Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser
(Betænkning nr. 1534)
København, den 27. august 2012, offentliggjort 19. november 2012
Kan downloades her
Straffelovrådets rapport har kritisk gennemgået prostitutionspolitik, med fokus på forslaget om et forbud mod sexkøb, og set på effekterne af et sådant forbud i andre lande. Her er uddrag af dets analyse og anbefalinger:
1. Skal prostitution være strafbart? Eller afkriminaliseres?
”Straffelovrådet kan (-) tilslutte sig den afkriminalisering af prostitution som sådan, der blev gennemført i 1999, og som i øvrigt ligger i tråd med den internationale tendens i det mindste i Europa.
Spørgsmålet om, hvorvidt man bør gå skridtet videre, end man gjorde i 1999, og ophæve den bestemmelse, som indebærer, at udøvelse af prostitution ikke anses som et ”lovligt erhverv”, vedrører navnlig social– og arbejdsmarkedslovgivningen (f.eks. regler om arbejdsløshedsforsikring og syge- og barselsdagpenge). Straffelovrådet har ikke fundet anledning til at overveje dette spørgsmål nærmere, men skal dog for fuldstændighedens skyld udtale, at der efter rådets opfattelse ikke er strafferetlige hensyn, der taler imod en sådan eventuel fuld lovliggørelse af prostitution som erhverv. ”
(side 533)
2. Giver det mening at forbyde en gensidigt frivillig handling?
”Et forbud mod betaling for sex vil være udtryk for, at en aktivitet, der i øvrigt er lovlig – sex mellem samtykkende voksne – bliver strafbar, hvis der ydes betaling.
Dette vil i sig selv være usædvanligt, idet langt de fleste aktiviteter enten er strafbare som sådanne eller lovlige, hvad enten de udøves vederlagsfrit eller mod betaling.
På denne baggrund er det Straffelovrådets umiddelbare opfattelse, at indførelse af et forbud mod købesex bør forudsætte, at tungtvejende grunde taler for et sådant forbud.”
(side 551 -553)
3. Sveriges argumenter for deres forbud
“Det svenske forbud mod køb af sex er i meget høj grad båret af en helt principiel afstandtagen fra køb af sex. Dette giver sig bl.a. udtryk i, at det i kommissoriet for undersøgelsen af virkningerne af forbuddet mod køb af sex var forudsat, at køb af sex fortsat skulle være strafbart.
Det fremgår også udtrykkeligt, at den svenske ordning bygger på den opfattelse, at prostitution er udtryk for ulighed mellem mennesker, hvor køberen tiltager sig retten til at udnytte et andet menneskes krop som en vare (SOU 2010:49 side 61).
(side 553-554)
De prostituerede er imidlertid modstandere af forbuddet, fordi forbuddet har forstærket det sociale stigma, der er forbundet med at sælge sex, og fordi de føler sig jagede af politiet, og de føler sig umyndiggjorte i og med, at deres handlinger tolereres, men deres vilje og valg ikke respekteres. Ifølge betænkningen bør dette betragtes som en positiv virkning af forbuddet, idet formålet er at bekæmpe prostitutionen (SOU 2010:49) side 129-30.”
(side 555)
4. Et ressourcekrævende forbud
“Straffelovrådet finder på det foreliggende grundlag, herunder erfaringerne fra Sverige, Norge og Finland, anledning til at fremhæve, at et forbud mod købesex vil være ressourcekrævende at håndhæve. Dette skyldes navnlig, at begge de involverede parter – den prostituerede og kunden – har en fælles interesse i, at en overtrædelse af et forbud mod købesex ikke opdages – den prostituerede for at opretholde sin indtjening, kunden for at undgå straf.
Det vil derfor i almindelighed ikke kunne forventes, at nogen vil anmelde eller frivilligt vidne om overtrædelse af et forbud mod købesex (i Sverige sker det i praksis kun, hvis kunden har begået anden kriminalitet, f.eks. vold, over for den prostituerede). Håndhævelsen vil derfor i praksis afhænge af politiets egne direkte observationer af kontakter mellem prostituerede og deres kunder. (…)
Ud fra erfaringerne fra Sverige og Norge vil det dog være nærliggende at antage, at virkningerne af et forbud mod købesex vil være forholdsvis begrænsede. Afhængig af politiets prioriteringer kan der måske i hvert fald i perioder forventes et fald i gadeprostitutionen, hvorimod et væsentligt fald i den samlede prostitution forekommer forholdsvis usandsynligt.”
Det bemærkes herved også, at kun en høj, vedvarende politiindsats kan forventes varigt at føre til et fald i den samlede prostitution. (…) Allerede i lyset af ressourceforbruget i sagerne mod prostitutionens bagmænd, som angår alvorlige forbrydelser som menneskehandel, rufferi og alfonseri, er det imidlertid hverken realistisk eller rimeligt at forestille sig en prioritering af politiets begrænsede ressourcer til en så massiv indsats mod købesex, som i givet fald må anses som en langt mindre alvorlig forbrydelse.
(side 555-557)
5. Et forbud vil have en ringe effekt på omfanget af prostitution og menneskehandel
“Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at de mest sandsynlige afledede virkninger af et forbud mod købesex vil være, at det vil blive sværere at arbejde som prostitueret, dels fordi kontakten med kunderne vil skulle foregå under hensyntagen til, at kunderne begår et strafbart forhold, som den prostituerede og kunden har en fælles interesse i at holde skjult, dels fordi nogle kunder vil falde fra. Dette vil så kunne have den konsekvens, at en mindre del af de prostituerede stopper som prostituerede, men det vil næppe være meget mere end de godt 10%, der ifølge undersøgelser selv har denne forventning, og de prostituerede, der i givet fald stopper af denne grund, må for i hvert fald hovedpartens vedkommende antages at være blandt dem, der ikke er blevet tvunget eller besveget til at arbejde som prostituerede.
Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at det er mest sandsynligt, at et forbud mod købesex højst vil have marginal indvirkning på omfanget af menneskehandel, rufferi og alfonseri.”
(side 558-559)
6. Et sexkøbsforbud giver derfor kun mening som morallovgivning
“Sammenfattende er det på denne baggrund Straffelovrådets opfattelse, at et forbud mod købesex alene vil kunne begrundes ud fra en helt principiel afstandtagen fra køb af sex.
Med den eksisterende viden om prostitution i Danmark og oplysningerne om erfaringerne med forbud mod købesex i andre lande er der således efter rådets opfattelse ikke grundlag for at antage, at et forbud mod købesex vil have mærkbare positive konsekvenser i andre henseender end selve den principielle afstandtagen fra køb af sex, som et strafsanktioneret forbud vil være udtryk for.
Tværtimod vil et forbud mod købesex kunne have negative konsekvenser for et antal prostituerede både i form af ringere økonomiske forhold og i form af øget stigmatisering.
Straffelovrådet kan på denne baggrund ikke anbefale, at der indføres et sådant generelt forbud mod købesex.”
(side 561)
7. Bør der være forbud mod køb af sex fra en menneskehandlet?
“Et andet spørgsmål er, om der bør indføres et forbud mod betaling for sex i visse situationer, f.eks. hvis den prostituerede er offer for menneskehandel, eller hvis den prostituerede er offer for rufferi eller alfonseri.
Straffelovrådet bemærker for det første, at der er stor forskel på menneskehandel på den ene side og rufferi og alfonseri på den anden side.
(…) Den nuværende politik, som bl.a. afspejles i Servicesstyrelsens kampagne, går ud på gennem en oplysningsindsats at ansvarliggøre prostitutionskunder, så de afstår fra at købe sex af prostituerede, hvis der er tegn på, at den pågældende kan være offer for menneskehandel, og i givet fald anmelder en eventuel mistanke om menneskehandel til myndighederne.
Hvis seksuelle forhold mod betaling til ofre for menneskehandel generelt kriminaliseres, vil en prostitutionskunde, der anmelder en mistanke om menneskehandel til myndighederne, fremover kunne risikere selv at blive retsforfulgt, hvilket må formodes at kunne få nogle prostitutionskunder til at afholde sig fra at anmelde en sådan eventuel mistanke. (…)
Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at det må antages i praksis at ville være sådan, at enten vil det helt undtagelsesvis kunne bevises, at en prostitutionskunde har en sådan viden, at den pågældende kan straffes for voldtægt eller anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 217, eller også vil der hverken kunne bevises forsæt til en af disse forbrydelser eller til seksuelt forhold til en person, der er offer for menneskehandel.
En eventuel ny bestemmelse om straf for prostitutionskunder, der har et seksuelt forhold til en prostitueret, der er offer for menneskehandel, måtte derfor antages i praksis ikke at ville blive bragt i anvendelse, idet der i praksis enten vil blive dømt for en alvorligere forbrydelse (voldtægt eller overtrædelse af straffelovens
§ 217) eller vil ske frifindelse på grund af manglende bevis for forsæt.
Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en særskilt kriminalisering af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er offer for menneskehandel. Straffelovrådet finder heller ikke grundlag for at foreslå en særskilt kriminalisering af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er offer for rufferi eller udnyttelse i øvrigt til prostitution.”
(side 561-564)
8. Rufferilovgivningen bør revideres (så hjælpere som telefondamer osv. ikke automatisk kriminaliseres)
“Straffelovrådet er opmærksom på, at erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed eller medvirken til strafbar prostitutionsvirksomhed efter omstændighederne kan være vanskelig at bevise. Når rådet trods dette alligevel ikke har fundet grundlag for at foreslå at videreføre den eksisterende særskilte kriminalisering af visse tilfælde af ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed, skyldes det, dels at disse forhold ifølge langvarig tiltalepraksis ikke strafforfølges, dels at kriminaliseringen også omfatter personer, som prostituerede bruger som hjælp og beskyttelse.
Som eksempler kan nævnes de såkaldte ”dørpiger”, der f.eks. passer telefon og/eller reception for en eller flere prostituerede, og chauffører, der kører for escortprostituerede og samtidig fungerer som beskyttelse og derfor eventuelt også er den, der står for den indledende kontakt til kunden og tager imod betaling mv.
I overensstemmelse med langvarig tiltalepraksis bør sådanne ”hjælpere”, der gør det nemmere og sikrere at arbejde som prostitueret, ikke straffes, alene fordi de udfører sådanne hjælpeopgaver i tilknytning til andres frivillige prostitution.
Ligesom i dag vil sådanne personer derimod kunne straffes, hvis det kan bevises, at de (og ikke den eller de prostituerede i et ligeværdigt fællesskab) driver prostitionsvirksomheden, at de arbejder for den bagmand, som driver prostitutionsvirksomheden (og ikke for den eller de prostituerede i et ligeværdigt fællesskab), eller at de modtager en uforholdsmæssig høj betaling for deres arbejde.”
(side 546)