Holland har de sidste 10 år skabt en halv legalisering af sexarbejde, med en del problemer til følge. Men myter om, at Holland skulle være blevet en ”magnet for trafficking”, er vildt overdrevne. Faktisk ser lovgivningen ikke ud til at have ændret på antallet af prostituerede.
Læs nedenfor om Holland:
- Lovgivning om sexarbejde
- Omfanget af sexarbejde
- Lovgivning om trafficking
- Omfanget af trafficking
- Personlicens – et dårlig nyt lovforslag
- Kilder
- Citater
1. Lovgivning om sexarbejde
Modstandere af prostitution forsøger at pege på Holland som et eksempel på, at det ikke nytter noget at afkriminalisere sexarbejde. Men det som Holland har foretaget sig, er ikke en afkriminalisering (som vi kender det fra f.eks. New Zealand eller to af fem delstater i Australien), men en delvis legalisering af dele af sexarbejdet.
Prostitution har være legalt i Holland siden 1911, men det har været ulovligt at have et bordel – en arbejdsplads.
I år 2000 kom lovreformen som legaliserede bordeldrift, mod at man søger en licens ved politiet og lever op til nogle krav. Langt de fleste bordeller er blevet legaliseret, med krav til følge om sikkerhed, sundhed og at arbejderne har hollandsk arbejdstilladelse og er myndige.
Synligheden har gjort, at man kan rense ud blandt dårlige arbejdspladser – nogle er blevet lukket af politiet pga. dårlige arbejdsforhold eller udnyttelse.
Bordellerne og sexarbejderne skal vælge mellem to lovgivningsmodeller – om de som arbejdsgiver vil ansætte sexarbejderen , eller om sexarbejderen skal være en uafhængig freelancer med selvstændig virksomhed. For at sexarbejderen kan modtage faglige rettigheder kræves det, at man formelt lader sig ansætte af arbejdspladsen og bliver betalt via bordelindehaveren. Disse krav afskrækker mange sexarbejdere fra at lade sig ansætte og modtage rettigheder, da de ofte ønsker at være anonyme og uafhængige.
Lovgivningen sætter også grænser for, hvilke nationaliteter som må arbejde på hvilken slags bordeller. Det skaber både forvirring og problemer for migranterne.
Holland består af mange regioner, og der har været meget store forskelle og forvirring omkring, hvordan de individuelle regioner har forvaltet og fortolket reglerne. F.eks. kræver kun nogle regioner licens fra escort-virksomheder og der er meget forskellige regler om at arbejde fra eget hjem.
Ved afkriminaliseringen på New Zealand og i Australien har man fundet andre løsninger på dilemmaerne ved sexarbejde. Bl.a. har de iværksat en social indsats til sexarbejderne, med støtte og rådgivning om den komplicerede nye lovgivning eller støtte til de, hvis arbejdsrettigheder krænkes.
2. Omfanget af sexarbejde
Kritikere af lovreformen frygtede i år 2000, at hvis man fjernede forbuddet mod bordeldrift og gjorde sexarbejdernes arbejdsvilkår bedre, ville antallet af sexarbejdere eksplodere (hvilket er en tilbagevendende myte i debatten om sexarbejderes rettigheder i mange lande.) Men det er ikke sket.
Der er nogenlunde lige så mange sexarbejdere nu, som før 2000.
Ca. halvdelen af sexarbejderne er hollændere, og halvdelen migranter. De fleste hollændere arbejder ikke pga. pres eller nød.
Der er væsentligt flere sexarbejdere i Holland end i f.eks. Danmark eller Sverige (som jo har helt forskellige lovgivning på området). Det har der været i mange årtier, uanset lovgivningen. Antallet er ikke markant steget eller faldet i nogen af landene.
(Det virker sandsynligt, at forskellene skyldes kulturelle traditioner – Holland er internationalt kendt for sine ”Red Light Districts”, som trækker mange turister til – samt landenes geografiske placering og andre problemer omkring migration.)
3. Lovgivning om trafficking
”Trafficking” er et løst defineret begreb, som kan betyde mange forskellige ting og fortolkes på mange måder. Holland har en ganske ekstremt bred fortolkning af begrebet, f.eks.:
– Hvis en hollandsk sexarbejder meldes udnyttet, f.eks. ved rufferi, kan det tælle med som trafficking. Uanset at der slet ikke er tale om migration mellem forskellige lande. Det er langt fra det, som vi – eller Palermoprotokollen – forstår som trafficking.
– Sågar en opfordring til en bekendt til at blive sexarbejder tæller med som ”trafficking” – også selv om opfordringen kommer fra en person som hverken tvinger, udnytter eller selv står til at profitere på sexarbejdet.
Denne ekstraordinært brede fortolkning af ”trafficking” gør Hollands trafficking-tal usammenlignelige med de fleste andre landes (som f.eks. Danmark eller Sverige.) Og dermed er det ikke så mærkeligt, at hollandske tal for trafficking er væsentligt højere end de ca. 50 sager om trafficking til seksuelt øjemed, som myndighederme om året mistænker i hhv. Danmark og Sverige.
4. Omfanget af trafficking
I Holland udgiver en statsudnævnt ”Rapporteur” jævnligt rapporter om udviklingen på det Hollandske trafficking-område. (se link i pkt. 6.) Heri kan man læse, at der siden 2005 er kommet en kraftig stigning i antallet af anmeldte sager om trafficking.
Men hvis man nærlæser tallene, tyder de ikke på, at stigningen eller omfanget skyldes lovreformen fra år 2000.
– Dels foregår udnyttelse af migrant arbejdskraft i mange erhverv, og den mindre del, der vedrører sexsalg, er ikke steget væsentligt. I 2005 ændrede man forståelsen af ”trafficking” til også at omfatte andre erhverv. Dt er i disse andre erhverv, at den store stigning finder sted.
– Dels var omfanget af anmeldelser stort set uændret indtil 2005, hvor man påbegyndte en større politi-indsats og rettede offentlig opmærksomhed på området. Man finder flere sager, fordi man leder bedre efter dem – i alle erhverv.
– Dels beskriver Rapporteurens statistiske tal kun anmeldelser – ikke domsfældelser. Anmeldelserne kommer ikke kun fra politi og myndigheder, men også fra andre organisationer. Det tjekkes ikke i statistikken, på hvilket grundlag der anmeldes, eller om anmeldelserne holder stik.
– Dels har Holland i mange årtier haft større problemer med illegal migration, end vi kender det i Norden. De seneste år er et par ekstreme traffickingsager blevet afsløret i Holland, med grov udnyttelse og tvang (den slags sager kendes stort set ikke herhjemme.)
(Det skal til sammenligning noteres, at Sverige, med sit sexkøbsforbud, i de senere år også har set en kraftig stigning af antallet af anklager og domme for trafficking. Faktisk mere end en fordobling på to år. Ligeledes har Norge store problemer på området. Selvom omfanget er mindre end i Holland, består problemerne, uanset forbud og manglende rettigheder.)
5. Personlicens – et dårlig nyt lovforslag
Den hollandske, konservative regering arbejder nu på endnu en restriktiv lovreform. Nu vil den kræve, at den enkelte sexarbejder skal have en licens for at måtte sælge sex. Det er en kriminalisering af de sexarbejdere, der ikke vil lade sig registrere.
Men den slags sær-regulering kan næsten kun gå galt:
- Prostituerede vil næppe ønske at oplyse navn og data til statslige kontorer
- De vil næppe ønske fremvise en sådan “Luder-ID” med navn og foto til kunden.
- De vil næppe ønske at gå rundt med denne ID til daglig, da det vil føles ydmygende, og der vil være begrundet angst for at komme til at glemme den eller at familie eller venner finder den.
- De sexarbejdere, som man ønsker at hjælpe, er de socialt marginaliserede og udsatte. Netop disse grupper vil sandsynligvis ikke ønske at søge om og få en licens.
- Man skaber en ny, kriminel gruppe af licensløse sexarbejdere, som sandsynligvis vil være de mest udsatte og som nu arbejder udenfor lovgivningens rammer – kriminaliserede og i skjul for myndighederne.
- Migranter vil ligeledes blive udstødt af systemet, da de færreste har hjemmel til at søge en licens.
6. Kilder
Analyse fra ”FeministIre” i Irland; ”Sex trafficking in the Netherlands: should we believe the hype?”
Forskeren Ine Vanwesenbeecks artikel om udviklingen i Holland: ”Sex Workers’ Rights and Health – The Case of The Netherlands”. Trykt i bogen “Global Perspectives on Prostitution and Sex Trafficking“, 2011
De Rode Draad (“Den Røde Tråd”), en hollandsk sexarbejder informations-organisation. Bl.a. deres ”Summary of Sexwork in The Netherlands in 2011, a Trendreport”
Den hollandske Rapporteurs udgivelser
7. Citater
– fra Ine Vanwesenbeeck: “Sex Workers’ Rights and Health – The Case of The Netherlands“
”Nevertheless, the evaluation shows that, overall, there has been no question of a much-dreaded increase of commercial sex activities. Rather, a reduction seems to be the case, but this could also reflect both the economic crisis as well as the growth of the internet. It may be generally concluded that the regulation has brought about some benefits for the licensed sector. Premises live up to standards in terms of hygiene and safety, physical working conditions are mostly excellent, condom use is facilitated if not obliged, and the relations of authority between workers and managers are reported to be reasonably equitable.
As the governmental evaluation shows, about half of sex workers in the licensed sector state the regulation has brought them increased independence and control over their work, guarantees at least some standards to be upheld in terms of working relations and conditions, and improved the image of sex work in general. However, another half of sex workers state the change of law did not improve their position and has not provided them with more respect or less criminality. Prejudice and negative social reactions remain to be a burden for sex workers and a thorn in the flesh for many.”
”Policies in support of the changes in legislation have not been bold enough in that they have not provided the necessary support for sex workers to be informed and facilitated to exercise their rights. As a matter of fact, authorities have strongly interpreted empowerment of sex workers as the power to exit sex work, not to control it or improve working conditions. Exit programmes have been disproportionately supported at the expense of sex worker emancipation initiatives and professional associations.
To date, an educational infrastructure to guide sex workers through the enormous changes that the legalisation has made possible and to support them in claiming the rights they have now principally been given, is lacking completely.”
”By putting restrictions on possibilities for migrant women to find a place to work in the Netherlands in demanding valid residence permits, immigrant sex workers are the group most heavily affected by the legalisation. . Although the illegal sector is reported to be relatively small, it almost goes without saying that migrant workers with little possibilities in the licensed sector, will be overrepresented there. In addition, many migrant workers may make the choice to work in other countries, where their position is as always, if not weakened as well, because of stricter immigration laws everywhere in Europe.
For sure, possibilities for non-European sex workers to earn money in Europe have not improved. As a consequence, a criminal illegal circuit flourishes and traffickers profit. Any adequate combat of such criminal practices requires that migrant workers have better opportunity than is now the case to be included in a legal industry, the Dutch one to begin with.”
”Next, structures that disempower sex workers must be abolished. This is evident in the Netherlands, for instance, where restrictions exist on sex workers’ ability to obtain permits for new, small-scale businesses. Structures to empower sex workers must be created. Because sex workers are a relatively young, an extremely mobile and, almost by definition, a hard-to-reach group, the supportive infrastructure must be attractive, pervasive and innovative in much the same way as sex education needs to be attractive, pervasive and innovative to adequately educate every new generation of adolescents.”