Hjem » Temaer » Klage til ombudsmanden over “Hvem Betaler Prisen”

Klage til ombudsmanden over “Hvem Betaler Prisen”

Staten laver forhånende og fejlfyldt undervisningsmateriale

Seksualpolitisk Forum har desværre set sig nødsaget til at klage til Ombudsmanden over det statslige “Servicestyrelsen”. Det er utroligt ubehageligt og opslidende at skulle klage over en statsinstitution på denne måde. Men efter at have forsøgt med dialog som blev afvist, var der intet andet valg.

Nogle konsulenter i “Børn og Unge”-afdelingen har udarbejdet en kampagne om købesex, rettet mod skole-elever. Men kampagnen er fyldt med grove fordomme, fejlagtige påstande og nedgørende udtalelser om sexarbejdere.

Det dokumenterer vi nedenfor, hvor du bl.a. kan læse:

Klagen til Ombudsmanden af 10/10-08
Seksualpolitisk Forums brev til Servicestyrelsen, 19/8-08
Den dertil hørende dokumentation af kampagnens kritisable indhold
Servicestyrelsens afvisende svar på brevet, 17/9-08
Seksualpolitisk Forum svar på denne afvisning, 9/10-08, som opsummerer kritikpunkterne.
Ombudsmandens afvisning af klagen, 20/1-09

Selve kampagnen kan findes her:

Hvembetalerprisen.dk
Undervisningsmagasinet kan downloades her
SiO’s parodi på kampagnen, hvembetalerprisen1.dk, som faktisk er mere sober og oplysende (Servicestyrelsen truede sexarbejderne med politianmeldelse for den – se mere på deres hjemmeside)

—- Opdatering, 14/2-09:

Ombudsmanden har svaret på vores klage af to omgange;

1. Først har han bedt Velfærdsministeriet bedømme, hvorvidt Servicestyrelsen har gjort noget forkert. Det konkluderer Velfærdsministeriet i et kortfattet brev, at SS ikke har – og vedlægger et brev fra SS-medarbejder Jakob Tjalve, den ansvarlige for kampagnen.
Men SS forsvarer gentagne gange sin kampagne med, at den netop har lavet den efter bestilling fra Velfærdsministeriet (ved minister Karen Jespersen, som har taget personligt ansvar for den i et brev til SiO af 16/9-08).
Så selvom Ombudsmanden blot gør, hvad han teknisk set skal gøre, betyder det i praksis, at man får Velfærdsministeriet til at godkende sig selv/sin egen propaganda-kampagne.

2. Da vi derefter fastholdt klagen, blev den så 20/1-09 afvist med den begrundelse, at Ombudsmanden forholder sig til Velfærdsministeriets godkendelse (af sig selv), og at Ombudsmanden ganske enkelt ikke har ressourcer til at vurdere sagen.
Det er jo i sig selv forståeligt nok – prostitutionsforskning er meget omfattende, og frivillige entusiaster som os i SexPol har brugt meget fritid på at danne os et billede af, hvad som er reelt og hvad som er myter.  

Tilbage står vi bare med et demokratisk problem. For det betyder, at der i praksis ikke kan klages over hverken Servicestyrelsens arbejde på dette område eller en ministers ønske om at gennemføre en kampagne, der skal promovere en bestemt holdning.
Alle instanser, både Servicestyrelsen, Velfærdsministeriet og Karen Jespersen afgør selv, om de vil lytte til kritikken af dem. Det har de i dette tilfælde alle blankt afvist.

Tilbage står en kampagne, som byder på et ekstremt nedgørende sprogbrug overfor i forvejen stigmatiserede grupper fra ukvalificerede DR-studieværter og usande og grove fordomme om sexarbejde og sexarbejdere fremstillet som fakta – alt i alt er produktet statslig misinformation til brug i skolernes seksualundervisning.

Hvis en privat organisation havde udgivet kampagnen, kunne de selv stå til ansvar for den, omend vi stadig ville være uenige og vrede. Men når staten står bag propaganda, misinformation og stigmatisering og efterfølgende ikke vil anerkende kritik, bliver det et samfundsanliggende problem. I særdeleshed for de udsatte, men også for vore skole-elever.

Seksualpolitisk Forum må konstatere, at vi er magtesløse overfor kampagnen, men vi håber, at presse, forskere og debattører fortsat vil tage sagen op.

Klage over Servicestyrelsens kampagne ”Hvem betaler prisen?”

København, d. 10/10-2008

Til ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen

Vi, Vivi Hollænder og Steen Schapiro fra det uafhængige debatnetværk Seksualpolitisk Forum, ønsker at klage over Servicestyrelsens kampagne imod unges sexkøb, kaldet ”Hvem betaler prisen”. Seksualpolitisk Forum har siden maj 2007 engageret sig tæt i prostitutionsdebatten, med ønsket om bedst at hjælpe de udsatte samt at undgå myter og fordomme på området.

Ifølge direktøren for Servicestyrelsen er den omtalte kampagne en ”oplysnings- og debatkampagne målrettet skoler og ungdomsuddannelser, og kampagnens formål har været at begrænse efterspørgslen af køb af seksuelle ydelser. Derfor har Servicestyrelsen udformet kampagnen med debatskabende historier og udsagn, som sætter fokus på problemer og dilemmaer indenfor prostitution.”

Vi mener at Servicestyrelsens kampagne, herunder hjemmesiden og tilhørende undervisningsmateriale er så kritisabel, at den bør trækkes tilbage. Det er en meget nedladende holdning overfor sexarbejdere og deres kunder der kommer til udtryk. Kampagnen bygger på nedsættende udtalelser om købesex, prostituerede og kunder, samt en række udokumenterede påstande og skævvredne tal.

Dette klagede vi over d. 19/8-08 og fik et svar 17/9-08 hvori vi mener at direktøren affejer kritikpunkterne og ikke forholder sig reelt til den stigmatisering af de prostituerede som hans kampagne er med til at vedligeholde. Direktøren og Servicestyrelsen medgiver ”at prostitution er et emne, hvorom der fortsat er behov for øget viden”, men går derefter videre med at fastholde kampagnen og dens nuværende form.

Vi i Seksualpolitisk Forum ser kampagnen som groft fejlbehæftet, samt et udtryk for en ekstremt diskriminerende nedvurdering af sexarbejdere og deres kunder. Dette stemmer dårligt overens med et andet erklæret mål for Servicestyrelsen, nemlig at hjælpe, vejlede og rådgive de udsatte i samfundet, herunder en del af de prostituerede. Ved at gøre alle sexarbejdere til ofre og udskælde alle sexkøbere hjælper man ingen, mindst af alt de prostituerede der ønsker at komme ud af deres erhverv.

Vi mener ikke at det kan være rigtigt, at en stats-instution kan opføre sig på denne måde. Og vi ser materialet som åbenlyst uegnet som undervisningsmateriale. Vi ser derfor gerne materialet og hjemmesiden fjernet eller kraftigt redigeret, så de ufunderede postulater og det stærkt negative sprog overfor to gruppers seksualitet ændres til noget mere neutralt.

(vedlagt div. materiale)

Venlig hilsen
Vivi Hollænder & Steen Schapiro

Til Servicestyrelsen

Seksualpolitisk Forum, København d. 19/8-08

Klage over kampagnen www.hvembetalerprisen.dk:

Køb og salg af sex er et vigtigt og følsomt emne som bør debatteres nuanceret og respektfuldt. Især når det foregår blandt unge!

Men Servicestyrelsens og Velfærdsministeriets nye kampagne “Hvem Betaler Prisen” er ekstremt unuanceret og respektløs. Den nedgør og udstøder sexarbejdere og deres kunder yderligere ved at fortælle fordomme og usandheder om dem og gør derved mere skade end gavn.

Klagepunkterne er (og dokumentation findes i vedlagte bilag):

Undervisningsmaterialet byder på ensidigt negative fortællinger om sexarbejdere og deres vilkår.
Materialets talspersoner byder på udtalelser som håner og ydmyger både sælgere og kunder.
Materialet bruger sprogbrug som “ludere” og “luderkunder”, der bliver kaldt “klamme”, “tabere” og “hensynsløse”. Et sådant sprogbrug mener vi er forhånende og uværdigt for en statstøttet institution.
Kampagnen angiver fordomme uden understøttelse og direkte forkerte oplysninger om sexarbejde. Det virker uforståeligt, at den nye kampagne skaber og opretholder myter, som Servicestyrelsen selv har defineret som urigtige, bl.a. i bogen “Prostitution i Danmark” (2007). Herunder påstande om, at prostituerede generelt får granatchok, er ramt af incest og selvmord, mm.

Adskillige eksempler på nedgørelse, myter og usandheder er dokumenteret i det vedlagte bilag.

Er det på denne måde, at Servicestyrelsen skal oplyse de unge og støtte de udsatte?

Denne form for fordomsfuld nedgørelse, umyndiggørelse og fejlfyldt offer-brændemærkning skaber psykiske og sociale skadevirkninger hos sexarbejderne. Stigmatisering er skadeligt for de udsatte, og statsstøttede institutioner som KFUK-Reden og nu også Servicestyrelsen, er desværre de hovedansvarlige.

Kampagnen gør desuden mulighederne for et frugtbart samarbejde med de prostitueredes organisation og individer som ønsker at forbedre forholdene, ulykkeligvis forringet. De udsatte mister respekt for Servicestyrelsen og staten, når de ydmyges af statsorganisationer.

Seksualpolitisk Forum opfordrer indtrængende til, at denne fejlfyldte kampagne omgående trækkes tilbage og forbedres.

Seksualpolitisk Forum er et upolitisk ikke-kommercielt debatnetværk bestående af bl.a. antropologer, sociologer og forfattere. Vi bidrager gerne med konkrete forslag til forbedring af sexarbejdernes situation. Herunder bedre arbejdsforhold, faglige rettigheder, bedre rådgivningstilbud, både for sexarbejdere og kunder.

Med venlig hilsen

Seksualpolitisk Forum, Vivi Hollænder & Steen Schapiro

Dokumentation vedrørende klage over kampagnen “Hvem betaler prisen”:

Seksualpolitisk Forum

Nedenfor er en række citater fra kampagnens hjemmeside, magasin og videoer, med kommentarer tilknyttet.

På hjemmesiden står der bl.a.:

”Er du med på at prostituerede får samme traumer som torturofre og soldater, der har været i krig? Prisen for at være prostitueret er ofte angstanfald, depression, søvnbesvær og stress. Lidelser, som man også finder hos torturofre og soldater i krig. Psykologer kalder det posttraumatisk stresssyndrom.”

SVAR: Det er direkte usandt. Sexarbejde kan i sig selv ikke give PTSD. Der er ingen pålidelige undersøgelser, der påviser, at prostitution i sig selv er en større kilde til PTSD end så mange andre fag.
KFUK-Reden og forbudsivrige debattører henviser ofte til en bestemt (og meget kritiseret) international undersøgelse, men undlader at tage højde for, at denne stammer fra gadeprostituerede i lande som Sydafrika, Thailand, Tyrkiet, USA og Zambia. En stor del af de adspurgte er hjemløse, narkomaner eller alkoholmisbrugere, som har mange andre problemer at slås med end prostitution. I flere af de lande, hvor undersøgelsen blev foretaget, er prostitution i øvrigt kriminaliseret!
På samme måde er sexarbejdere nu blevet mere stressede efter forbudet i Sverige, og stigmatisering og kriminalisering kan således være medvirkende til at skabe stresslidelser.
Den bedste måde at undgå stress og PTSD på, er således at skabe et bedre og sikrere arbejdsmiljø, samt at sikre at arbejdet og arbejderne respekteres personligt.

”Er du med på at næsten alle prostituerede drømmer om at stoppe? Prostituerede er sjældent glade for deres arbejde. Næsten alle ville helst holde op, men de færreste ved, hvordan man bryder den onde cirkel.”

SVAR: Det er en fordom, som VFC ikke har dokumentation for.

”Er du med på at antallet af prostituerede vokser med efterspørgslen?

SVAR: Det er en fordom, som VFC ikke har dokumentation for.

Fra “De kolde facts”:

“En undersøgelse viser, at hver tredje kvinde på en massageklinik overvejer at stoppe. Ca. hver anden forestiller sig at være ude af prostitutionen i løbet af fem år, men det er svært. Mange af dem, der stopper, vender tilbage på grund af pengene.”

SVAR: Det er en udokumenteret fordom. Det er rigtigt at ca. 33 procent af en mindre gruppe af klinikprostituerede har oplyst til en medarbejder fra Servicestyrelsen at hver tredje kvinde overvejer at droppe prostitutionen.
Men den pågældende undersøgelse er ifølge forfatter Nell Rasmussen på Servicestyrelsen ikke repræsentativ. Man kan også diskutere dens metode og nøjagtighed, da det er en spørgeskemaundersøgelse og kun dækker klinikprostituerede, som har ønsket at være i kontakt med Servicestyrelsens personale.

“Der kan både være fysiske og psykiske konsekvenser ved at sælge sex.
Eksempler på fysiske konsekvenser er: gener i underlivet, slidgigt i ryg og albuer og større udsathed over for almindelige sygdomme på grund af nærkontakt med kunderne. Derudover har mange prostituerede en livstruende hverdag med en høj grad af voldsrisiko. Eksempler på psykiske konsekvenser er: angst, manglende sexlyst, forstyrrede private forhold til mænd, problemer med at få en kæreste, lavt selvværd, selvmord og isolation.”

SVAR: Her præsenteres alle mulige skrækindjagende fordomme som grove generaliseringer uden nuanceringer eller dokumentation. Det meste baseres på personlige fortolkninger fra enkelte medarbejdere hos Servicestyrelsen.
Det er f.eks. rigtigt, at en meget lille undersøgelse blandt 9 sexarbejdere fra 1988 viste at to sexarbejdere med store sociale problemer, før de begyndte som sexarbejdere havde overvejet selvmord. Det har intet med erhvervet at gøre, og kan ikke retfærdiggøre en sådan generalisering.
Det er også rigtigt, at nogle sexarbejdere kan have sociale og fysiske problemer. Men det angiver ikke hvor udbredte disse problemer er eller at det er prostitutionen som har skabt problemerne.
Tværtimod viser store, videnskabelige undersøgelser at 75% af de kvindelige prostituerede har det bedre eller nogenlunde lige så godt som alle mulige andre kvinder.

“Ofte har de sociale problemer, som gør dem ekstra sårbare over for seksuelle grænseoverskridelser, betalte eller ej. De typiske problemer er omsorgssvigt, vold, stofmisbrug, seksuelle krænkelser og ustabile familieforhold.”

SVAR: Der er intet faktuelt belæg for denne ekstremt stigmatiserende fordom. Servicestyrelsen skriver selv i sin store rapport fra 2007: “I modsætning til hvad man kan forledes til at tro ud fra enkeltpersoners beretninger og fra medierne, har ikke alle i prostitution været udsat for seksuelle overgreb og omsorgssvigt som børn. Der findes i øvrigt ikke én dansk undersøgelse der systematisk belyser prostitueredes individuelle opvækstvilkår og baggrund.”

I magasinet “Prostitution – er du med på det hele ?“‘s kategori “Kan det passe at ...” finder man bl.a. følgende postulater præsenteret som fakta:

“De fleste prostituerede har haft en hård barndom med vold, seksuelle overgreb eller andre omsorgssvigt”

“Det er som regel mangel på penge, der får kvinder til at prostituere sig

SVAR: 81 procent af en mindre gruppe af klinikprostituerede har i en spørgeskema-undersøgelse angivet, at pengemangel har været en af flere årsager til at gå ind i arbejdet. Men det er vel primær årsag til, at man går ind i stort set alle slags arbejde.
Tallet er af propagandister blevet fortolket som om, at sexarbejderne har været “tvunget” ind i arbejdet af “fattigdom” – men det er der slet ikke belæg for at påstå. Det som man kan læse ud af undersøgelsen er, at visse sexarbejdere blandt andre grunde, også har valgt deres arbejde for at tjene penge.
Igen er den pågældende undersøgelse ifølge Nell Rasmussen, Servicestyrelsen, ikke repræsentativ. Man kan også diskutere dens metode og nøjagtighed, da det er en spørgeskemaundersøgelse og kun dækker klinikprostituerede.

I det følgende gengives en række typiske nedgørende og stigmatiserende udtalelser, som kampagnen finder det rigtigt at videregive. Komikeren Felix Smith skriver i sit ekstremt fordomsfulde forord:

“Det er den store løgn, som udgør kernen i problemet – løgnen om den lykkelige luder. Forestillingen om, at den prostituerede faktisk er glad, velfungerende (…) Derfor tager jeg afstand fra prostitution. Og fra de mænd, som går til prostituerede. De er for klamme, og de er for naive – eller også er de bare hensynsløse. “

10.

“Kendte” udtaler sig i afsnittet “Skarpe ord og blødende hjerter“, bl.a.:

Mia Nielsen-Jexen:
“De fleste af de piger, der er ludere, har jo været udsat for overgreb, der gør, at de ikke kan mærke, hvad de kan tåle fysisk og psykisk.”

Jonas Schmidt:
”En prostituerets liv må være ad helvedes til. De kommer fra kår, som man slet ikke kan sætte sig ind i. Folk, der tænder på det beskidte i at have sex med en prostitueret, vækker afsky hos mig. Det er næsten ligesom at tænde på børn. Det er da for klamt.”

Sara Bro:
”Fyre køber sex, fordi de tror, de bliver mere mænd. Det er ret ulækkert. Det må da være et nederlag at være nødt til at betale for sex. Som pige tænker man, at han må være dum eller klam, hvis han er nødt til at betale for sex. Jeg ville miste meget respekt for sådan en fyr.”

Said Chayesteh:
”For at sige det ligeud er det taberagtigt at gå til ludere.”

Neel Rønholt:
” Det er ikke bare klamt, det er kvindeundertrykkende. Jeg synes, det er taberagtigt bare at købe sig til det.”

11.

På bagsiden advarer magasinet:

“Kan du holde til mere?
Det kan være både klamt og skræmmende at læse om prostitution i Danmark, men hvis du kan klare mere, er der masser af nyttig baggrundsviden at finde på nettet.“

12.

Her er en beskrivelse fra “dilemma-spil”-filmene, som medfølger kampagnen:

(Camille sidder nedtrykt alene på et bordel. Den søde og blide fortæller-stemmen forklarer:)

”Efterhånden har arbejdet taget så meget over, at hun har måtte opgive studerne. Langsomt begynder skadesvirkningerne at snige sig nd på Camille. Angst, stress, depressioner. Men ensomheden er næsten det værste. Venner og familie har hun skubbet fra sig for at undgå løgnen, og tanken om en kæreste har hun helt opgivet. Mænd gir hende kvalme.”

(Hun tar piller, og ser sin første kunde for sig som et monster. Så ringer en kunde på døren …)

13.

Hvad siger de ansvarlige bag materialet?
Fuldmægtig og kampagne-ansvarlig Jakob Tjalve fra Servicestyrelsen har i følge Berlingske Tidende 14/8-08: “villet nuancere kampagnens skildring af prostitution og forsøgt at undgå en mulig stigmatisering.
»Derfor er det da uheldigt, hvis denne gruppe af kvinder føler sig sat ind i en sammenhæng, de ikke kan genkende,« siger han.”

Medansvarlig og konsulent i Servicestyrelsen Marie Louise Nørrelykke udtaler sig også: “vi har ikke kvantitative tal for, at prostituerede i Danmark ikke trives.”

Vedr. klage over kampagnen hvembetalerprisen.dk

Servicestyrelsen, 17/9-08

Servicestyrelsen har den 19. august 2008 modtaget Seksualpolitisk Forums klage over vores kampagne, som bl.a. omfatter hjemmesiden hvembetalerprisen.dk. Efterfølgende har de ansvarlige medarbejdere redegjort for de formuleringer og oplysninger, der indgår i kampagnen.

Indledningsvis vil vi takke for jeres henvendelse. Servicestyrelsen sætter pris på at få respons på vores arbejde, også selvom responsen er kritisk og peger på udviklingsmuligheder.

Servicestyrelsen beklager, at I er blevet stødt over kampagnen og finder dens indhold forhånende og behæftet med fejl. Det er vigtigt for os i Servicestyrelsen at agere respektfuldt, når det gælder emnet prostitution, og vi ønsker at have et frugtbart samarbejde med organisationer og enkeltpersoner på området.

Jeres indsigelser har vi naturligvis noteret os, og vi vil lade dem indgå i de fremtidige overvejelser om vores arbejde på prostitutionsområdet. Ikke mindst vil vi fortsat være opmærksomme på, hvordan vi kan understøtte yderligere indsamling af viden og erfaringer om prostitution. Servicestyrelsen medgiver, at prostitution er et emne, hvorom der fortsat er behov for øget viden, hvilket jeres fremsendte bilag bidrager til at illustrere.

I jeres konkrete kritik påpeger I for det første, at ”undervisningsmaterialet byder på ensidigt negative fortællinger om sexarbejdere og deres vilkår.”

Baggrunden for kampagnen er, at politikerne i satspuljeaftalen for 2006 afsatte midler til en oplysnings- og debatkampagne målrettet skoler og ungdomsuddannelser, og kampagnens formål har været at begrænse efterspørgslen af køb af seksuelle ydelser. Derfor har Servicestyrelsen udformet kampagnen med debatskabende historier og udsagn, som sætter fokus på problemer og dilemmaer indenfor prostitution.

I kritiserer derudover, at ”Materialets talspersoner byder på udtalelser, som håner og ydmyger både sælgere og kunder”, og at sprogbrugen i materialet er ”forhånende og uværdigt for en statsstøttet institution.”

At lave en kampagne, som skal nå bredt ud og formå at skabe debat blandt unge mennesker, stiller nogle krav til formidlingen. Her har vi for det første valgt at samarbejde med ungdomsidoler, som kan skabe interesse for kampagnen blandt unge. Ungdomsidolernes udtalelser bygger naturligvis på deres holdninger og viden, og på hvordan de har valgt at formulere sig. For det andet har vi i formidlingen lagt vægt på at ramme et sprog, som unge møder og anvender indbyrdes, når de færdes på internettet mv. Der er derfor valgt en noget direkte og ungdommeligt sprogbrug, som vores afprøvninger viser, unge kan spejle sig i, uden at den virker anstødelig

Vi har lagt særlig vægt på ikke at formidle nedsættende udtalelser eller sprogbrug om prostituerede, men tværtimod sat fokus på de unge (potentielle) kunder i kampagnen.

Endelig mener I, at kampagnen indeholder ”fordomme uden understøttelse og direkte forkerte oplysninger om sexarbejde.” Og I mener, at kampagnen dermed ”skaber og opretholder myter, som Servicestyrelsen selv har defineret som urigtige”.

I kampagnen har vi dels taget udgangspunkt i erfaringer blandt vores opsøgende medarbejdere indenfor prostitutionsområdet og dels i de undersøgelser, der findes på området. Derudover bygger kampagnen på holdninger blandt ungdomsidoler samt holdninger blandt unge i målgruppen, som er afdækket i en spørgeskemaundersøgelse. Kampagnen bygger dermed på en kombination af vores viden og erfaringer samt holdninger blandt unge.

Når vi har til opgave at nå bredt ud til en ung aldersgruppe for at skabe opmærksomhed og debat om et emne og nogle problemstillinger, stiller det som nævnt, nogle krav til formidlingen. Kampagnen formulerer sig derfor i overskrifter og korte budskaber for at skabe interesse for emnet blandt elever og lærere, som derefter kan fordybe sig i emnet i undervisningen.

Det betyder, at kampagnens indhold og formuleringer er anderledes og mindre dybdegående, end når vi eksempelvis formidler viden i form af en bog som Nell Rasmussens ”Prostitution i Danmark”.

Det er Servicestyrelsens opfattelse, at der er sammenhæng i vores formidling, også selvom vi i kampagnesammenhæng formulerer os i langt mere overordnede, lettere tilgængelige og mere fængende budskaber.

Venlig hilsen

(direktør for Servicestyrelsen)

Til Servicestyrelsen

Seksualpolitisk Forum, København d. 9/10 2008

Svar på Servicestyrelsens svar over klage over kampagnen www.hvembetalerprisen.dk:

Seksualpolitisk Forum noterer sig Servicestyrelsens (SS) svar af 17/9-08, og den generelle afvisning af vore klagepunkter over den aktuelle kampagne. Vi har følgende kommentarer:

Som statsinstitution og videns-center, får læserne indtrykket af, at det som SS oplyser som faktuelt, er faktuelt. Altså, at det SS skriver er videnskabeligt og bevisligt korrekt. Men der er ikke dækning for en stor del af postulaterne om sexarbejde i Danmark.

SS fejloplyser i kampagnen bl.a. følgende:

”Er du med på at prostituerede får samme traumer som torturofre og soldater, der har været i krig.”
“Er du med på at næsten alle prostituerede drømmer om at stoppe? Prostituerede er sjældent glade for deres arbejde. Næsten alle ville helst holde op, men de færreste ved, hvordan man bryder den onde cirkel.”
”Er du med på at antallet af prostituerede vokser med efterspørgslen?
“Ofte har de sociale problemer, som gør dem ekstra sårbare over for seksuelle grænseoverskridelser, betalte eller ej. De typiske problemer er omsorgssvigt, vold, stofmisbrug, seksuelle krænkelser og ustabile familieforhold.”
“De fleste prostituerede har haft en hård barndom med vold, seksuelle overgreb eller andre omsorgssvigt.”

Disse postulater er der ikke belæg for. I modsat fald vil vi gerne se nøgtern dokumentation.

SS skriver:” I kampagnen har vi dels taget udgangspunkt i erfaringer blandt vores opsøgende medarbejdere indenfor prostitutionsområdet og dels i de undersøgelser, der findes på området.” Men SS’ forskellige konsulenters personlige mening kan ikke siges at være lig videnskab eller fakta, og kan i høj grad være præget af personlige fordomme. Derudover kan konsulenternes indtryk være præget af, primært at have rådgivet de sexarbejdere, der havde brug for rådgivning. Mange andre sexarbejdere ønsker ikke kontakt med SS, bl.a. pga. stigmatiserende udtalelser som den aktuelle.

Det er meget problematisk, at SS nu fører kampagne på en uigennemskuelig og uvidenskabelig sammenblanding af forskning og personlige holdninger og bedømmelser. Det stemmer ikke godt med at være et statsligt videns-center.

SS skriver: ”Vi har lagt særlig vægt på ikke at formidle nedsættende udtalelser eller sprogbrug om prostituerede.” Vi forstår på svaret, at SS synes at det er OK at formidle udtalelser som disse, om sexarbejdere og deres lovlige fag:

“Det er den store løgn, som udgør kernen i problemet – løgnen om den lykkelige luder. Forestillingen om, at den prostituerede faktisk er glad, velfungerende”
“De fleste af de piger, der er ludere, har jo været udsat for overgreb, der gør, at de ikke kan mærke, hvad de kan tåle fysisk og psykisk.”
”En prostituerets liv må være ad helvedes til. De kommer fra kår, som man slet ikke kan sætte sig ind i. Folk, der tænder på det beskidte i at have sex med en prostitueret, vækker afsky hos mig. Det er næsten ligesom at tænde på børn”

Samt forhånelser af sexarbejde i sig selv, herunder både sexsælgere og sexkøbere;

”For at sige det ligeud er det taberagtigt at gå til ludere.”
”Jeg synes, det er taberagtigt bare at købe sig til det.”
”Fyre køber sex, fordi de tror, de bliver mere mænd. Det er ret ulækkert. Det må da være et nederlag at være nødt til at betale for sex. Som pige tænker man, at han må være dum eller klam, hvis han er nødt til at betale for sex.”
“(…) de mænd, som går til prostituerede. De er for klamme, og de er for naive – eller også er de bare hensynsløse.”

Vi mener ikke at denne slags grove forhånelse og ukvalificerede stigmatisering af hverken kunder, sexarbejdere eller deres legale arbejde er en statsorganisation værdig. Og det hører slet ikke til i stats-støttet undervisningsmateriale!

SS skriver, at der er ”valgt en noget direkte og ungdommeligt sprogbrug, som vores afprøvninger viser, unge kan spejle sig i, uden at den virker anstødelig.”

Dels betvivler vi jeres postulat om ungdommens følelser. Og dels må vi konstatere, at SS ikke har undersøgt/taget hensyn til, om sexarbejderne kunne finde disse udtalelser anstødelige? Samt at SS ikke har undersøgt/taget hensyn til, om almindelige mennesker kunne finde disse udtalelser anstødelige? Da kampagnen bl.a. er lanceret på Internettet, er den til brug for alle aldersgrupper og parter.

Kampagnens forhånende form og mytedannende indhold strider direkte imod SS’s erklærede ønske om, ”at agere respektfuldt, når det gælder emnet prostitution, og vi ønsker at have et frugtbart samarbejde med organisationer og enkeltpersoner på området.”

Det må stå klart for enhver, at forholdet til sexarbejderne, som SS’ opgave er at støtte og rådgive, er blevet væsentligt forringet efter offentliggørelsen af denne kampagne. Bl.a. da SS har bidraget til mytedannelse, stigmatisering og nedgørelse.

Kampagneansvarlig fuldmægtig Jakob Tjalve har derudover i pressen flere gange udtalt sig affærdigende og nedsættende om Sexarbejdernes InteresseOrganisations (SiO) protester, som i MetroXpress 15/8-08; ” »SIO giver udtryk for nogle holdninger, som ikke er dækkende for flertallet af prostituerede i Danmark,« siger Jakob Tjalve” , og har endda været medvirkende til at true sexarbejderne med sagsanlæg (jfr. pressemeddelelse fra SiO, 23/9-08).

Kampagnen strider således direkte imod SS’s ønske om dialog med og støtte til de udsatte, og har forværret mulighederne for dialog i ekstrem grad.

Kampagnen giver i det hele taget et ensidigt negativt og usandfærdigt billede af sexarbejde. Dette kan ikke være rimeligt overfor et legalt arbejde, hvoraf sexarbejderne i øvrigt betaler skat og moms og til staten – samme stat som forhåner og stigmatiserer dem.

Valget af ensidigt negativt materiale i kampagnen, taler for sig selv. Men følgende eksempler er ekstra grove, ved deres useriøst generaliserende og følelsesladede sprogbrug:

“Der kan både være fysiske og psykiske konsekvenser ved at sælge sex.
Eksempler på fysiske konsekvenser er: gener i underlivet, slidgigt i ryg og albuer og større udsathed over for almindelige sygdomme på grund af nærkontakt med kunderne. Derudover har mange prostituerede en livstruende hverdag med en høj grad af voldsrisiko. Eksempler på psykiske konsekvenser er: angst, manglende sexlyst, forstyrrede private forhold til mænd, problemer med at få en kæreste, lavt selvværd, selvmord og isolation.”
”Efterhånden har arbejdet taget så meget over, at hun har måtte opgive studierne. Langsomt begynder skadesvirkningerne at snige sig ind på Camille. Angst, stress, depressioner. Men ensomheden er næsten det værste. Venner og familie har hun skubbet fra sig for at undgå løgnen, og tanken om en kæreste har hun helt opgivet. Mænd gir hende kvalme.”
“Kan du holde til mere? Det kan være både klamt og skræmmende at læse om prostitution i Danmark, men hvis du kan klare mere, er der masser af nyttig baggrundsviden at finde på nettet.”

I Berlingske Tidende 14/8-08: står der bl.a. ”Medansvarlig og konsulent i Servicestyrelsen Marie Louise Nørrelykke udtaler sig også: “vi har ikke kvantitative tal for, at prostituerede i Danmark ikke trives.”” Dette må vi give Nørrelykke ret i:

SS har selv bl.a. udgivet ”Massageklinikundersøgelsen” (2004), hvis resultater bl.a. indikerer at ca. 71 % af de adspurgte er tilfredse med deres arbejde. De øvrige negative fortolkninger som Tjalve og kampagnen tilskriver denne ikke-repræsentative spørgeskema-undersøgelse, kan nøgternt set ikke læses ud af den.
I SS’s udgivelser skrevet af Nell Rasmussen fra 2004 og 2007, kan man bl.a. læse, at: ”ikke alle i prostitution (har) været udsat for seksuelle overgreb og omsorgssvigt som børn. Der findes i øvrigt ikke én dansk undersøgelse der systematisk belyser prostitueredes individuelle opvækstvilkår og baggrund.”.
Og i den måske mest anerkendte internationale undersøgelse (Vanwesenbeeck, Holland, 1994), som SS ofte selv henviser til i sine udgivelser, ser man at prostitution ikke i sig selv er skadeligt, samt at ca. 75 % af sexarbejderne er tilfredse og har det nogenlunde som andre kvinder

Mere dokumentation kan fremlægges.

Det generaliserende billede som SS i sin kampagne tegner af prostitution i Danmark, er altså ikke blot simplificeret – det er groft sagt falsificeret. Det er ikke sandfærdigt, det strider imod SS’s egen viden og det stigmatiserer sexarbejdere og deres virke – og dét kan kan have psykologiske skader til følge.

En oplysningskampagne om problematikker ved sexhandel samt rådgivning til unge om at være opmærksomme på sexarbejdernes forskellighed, herunder nogles af de prostitueredes sårbarhed, kunne være grebet an på mange måder. F.eks. sandfærdigt. Eller nuanceret. Det kunne være udarbejdet med inddragelse af sexarbejderne selv. Og finkæmmet for nedgørende grovheder og stigmatiserende fordomme.

I stedet er der for skatteborgernes penge blevet produceret en skræmmekampagne, fyldt med fordomme, forhånelser og deciderede fejloplysninger.

SS mener åbenbart, at dette materiale er sobert, redeligt og etisk korrekt at sende som undervisningsmateriale til skoleelever og studerende. Det mener vi så afgjort ikke.

Sammenfattende

Sammenfattende må vi konstatere, at de ovennævnte punkter ikke stemmer overens med god forvaltningsskik. Vi kan også konstatere, at forsøget på dialog med SS gennem vor klage og dokumentation, er blevet blankt afvist, i et overfladisk og let arrogant svar.

Vi må derfor beklageligvis indsende en klage til Ombudsmanden i forsøget på at standse statslig forhånelse og stigmatisering af sexarbejdere, samt misinformation til skoleelever og studerende.

Med venlig hilsen

Seksualpolitisk Forum, Vivi Hollænder & Steen Schapiro

P.S. Denne gennemgang er til orientering også tilsendt Ombudsmanden, pressen og interesserede parter.

Vedr. Servicestyrelsens kampagne “Hvem betaler prisen?”

Ombudsmanden, 20 januar 2009

Jeg har modtaget jeres e-mail af 6. januar 2009 kl. 14.40 på vegne af Seksualpolitisk Forum. Det fremgår af henvendelsen at I fortsat mener at Servicestyrelsens kampagne “Hvem betaler prisen?” hviler på fejlagtige faktuelle oplysninger og undersøgelser og at kampagnen har et forhånende sprogbrug. I er ikke tilfredse med det svar som Servicestyrelsens direktør sendte jer den 17. september 2008, og I er heller ikke tilfredse med Velfærdsministeriets svar af 17. december 2008

Jeg har imidlertid besluttet ikke at iværksætte en undersøgelse.

Min beslutning er truffet på grundlag af overvejelser om sagens karakter set i
forhold til det ressourceforbrug en undersøgelse vil kræve.

Her til kommer at jeg ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kun i
begrænset omfang kan tage stilling til afgørelser der bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol af de sproglige virkemidler og rigtigheden af de oplysninger som anvendes i kampagnen – som er af afgørende betydning for denne
sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Efter ombudsmandslovens § 16, stk. 1, afgør ombudsmanden selv om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af jeres henvendelse.

Med venlig hilsen (…)