Kronik af
· Bo Jensen, Seksualpolitisk Forum
· Susanne Møller, formand for Sexarbejdernes Interesseorganisation
· Liese Recke, cand. psych., Gadejuristen
· Kenno Simonsen, cand. psych.
· “The Human Stain”, blogger og sexkunde
Bragt i forkortet form i Kristeligt Dagblad 17/12-09
Socialdemokratiet har netop med et knebent flertal og i modstrid med befolkningens holdning besluttet at arbejde for at forbyde sexkøb.
Beslutningen blev truffet på et forkert grundlag. De helt centrale argumenter, som blev fremført af modstandere at købesex, er simpelthen direkte forkerte. Og der sidder eksperter i Servicestyrelsen som ved det. Men de har ikke løftet en finger for at korrigere de forkerte oplysninger. På trods af, at det er, hvad de får deres løn for.
Der var to helt centrale argumenter, som gjorde udfaldet. Det var disse to argumenter der blev gentaget og gentaget i debatten op til og på selve kongressen.
De to argumenter bliver f.eks. brugt af talskvinden for “8.marts initiativet” Hanne Helth. I radioudsendelsen P1 Formiddag den 28. september 2009 lød det sådan her:
“… i en af Servicestyrelsens publikationer kan [man] læse, at 3 ud af 4 faktisk tager skade af prostitution og at én ud af 4 tager alvorlig skade. (…) Samtidig vokser prostitutionen massivt i disse år.”
Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har fremført de to argumenter utallige gange gennem de senere år. For eksempel i Dokumentartimen på P1 den 24. september – lige før kongressen:
“…vi ved, at stort set alle der forlader prostitution har store fysiske skader, og de har ikke mindst store psykiske og mentale skader…”
Og i P1 Debat samme dag:
“…virkeligheden er jo, at antallet af prostituerede er jo bare vokset igennem de senere år…”
I den politiske debat kan man fremføre alle mulige holdninger og synspunkter. Men når man refererer til hvad “vi ved” og til hvad “virkeligheden” viser, så refererer man direkte eller indirekte til undersøgelser og faktiske forhold, som ikke kan diskuteres. Og når man gør det med disse to helt centrale argumenter, så tager man Servicestyrelsen som sandhedsvidne.
Begge ovenfor citerede argumenter stammer fra Servicestyrelsen og begge argumenter er beviseligt forkerte. Dette er Servicestyrelsen blevet gjort opmærksom på, uden at de har reageret eller korrigeret oplysningerne.
Servicestyrelsen har dermed sat kikkerten for det blinde øje og ladet landets største parti træffe den afgørende beslutning på et forkert grundlag – uden at reagere. Hvis det er sket bevidst, er det groft embedsmisbrug. I modsat fald er der tale om grov forsømmelse eller skødesløshed. Debatten har været så massiv, at styrelsen umuligt kan have overset, at de forkerte argumenter er blevet fremført igen og igen.
Fejlen ligger i “Fagområde Prostitution”, som er et kontor under Servicestyrelsen med ti veluddannede medarbejdere. Formålet med deres arbejde fremgår af Servicestyrelsens hjemmeside:
“Fagområde Prostitution foretager løbende opsamling af viden om prostitutionsfeltet. Vi initierer og gennemfører undersøgelser, og vi bidrager til (…) vidensdeling på området (…). Fagområdets viden stilles til rådighed for ministerier, beslutningstagere, forvaltninger, frontmedarbejdere, undervisningsinstitutioner, NGO’er, pressen og den brede offentlighed.”
Det er altså Fagområde Prostitutions opgave at sørge for, at den demokratiske debat om prostitution foregår på et sagligt grundlag. Herunder naturligvis at de politiske partier og Folketinget har korrekte oplysninger at træffe beslutninger på og lovgive ud fra.
Der er ingen andre offentlige instanser, som er pålagt den samme opgave. Ansvaret er derfor ene og alene Servicestyrelsens og i sidste instans indenrigs- og socialminister Karen Ellemanns.
Gennem de sidste år har det stået helt centralt for modstandere af sexkøb, at prostitution er skadeligt, og at prostitutionens omfang er voksende, hvorfor der må gribes ind for at forebygge, at problemerne bliver endnu større.
Det er ikke ligetil at dokumentere, om og i hvilken udstrækning prostitution er skadeligt. Det er ikke blevet undersøgt på dansk grund, hvorfor debatten er henvist til at foregå på baggrund af udenlandske undersøgelser.
Det første udsagn – at man tager voldsom skade af sexarbejde – stammer oprindeligt fra Ine Vanwesenbeecks banebrydende undersøgelse ”Prostitutes well-being and risks’” fra 1994. Her deler Vanwesenbeeck sexarbejderne op i tre grupper. Cirka en fjerdedel har det meget slemt. En anden fjerdedel har det lige så godt som eller bedre end andre kvinder. En mellemgruppe på halvdelen af sexarbejderne har det kun marginalt/ubetydeligt dårligere end andre kvinder. Vanwesenbeecks præcise formulering om denne gruppe er:
“Between those two extremes, a heterogeneous middle group (half of the woman studied) fares, on average, only slightly less well than the average non-prostitute in terms of somatic complaints and phychosocial problems. They mostly have a businesslike, professional attitude towards their work. All manage to use condoms consistently with clients.”
Eller på dansk: “Imellem disse to yderpunkter er der en blandet mellemgruppe (halvdelen af kvinderne i undersøgelsen) med en gennemsnitlig trivsel, der kun er lidt lavere end de gennemsnitlige ikke-prostituerede, når det drejer sig om somatiske sygdomme og psykosociale problemer. De har for det meste en professionel og forretningsorienteret holdning overfor deres arbejde. Alle formår konsekvent at bruge kondom med kunder.” (fra seksualpolitik.dk)
Vanwesenbeeck beskriver ikke mellemgruppen ud over dette, og som det ses, er der ikke grundlag for at påstå, at den store mellemgruppe tager skade af arbejdet som prostitueret. Det er altså kun en fjerdedel, og ikke tre fjerdedele af sexarbejderne, der havde særlige problemer. Kvinderne i den svage gruppe havde typisk problemer allerede inden deres debut i prostitution, men der er dog indikationer af, at sexarbejdet yderligere forværrede deres liv.
Servicestyrelsen har til brug i den danske debat lavet et referat af undersøgelsen. Det er dette referat, som Hanne Helth og Mette Frederiksen bygger på og henviser til i ovenstående citater.
Men styrelsens referat er videnskabeligt uvederhæftigt. Vanwesenbeecks undersøgelse konkluderer, at tre ud af fire prostituerede har det nogenlunde lige så godt som eller ligefrem bedre end andre kvinder. Dette resultat er blevet forvansket af Servicestyrelsen, sådan at det ligner den modsatte konklusion – nemlig at tre ud af fire sexarbejdere har det betydeligt dårligere end andre kvinder.
Servicestyrelsen slår mellemgruppen sammen med den svageste gruppe og skriver: ”Mange prostituerede i de to sidstnævnte grupper lever med lavt selvværd, angst og depression, beskadiget seksualitet og andre psykiske gener.”
Symptomet ”beskadiget seksualitet” er slet ikke med i Vanwesenbeecks undersøgelse – det er Servicestyrelsen selv, der har tilføjet denne uvidenskabelige fordom om følgevirkninger af prostitution.
At Hanne Helth, Mette Frederiksen og mange andre strammer skruen og påstår, at tre ud af fire prostituerede får “alvorlige” eller “voldsomme” skader, kan man ikke anklage Servicestyrelsen for. Men de har så at sige leveret grundlaget for forvanskningen af de videnskabelige resultater.
Efterfølgende har Servicestyrelsen gennemført et litteraturstudie, hvor de konkluderer, at der ikke er videnskabeligt grundlag for at påstå, at prostitution giver alvorlige, kroniske, fysiske skader. Hermed retter de lidt op på skaden.
Men så giver prostitution måske psykiske skader? Der er selvfølgelig, som i mange andre erhverv, psykiske belastninger forbundet med prostitution. Men der er ingen valid dokumentation for, at prostitution generelt er mere psykisk belastende end så mange andre erhverv.
Den største, psykiske belastning, som mange sexarbejdere oplever i forbindelse med deres erhverv, er stigmatisering fra omgivelsernes side. Et fænomen, der kun forværres af den offergørelse, som Hanne Helth og Mette Frederiksens misinformation repræsenterer.
Der er således ingen videnskabelige undersøgelser i spil i den danske debat, som på nogen måde kan dokumentere de alvorlige skadevirkninger, som modstanderne af sexkøb postulerer.
Det samme gælder påstanden om senskader, altså psykiske problemer mange år efter, at man er stoppet som sexarbejder.
En række senere undersøgelser bekræfter billedet fra Vanwesenbeecks hovedværk. De to seneste undersøgelser fra Holland, hvor man igen sammenligner sexarbejdere og andre kvinder, viser, at sexarbejderne som helhed har det bedst, på trods af at der fremdeles findes en udsat gruppe i erhvervet.
Prostitutionens omfang er det andet omdrejningspunkt i debatten. For hvis flere og flere kvinder ender i prostitution, får en bekymret politikers advarsler større vægt: “Problemet er voksende, vi må gøre noget – og det nu.”
“Fagområde Prostitution” anslår en gang om året prostitutionens omfang. I deres optælling fra 2008 begik de en stor fejl. De accepterede ukritisk oplysningen fra KFUK Reden om, at antallet af gadeprostituerede i København skulle være steget fra 600 til 1200 i løbet af et år.
Det er helt hen i vejret og tilbagevises på det kraftigste af socialarbejdere og af andre iagttagere i miljøet. Men tallet havnede i Fagområde Prostitutions årlige optælling, hvorved det kom til at se ud som om der var sket en stigning i antallet af prostituerede i Danmark.
Det førte straks til en række avisartikler om, at “antallet af prostituerede er eksploderet” og lignende. Med Servicestyrelsen som kilde. Dermed fik modstanderne af sexkøb bekræftet deres forestilling om, at prostitutionen i Danmark vokser. Det er denne fejl som nu resulterer i de udtalelser, som blev citeret i starten af denne artikel.
Men Servicestyrelsen ved godt, at det ikke er tilfældet.
For det første: I forordet til opgørelsen af prostitutionens omfang kan man læse, at der i 2001 var mellem 5.450 og 7.800 prostituerede i Danmark. Og styrelsens opgørelse kom frem til et tal på 5.567 prostituerede i 2007. Det er stagnation eller måske et fald.
For det andet er antallet af mænd som køber sex blevet videnskabeligt undersøgt 4 gange siden 1988. Hver gang er man nået frem til, at 13-14 procent af de danske mænd benytter prostitution. Det tyder også på en stagnation.
For det tredie kom Socialforsknings-instituttet i en undersøgelse fra 1990 frem til, at der på en almindelig hverdag var ca. 1.600 kvinder på arbejde i branchen. Sidste år begyndte politiet systematisk at besøge samtlige bordeller, og de synes at have mødt 1.300-1.400 kvinder på arbejde på en gennemsnitlig dag. Disse tal antyder en stagnation eller måske et fald.
Alt det ved Servicestyrelsen naturligvis godt, for det er deres arbejde at vide den slags. Alligevel har de ikke forsøgt at modsige de alarmerende avisoverskrifter om, at prostitution skulle være i en eksplosiv stigning.
Det er muligt, at en offentlig instans ikke direkte kan blande sig i en politisk debat. Men de har stadig den opgave at fremskaffe viden, som debatten kan henvise til. Solid viden, som der ikke kan sættes en finger på.
Derfor burde styrelsen på en eller anden måde have dementeret de fejlagtige påstande, som efterhånden er blevet gentaget så mange gange i den offentlige debat, at de har bidt sig fast som sandheden om prostitution.
Det er ofte blevet fremført, at debatten om købesex har foregået på et videnstomt grundlag. Det er vores påstand, at Servicestyrelsen har undladt at medvirke til at ændre på det forhold. Dermed har de ikke løftet den opgave, som skatteyderne betaler dem for at løfte.
Med socialdemokraternes holdningsændring til prostitution er det blevet afgørende vigtigt, at Servicestyrelsen retter forkerte oplysninger i dets publikationer. Ellers bliver Servicestyrelsen en brik i et partipolitisk spil på Christiansborg, i stedet for at være en organisation der indsamler og formidler viden om prostitution.
Læs mere om Ine Vanwesenbeecks undersøgelse ”Prostitutes well-being and risks’”.