en kvinde på massageklinikker er 2,6 pr. uge.
b. Om de prostitueredes økonomi
· 81 % af kvinderne angiver, at én af de vigtigste årsager til, at de begyndte i prostitution var, at de manglede penge
Det er ikke usædvanligt at man arbejder for at tjene penge. Bemærk at dette kun oplyses som EN af flere grunde, og at denne grund fremhæves, uden at de andre nævnes.
· 27 % at denne mangel på penge skyldtes, at de på deres debuttidspunkt havde gæld
At man har gæld til banken er er heller ikke usædvanligt, og 27% er vel mindre end for gennemsnittet af danskere. Det bør også huskes, at angivelsen af gæld var på debuttidspunktet – det vides ikke, om gælden hurtigt blev betalt pga. den høje løn.
c. Sexarbejdernes uddannelse
“De kvinder, der prostituerer sig på massageklinikker, har desuden en svag tilknytning til arbejdsmarked og uddannelsesinstitutioner.”
· Hovedparten af kvinderne har ikke arbejde ved siden af prostitution
· knap halvdelen har ingen adgangsgivende eller erhvervsrettet uddannelse
· kun 5 % er på undersøgelsestidspunktet i gang med en uddannelse.
Det bør noteres, at 50 % har en erhvervsrettet/adgangsgivende uddannelse, og dette ikke betyder at den øvrige halvdel ønsker en sådan uddannelse – eller at de ikke kan få den.
d. Pauser i sexarbejdet
“To ud af tre kvinder har haft pauser fra prostitution. Jo længere kvinderne har været i prostitution, jo større er sandsynligheden for, at de har holdt pauser, og for, at pauserne har været af længere varighed. Kvinderne prostituerer sig ikke kontinuerligt.”
Dette er interessante oplysninger; sexarbejderne tager altså generelt pauser i arbejdet.
e. Utilfredse sexarbejdere
· 19 % svarer imidlertid, at de holdt deres seneste pause, fordi de følte afsky ved prostitution.
· 10 % holdt pause fordi de ønskede at ophøre.
Disse 29 % er altså utilfredse med deres arbejde, og kunne med fordel få støtte og rådgivning til at finde et andet erhverv.
Omvendt angiver 71% af de der har holdt pauser altså ikke, at de var utilfredse med deres arbejde – men dette fremhæves ikke, og der spørges ikke om tilfredshed.
f. Sexarbejdernes fremtidsønsker
“Jo yngre kvinderne er ved debuten i prostitution, jo kortere tid forestiller de sig at være i prostitution. Det fremgår imidlertid, at kvindernes forventninger ikke svarer til virkeligheden, idet de er i prostitution væsentligt længere end forventet.”
Forestillinger som ung kan som bekendt hurtigt skifte. At sexarbejderne efter noget tid vælger at blive i erhvervet længere end de troede, kan meget vel være udtryk for tilfredshed med arbejdet – at det er bedre end forventet. Tallene fortæller ikke andet.
· 34 % af kvinderne har ikke overvejelser om at ophøre med at prostituere sig
· 13 % svarer, at de kun i ringe grad overvejer at ophøre
· Derimod overvejer 23 % at ophøre
· 12 % i nogen grad overvejer at ophøre med prostitution.
· Endelig angiver 20 %, at de overvejer både at fortsætte og at ophøre med prostitution.
77 procent af sexarbejderne overvejer altså ikke eller kun i nogen eller ringe grad at ophøre.
g. Netværk og familie
· 62 % har kæreste eller er gift.
· 28 procent af kvinderne bor alene med et barn
Man kan altså ikke generalisere om, at prostituerede oftest er enlige mødre.
Mange kvinder lever et dobbeltliv i forhold til prostitutionen. De hemmeligholder prostitutionen over for partneren, børn, familie og venner.”
· 69 % af dem som er i forhold, har fortalt deres kæreste eller ægtefælle om deres prostitution.
Det vides ikke, om de 31 % der ikke fortæller partnere om deres arbejde, har en kortvarig kæreste eller en fast partner/ægtefælle.
h. Aftalebrud og overgreb
”Det er mere udbredt blandt kvinderne at opleve aftalebrud end grænseoverskridelser.“
· 87 % har oplevet aftalebrud ved at kunden prøvede at kysse.”
· 72 % har endvidere oplevet, at kunden penetrerede hende med en finger i skede eller anus
· 67 % har oplevet, at kunden prøvede at tage kondomet af.
Her nævnes en række forskellige “overskridelser” i flæng. Det fremgår ikke, om det var enkelte eller flere foreteelser, om sexarbejderne opfattede disse som problematiske, eller hvorvidt de var ude af stand til nemt at kunne håndtere dette.
· 23 % har oplevet aftalebrud, som at kunder har brugt skældsord
· Kun 2 % fortæller, at deres grænser ofte overskrides.
· Færre kvinder har oplevet at kunder har truet dem, eller har brugt fysisk vold mod dem.
Antallet omkring det sidste punkt er helt atypisk ikke nævnt, ligesom ved det følgende alvorlige emne:
· “Syv kvinder har været udsat for voldtægt. “
De syv kvinder angives i rapporten ikke som procentdele, af uvisse grunde. Tallet er 5,4 procent.
i. Afstand til sociale arbejdere
· 67 % af de kvinder, der er i kontakt med socialforvaltningen, angiver, at en grund til, at de ikke har fortalt deres sagsbehandler om prostitutionen, er, at de er bange for at miste deres kontanthjælp eller andre offentlige ydelser.
· 56 % fortæller ikke sagsbehandleren om prostitution, fordi de er bange for at blive anklaget for socialt bedrageri.
· Næsten lige så mange, 50 %, holder prostitutionen hemmelig over for sagsbehandleren, fordi de er bange for at få fjernet deres børn.
· Endelig giver 47 % af de kvinder der er i kontakt med socialforvaltningen udtryk for, at prostitution er et privat anliggende, og at dette også er en grund til, at de ikke har involveret sagsbehandleren i denne del af deres liv.
Denne situation er alvorlig, og informationerne er opsigtsvækkende. Kvinderne har mistillid til rådgiverne og/eller frygt for at komme i klemme i systemet, og får derfor ikke den støtte eller rådgivning som de burde. Dette tabu bør mindskes, f.eks. ved at man ikke risikerer samfundsmæssig straf ved at fortælle om sit erhverv.
Det kan derudover virke åbenlyst urimeligt, at samfundet kræver skat af arbejder, samtidig med at det nægter sexarbejderne faglige rettigheder og finansierer kampagner og institutioner der stigmatiserende og nedgør erhvervet.
· 84 % af kvinderne i undersøgelsen har ikke fortalt deres læge eller andet sundhedspersonale om, at de prostituerer sig.
· 58 % af kvinderne oplyser, at de har brug for rådgivning om sikker sex.
· 42 % af kvinderne oplyser endvidere, at de har brug for samtaler om forhold vedrørende prostitution, mens 35 % peger på, at de har brug for samtaler om personlige og sociale forhold.
· Derudover vil 32 % af kvinderne gerne rådgives om økonomiske forhold, herunder skat og moms.
· Hver fjerde kvinde angiver, at de har brug for vejledning om uddannelse og jobmuligheder.
· 16 % af kvinderne vil gerne have psykologisk rådgivning.
· 87 % af kvinderne ønsker anonym rådgivning.
· Udover de prostitueredes forskellige behov for rådgivning, angiver de også en række behov for tilbud som udlevering af kondomer og glidecreme, anonyme test for seksuelt overførte sygdomme samt anonyme gynækologiske undersøgelser.
Dette er meget vigtige informationer, som understreger vigtigheden af gode sociale kontakter og tilbud til sexarbejderne. Det understreger også behovet for rådgivning som er opbakkende, neutrale og loyale overfor sexarbejderne.
Men undersøgelsen sætter ikke tvivl ved undersøgernes egen rolle i rapporten – som f.eks. at de som rådgivere har et formål om at afskaffe eller minimere prostitution, hvilket kan hindre dialog eller medføre at mange sexarbejdere føler sig utrygge eller forrådte af konsulenternes moralske dagsorden.
2. Rapportens konklusioner og fortolkninger
I undersøgelsens konkluderende afsnit ”Opsamling og perspektivering”, gennemgår forfatterne deres resultater. Som det kan læses i det følgende, fortolkes sexarbejdernes besvarelser ofte på en tendentiøs måde og med negativt ladede fortolkninger.
2b. Om prostitueredes økonomi:
I indledningen står der:
”Undersøgelsen viser, at kvindernes oplevede dårlige økonomiske vilkår og forhold har afgørende indflydelse på, at de vælger at prostituere sig på massageklinikker.”
Nej. Undersøgelsen påviser ikke decideret dårlige økonomiske vilkår. Blot at de som arbejder med at sælge sex, har et ønske om at tjene penge.
At økonomiske vilkår derudover har betydning for, at man vælger at tage arbejde, sker formentligt i de fleste erhverv.
“Ligeledes er oplevelsen af økonomiske problemer begrundelsen for, at kvinder genoptager prostitution efter en pause, idet de vurderer, at der ikke er andre muligheder for at tjene de penge, som de kan gøre med prostitution.”
Postulatet om kvindernes vurdering, er der ikke belæg for i undersøgelsens data. Det er forfatternes egen fortolkning.
Det, som besvarelserne viser er blot, at sexarbejderne vurderer at de ikke kan få samme SÆRLIGT HØJT LØNNEDE indtægt andetsteds, og at det kan være en af flere grunde til at de vælger at arbejde med sex.
Fortolkningen er af mange debattører brugt som bevis på, at kvinder generelt er tvunget til at prostituere sig pga. akut pengemangel (også selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ, se nedenfor.)
At kvinderne vælger at tjene gode penge på prostitution, er IKKE det samme som at sexarbejderne ikke ønsker sexarbejdet, eller at de ikke kan få andet godt arbejde og klare sig med dette.
I konklusionen står der:
”Undersøgelsen tegner et generelt billede af, at økonomiske vilkår og forhold har afgørende indflydelse på, at kvinder prostituerer sig på massageklinikker. De fleste af de kvinder der er med i undersøgelsen, beskriver, at økonomiske problemer er grunden til, at de er gået ind i prostitution.”
Bemærk, at der nu tales om “grunden” i ental, selvom kvinderne kunne besvare med mange forskellige grunde. Og at det, at man arbejder fordi man mangler penge, nu fremstilles som “økonomiske problemer.”
“De oplyser, at de eksempelvis havde gæld, der skulle afvikles, eller at de ville give deres børn flere materielle goder. Det er ligeledes oplevelser af økonomiske problemer, der får kvinder til at genoptage prostitution efter en pause, ud fra en vurdering af, at der ikke er andre muligheder for at tjene de penge, som de kan ved at prostituere sig. Disse resultater kan naturligvis ikke udlægges som, at prostitution dermed er udtryk for et fattigdomsproblem. Men resultaterne indikerer, at prostitution af kvinderne bliver betragtet som en løsning på økonomiske problemer.”
Nej. Resultaterne indikerer, at sexarbejderne arbejder for at tjene penge, og at de bl.a. vælger arbejdet pga. højere løn. Igen: Postulatet om kvindernes vurdering, er der ikke belæg for i undersøgelsens data. Det er fri fortolkning.
“Resultaterne indikerer desuden, at prostitution betragtes som en midlertidig og kortsigtet løsning på økonomiske vanskeligheder, idet de fleste kvinder i undersøgelsen på debuttidspunktet forestillede sig, at deres tilknytning til prostitution ville være af kort varighed. Det viser sig endvidere, at jo yngre kvinderne er, når de debuterer, jo kortere tid forestiller de sig at være i prostitution. Det fremgår imidlertid, at de forventninger kvinderne har, ikke er i overensstemmelse med den tilknytning de faktisk får, idet de er i prostitution væsentligt længere end forventet.”
Hvilket meget vel kan være udtryk for tilfredshed med arbejdet, og at forestillingerne da de gik ind i det var påvirket af omverdens fordomme og stigma.
2c. Sexarbejdernes uddannelse
“Der er angivet forskellige grunde til at vælge prostitution, og nogle af de grunde kan hænge sammen med kvindens alder, livserfaring, adgangsgivende eller erhvervsrettet uddannelse og arbejde. Disse forhold kan også medvirke til, at nogle af de ældre kvinder vurderer, og har den holdning til deres muligheder, at prostitution er den mest realistiske levevej for dem. Unge kvinder og kvinder uden uddannelse kan derimod forestille sig, at der vil dukke andre og bedre muligheder op, end den, der aktuelt byder sig med prostitution – eksempelvis at tage en uddannelse.”
Disse fortolkninger – som næsten lyder som en fortælling – er tendentiøse, og en bagvedliggende moral træder frem. Formuleringen “andre og bedre muligheder” antyder, at prostitution er et dårligt og uønsket valg, og at sexarbejderen har et mangel på valg. Alt dette er ikke begrundet i andet end et udsagn om, at en sexarbejder ønsker at tjene penge.
Men hvis der blandt sexarbejdere er en overrepræsentation af individer som ikke har valgt at tage en uddannelse, betyder det ikke, at der er noget problematisk i erhvervet. Det er ikke noget socialt problem at være lavt uddannet. I så fald er alt ufaglært arbejde problematisk.
2f. Sexarbejdernes fremtidsønsker
“Næsten hver tredje kvinde i undersøgelsen overvejer at ophøre med prostitution. Langt flere – cirka hver anden – forestiller sig at være ude af prostitution inden for en periode af fem år. Hver tredje kvinder forestiller sig dog at prostituere sig så længe som muligt.“
Det er vigtigt at understrege, at “overvejer” betyder at man muligvis ønsker sig noget en gang i fremtiden – det er ikke udtryk for et decideret ønske eller en beslutning.
Besvarelserne beretter altså ikke om sexarbejdere som er utilfredse, som ønsker at standse, men som er forhindret i det. Blot om deres forestillinger om fremtiden.
I øvrigt er det at overveje at skifte job, vel ikke i sig selv usædvanligt eller tegn på noget problematisk.
“Undersøgelsen tydeliggør endvidere, at kvinderne har forventninger om, at deres tilknytning til prostitution vil være kortvarig, men deres virkelighed udvikler sig anderledes, idet tendensen er, at kvinder er i prostitution i væsentlig flere år, end de forestiller sig. Medvirkende til dette er de prostitutionsfastholdende faktorer. Problematikken om forventninger til varighed af prostitution og den virkelighed, kvinder indgår i, trænger således til at blive yderligere afdækket.“
Igen ser man det, at sexarbejdere ønsker at fortsætte med deres arbejde, som en “problematik” – et problem. Det er ufunderet og tendentiøst.
2g. Netværk og familie
“Mange kvinder lever et dobbeltliv i forhold til prostitutionen. Det kommer til udtryk i, at prostitutionen hemmeligholdes over for partneren, børn, familie og venner.”
Rapporten skelner ikke imellem f.eks. ægtefæller og kortvarige kærester. At man ikke vælger at fortæller sine børn om sit arbejdere er et ganske andet emne, som kan afspejle omverdens stigma, børnenes alder og i hvor høj grad man synes at børn skal involveres i forældrenes seksuelle liv og valg. Det kan ikke i sig selv siges at være noget usædvanligt/problematisk.
“Der er dog en tendens til, at venner i prostitutionsmiljøet og partnere i højere grad delagtiggøres i kvindernes prostitutionserfaringer end familie og børn samt venner uden for miljøet.”
Her tales om erfaringer med arbejdet – altså daglige erfaringer,som f.eks. deles med kolleger og telefondamer/klinikansatte. Hvilket vel er ret normalt på en arbejdsplads.
2h. Aftalebrud og overgreb
I indledningen står der:
“De fleste af kvinderne har oplevet aftalebrud fra kunders side – oftest at de prøver at kysse, at tage kondomet af eller at penetrere med en finger i kvindens skede eller anus. Endvidere er der få kvinder, der har været udsat for fysisk vold og voldtægt. Derudover har de fleste af kvinderne været udsat for, at deres grænser er blevet overskredet.”
Disse “overskridelser” som “de fleste” har været udsat for, kan f.eks. være ved et forsøg på et kys.
I konklusionen står der:
“Men når det gælder partnere bliver de sjældnere involveret i de negative sider af prostitution som aftalebrud og overgreb; i disse tilfælde taler kvinderne med venner i prostitutionsmiljøet.”
F.eks. hvis en kunde har kysset en. Hvilket man måske ikke altid fortæller kæresten derhjemme.
“Andre undersøgelser peger på, at denne fortrolighed i prostitutionsmiljøet er med til at fastholde kvinderne i prostitution, idet deres netværk og de primærpersoner, de kan betro sig til, risikerer at blive indsnævret til prostitutionsverdenen, fordi de ikke har netværk, der opfylder deres basale behov uden for prostitution.”
Disse undersøgelser (Daphne, mm) er hårdt kritiseret for tendentiøsitet og manglende videnskabelighed.
”Derudover har hovedparten af kvinderne været udsat for, at deres grænser er blevet overskredet.”
Altså f.eks. ved et kys. Det er ikke fortalt, om den professionelle prostituerede har opfattet dette som et større problem.
Alle mennesker oplever milde grænseoverskridelser på deres arbejde. De skyldes misforståelser, dårligt humør eller uagtsomhed fra en kunde eller anden professionel forbindelse. For sexarbejdere må disse grænseoverskridelser nødvendigvis være seksuelle. Undersøgelsen forholder sig desværre ikke til denne problematik – at der må skelnes mellem hændelige grænseoverskridelser og de alvorlige. Her mangler nuanceringer og klare data, før der kan konkluderes noget.
2i. Afstand til sociale arbejdere
“Undersøgelsen tegner endvidere et billede af, at kvinder, der prostituerer sig, oplever stor afstand til det sociale system. Ganske vist er hver tredje kvinde i kontakt med en sagsbehandler i socialforvaltningen, men meget få kvinder har fortalt deres sagsbehandler om prostitutionen, og ligeledes har få kvinder fortalt deres praktiserende læge eller andet sundhedspersonale herom. De grunde, de prostituerede giver for ikke at fortælle, er frygt for økonomiske konsekvenser, så som at miste kontanthjælp eller en anden offentlig ydelse, og at blive anklaget for socialt bedrageri. Derudover frygter kvinderne at miste deres børn, hvis de fortæller deres sagsbehandler om prostitutionen.”
Det er tydeligt, at vi behøver en mere oplyst og brugbar socialpolitik, så sagsbehandlere i de forskellige kommuner er godt rustet til at støtte de sexarbejdere, som ønsker hjælp. Frygt for skattesmæk, tilbagebetaling og tvangsfjernelser hjælper ingen.
Samtidig bør sagsbehandlerne via efteruddannelse og dialog med SiO (Sexarbejdernes Interesse Organisation) være fri for generaliserende eller fordomsfulde forestillinger om, hvad det vil sige at være sexarbejder.
Som det er nu, er systemet åbenlyst uretfærdigt og diskriminerende. Sexarbejderen betaler skat uden at få faglige rettigheder/forsikring fra samfundet, og skattekronerne bidrager endda til at stigmatisere sexarbejderen selv, f.eks. ved støtte til KFUK-Reden.
Der bør ske en afkriminalisering og indførsel af faglige rettigheder på området, og i den forbindelse bør der være en periode med “frit lejde”, så alle sexarbejdere trygt kan tilmelde sig skattekontoret, og føle sig trygge ved sagsbehandlerne.
Derudover kan der være en anden væsentlig grund til mistilliden til de sociale arbejdere. KPC’s opsøgende arbejde har nemlig som delformål at bringe den prostituerede ud af prostitution. Altså til at droppe sit arbejde. Det kan meget vel være, at dette formål gør, at sexarbejderen ikke ønsker at have en tillidsfuld kontakt til Centrets medarbejdere.
KPC har fra starten indtaget en række moralske positioner, omend i mindre grad end det tidligere PRO-Center eller det nuværende KFUK-Reden. KPC arbejder ud fra en politisk definition af prostitution som “et socialt problem”.
KPC’s publikationer som “Prostitution i Danmark” (2007) rummer alvorlige fejloplysninger om udenlandske undersøgelser, og om skadesvirkninger ved erhvervet. Der males et udokumenteret og fejlfyldt skræmmebillede. Noget af dette erkendes af KPC selv i magasinet “Udsat”, nr. 13, 5. Årgang, side 23.
Endelig har Servicestyrelsen, som KPC er en del af, med kampagnen “Hvem Betaler Prisen” (2008) afsendt en række grove, nedgørende og fejlagtige myter som stigmatiserer sexarbejderne og deres erhverv yderligere.
Seksualpolitisk Forum finder, at der er et stærkt behov for støttecentre som ikke har en moraliserende dagsorden. Ikke mindst for at kunne komme i kontakt og opnå dialog i øjenhøjde med de, som de ønsker at hjælpe. Især finder vi det afgørende for de udsattes skyld, at statstøttede organisationer ikke stigmatiserer de udsatte yderligere.
Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen skal tages med nogle kraftige forbehold. Den er nemlig videnskabeligt set ikke ”repræsentativ” (dvs. dens resultater gælder ikke nødvendigvis for prostituerede generelt, eller for prostituerede på klinik generelt) da den kun er udarbejdet i bestemte regioner – hvilket også nævnes af KPC selv. I undersøgelsen står der bl.a.:
”En (…) begrænsning ved at anvende en spørgeskemaundersøgelse er, at den ikke dokumenterer viden om den samlede gruppe af prostituerede og deres karakteristika. Det er derfor ikke muligt at vide, om de personer der har deltaget i undersøgelsen, udgør et repræsentativt udsnit af de prostituerede – eller udgør et bestemt segment af de kvinder, der prostituerer sig.“
Derfor er resultatet ikke statistisk brugbart for et generelt billede af klinikprostituerede. Alligevel er den siden dens offentliggørelse talrige gange blevet brugt sådan af politikere og debattører.
Der er mange fejlmuligheder. Mange af besvarelserne er anonyme og indsendt efter KPC’s besøg. Endvidere er undersøgelsen selvfølgelig kun besvaret af de, som ønskede kontakt med KPC. Men mange har måske ikke lyst til at kommunikere med KPC, da centret har prostitutionsophør som formål. Eller de føler ikke at de har brug for en sådan kontakt. Der er dermed en sandsynlighed for, at der er en overrepræsentation af besvarelser fra sexarbejdere med sociale problemer, og som evt. er i kontakt med KPC i forvejen.
Samtidig kan man også diskutere undersøgelsens metode og nøjagtighed, da den er lavet ved hjælp af et spørgeskema, hvor man ofte kun kan sætte kryds ved ét svar ud af mange mulige, og uden nuancer ved besvarelserne. Ofte mangler der svarmuligheder eller uddybelser, for at dataene reelt bliver brugbare.
Undersøgelsen har det, som vist ovenfor, med at fremlægge og fortolke besvarelserne på en ”tendentiøs” måde – dvs. at blande holdninger ind i forskningen. Det gøres f.eks. ved mest at lægge vægt på negative perspektiver og i de afsluttende afsnit fortolke ud fra negative formodninger samt en bestemt moral. Og undersøgelsen tillader sig at fortolke om, hvad sexarbejderne tænker og føler omkring forskellige aspekter af deres arbejde
Det er kritisabelt, at man når til disse konklusioner uden at have stillet subjektive spørgsmål til sexarbejderne selv. F.eks. er der en række spørgsmål, der relaterer sig til ophør og forventning til senere erhverv og så videre. Det havde i den sammenhæng været relevant at spørge, om sexarbejderne overhovedet ønskede at skifte erhverv eller hvordan de oplevede deres egen livskvalitet, før man tillod sig at konkludere noget.
Seksualpolitisk Forum ønsker nøgterne, videnskabelige og repræsentative undersøgelser af de prostitueredes hverdag og vilkår, som ikke har moraliserende slagside.