Det startede med nyfeministisk forargelse over en lummer Carlsberg-reklame i 90’erne, men eskalerede gradvist til en igangværende seksuel kulturkamp om retten til at købe og friheden til at sælge sex i 00’erne: Et nypuritansk årti, hvor Big Mother mødte Osama bin-Laden, og den digitale tidsalders hattedamer sammen med forargede medier gjorde alt, hvad de kunne, for at ’beskytte’ os imod os selv og hinanden … ikke mindst på det seksuelle område.
Essay af Henrik List
– først trykt i antologien “Friheden flyver”, CEPOS, maj 2010
”Helgeninden vender sig forfærdet bort fra vellystningen: hun ved ikke, at dennes skændige lidenskaber er de samme som hendes egne.” (Georges Bataille: ”Erotikken”)
Da jeg forlod kulturredaktionen på Berlingske Tidende den eftermiddag i september 2001, var det første fly lige fløjet ind i det ene af tvillingetårnene i World Trade Center i New York, og snakken gik mellem kollegerne på, at et mindre privatfly vist ved et uheld var kollideret med skyskraberen. En gedigen udenrigsnyhed, javel, men trods alt ingen verdenssensation.
Jeg havde da også bare arbejdet videre ved computerskærmen, fordi jeg skulle nå at aflevere dagens artikel, inden jeg tog til et møde ude i byen. Nine-eleven, den 11/9, skulle blive en af den slags datoer, hvorfra man senere ville huske sin egen position i tid og rum med en særlig sans for ellers ubetydelige detaljer – min generations JFK-moment! – men det havde de fleste af os slet ikke fattet endnu. Selv havde jeg i tankerne primært været ved at forberede mig til mit møde med direktøren for et etableret københavnsk forlag, der muligvis ville udgive min planlagte, næsten halvt færdige bog om Danmarks hidtil største pornostjerne Katja Kean (senere kendt som Katja K).
I taxaen på vej til forlaget, hvor jeg skulle møde Katja ude foran, havde jeg allerede glemt tv-billederne på CNN, live fra New York, ligesom man glemmer så mange andre af nyhedsstrømmens daglige katastrofer, mentalt fokuseret som jeg var på et sales pitch, jeg vidste ville blive svært. Min egen forlagsredaktør havde sådan set antaget Katja Kean-biografien, men hans chef, forlagsdirektøren, var en af de gamle, hårde rødstrømper og havde mildt sagt visse reservationer over for at lægge navn til en så (i hendes verden) politisk ukorrekt udgivelse om noget så (i hendes verden) modbydeligt som pornobranchen.
Strategien gik ud på at betone, at bogen selvfølgelig også skulle være kritisk over for den kommercielt succesfulde, globalt dominerende amerikanske sexindustri (pornoens McDonald’s eller Burger King!), som Katja var kommet til tops i, inden hun året før havde valgt at gå på ’førtidspension’. Der skulle konsekvent bruges plusord som ”stærke kvinder”, ”empowerment” og ”transgressiv erotisk kunst”; der skulle tales tidstypisk postmoderne om ”pro-sex feminisme” og ”popkulturel cross-over” – i stedet for at buldre løs om hård cash og bløde kroppe, store, stive pikke og ringlende kasseapparater, almindelige menneskers stigende forbrug af porno og San Fernando Valleys seksuelle svar på Hollywoods drømmefabrikker. Dét selvom jeg udmærket vidste, at Katja Kean ikke var indstillet på at spille klichérollen som angrende synder á la Linda ”Langt ned i halsen” Lovelace i selvbiografien ”Skærsilden”. En rolle, som ellers givetvis ville gøre lykke hos lige præcis denne forlagsdirektør og hendes ligesindede.
For det var det forbandede ved dette projekt, set med politisk korrekte og traditionelt feministiske øjne: At Katja netop ikke havde tænkt sig at lave en bog, hvor hun skulle ud og sige undskyld og bede om tilgivelse fra sine medsøstre eller den danske befolkning, lige så lidt som hun havde tænkt sig at svine pornobranchen til eller køre tåreperserfinten som ’misbrugt offer’ for at score billige points hos de intellektuelle københavnske feminister, der dengang som nu satte dagsordenen for den køns- og seksualpolitiske debat og mediedækning herhjemme. Tværtimod stod denne begavede, ambitiøse blondine stolt og stædigt ved, hvad hun havde foretaget sig på lagenerne foran kameraerne i Porno Valley, Los Angeles, og dét var i en dansk litteratursammenhæng et alvorligt holdningsmæssigt problem.
Katja Kean ventede foran forlagsbygningen med blus på en smøg, da jeg steg ud af taxaen; skarp, rastløs og lettere vagtsom: en blondine, man kunne skære sig alvorligt på. Hun havde ligesom jeg forberedt sig grundigt til dagens møde og hverken hørt radio eller set tv hele dagen. Hun vidste intet om, hvad der var ved at ske i New York, og jeg havde i det øjeblik mere eller mindre glemt det ’sportsfly’, som efter alt at dømme uheldigvis var crashet ind i en skyskraber derovre.
Jeg bemærkede med tilfredshed, at Katja havde tonet alle tænkelige ’blond bimbo’-signaler ned med diskret make-up og neutralt, elegant, forretningskvindeagtigt tøj. Jeg røg en hurtig smøg sammen med hende udenfor. Vi aftalte de sidste detaljer, trak vejret dybt og gik ind på forlaget. ”Det skal nok gå,” nåede jeg at sige, på vej ind igennem receptionen, der mærkeligt nok var helt øde … spøgelsesagtigt tom og stille … blottet for det normale semi-inferno af kimende telefoner, stressede receptionister, utålmodige cykelbude og forfattere på vej ud eller ind …
De forskellige redaktørers kontorer stod ligeledes tomme med åbne døre, så vi fortsatte hen ad den lange gang mod forlagsdirektørens store kontor, hvorfra dæmpede lyde kunne høres. Døren stod på klem, men ingen sagde noget derinde, selvom vi fornemmede, at der var mennesker på kontoret. Vi kiggede undrende på hinanden, og jeg bankede forsigtigt på.
Timingen var så momumentalt katastrofal – især for os og lige netop vores ’useriøse’ projekt – som den overhovedet kunne være på dét tidspunkt, på dét sted. I samme øjeblik som vi stak hovederne inden for på forlagsdirektørens kontor, opdagede vi, at samtlige forlagets snes ansatte, lige fra piccolinen til bossen, sad samlet i en halvcirkel rundt om et tændt fjernsyn. Der var helt stille derinde, bortset fra lyden af en amerikansk speakerstemme fra fjernsynet, og stemningen var underligt intens. Alle vendte sig som i slow-motion om imod os med røde øjne og forgræmmede ansigter. Flere græd ovenikøbet åbenlyst. Vi stod lidt kejtede på dørtærskelen, og jeg mener, at jeg forvirret spurgte, ”hvad der var i vejen?”, og at Katja lo lidt nervøst. Højst upassende …
Ansigterne vendt imod os frøs til is; øjnene blev hårde og fordømmende; kæbemusklerne sitrede stramt. De udgjorde tydeligvis et fællesskab, der sammen havde været igennem en traumatisk og tragisk oplevelse. Det havde styrket deres fællesskab, og de var sammen om lidelsen nu, mens vi bare kom valsende ind med vores overfladiske storbyattituder og smarte tøj og elendige timing. Vi var afgjort ikke en del af deres dannede, civiliserede fællesskab. Vi var uden for i kulden.
På fjernsynet steg en vældig aske- og støvsky op fra Ground Zero, hvor det andet tårn kort før var sunket i grus, og skrigende, blødende mennesker flygtede igennem gaderne på det sydlige Manhattan. Mens vi stod dér og flagrede, den slemme gonzo-forfatter og den blonde ekspornostjerne, for at snakke om sex, porno og popkultur (og forskud på en bog om disse emner!); pludseligt overvældede af en irrationel skamfølelse, som om det på en eller anden måde var vores skyld, at Al-Qaeda havde angrebet disse symboler på den vestlige kultur og myrdet tusinder af uskyldige civile.
”Det var dét,” tænkte jeg spontant – efter at have fået et køligt blik fra forlagsdirektøren: ”Dén bog er fucking … død!”1
***
Osama bin-Laden bryder sig helt sikkert heller ikke om hverken porno, prostitution, striptease eller side 9-piger. Men selv i de mest religiøst restriktive, muslimske samfund – som i Iran, hvor distribution af pornografi kan medføre dødsstraf, men mullah-regeringen samtidig i øvrigt tillader én-times ægteskaber imellem mænd og kvinder i særlige ’huse’, dvs. legal prostitution på statsdrevne bordeller! – ulmer den ustyrlige menneskelige underbevidsthed og seksuelle fantasi videre i gløden fra iPhones, pirat-dvd’er, bærbare pc-skærme, illegale biografscreeninger og udenlandske kabel-tv-stationer modtaget via parabolantenner.
Salman Rushie beskriver i et essay i bogen ”30 Porn-Star Portraits”, en fashionabelt lækker coffeetable-bog med helsides farvefotografier af (nøgne) amerikanske pornostjerner, hvordan mere end 60% af internet-brugerne i Pakistan, der har billig adgang til nettet på titusinder af cybercaféer overalt i landet, besøger porno-websites. I Peshawar, som er denne muslimske nations mest konservative,Taliban-inficerede storby, er en lokal biografejer endda begyndt at arrangere såkaldte ”English Movie Nights” med (amerikanske!) hardcore-pornofilm fra 70’erne – ud fra en argumentation, som er svær at modsige for et styre under pres fra både USA og islamiske ekstremister: ”If this cinema closes, there will be more terrorism …”
Porno for fred i Pakistan? Tjah, hvorfor egentlig ikke? Pornoen bliver, når den undertrykkes hårdest og mest konsekvent, pludselig særdeles politisk. For selve det at producere, medvirke i, distribuere eller forbruge de pornografiske produkter, som vi selv i det forhorede Vesten trods alt kun har tilladt juridisk i de sidste godt 40 år, får i moralsk repressive diktaturstater karakter af at være revolutionære handlinger: porno som kamp for individuel, personlig frihed. Eller som Rushdie udtrykker det i sit essay: ”Pornography exists everywhere, of course, but when it comes into societies in which it’s difficult for young men and women to get together and do what young men and women often like doing, it satisfies a more general need; and, while doing so, it sometimes becomes a kind of standard-bearer for freedom, even for civilization.”
Selvom det næppe var de muslimske terroristers bevidste motiv bag World Trade Center-aktionen, var det for mig symbolsk, at de ikke bare havde angrebet den kapitalistiske, vestlige verdens finansielle hjerte, Wall Street, men dermed også en af denne planets mest seksuelt frivole, frisindede og tolerante storbyer: New York City. En storby, hvor benhård markedsøkonomi længe havde gået hånd i hånd med erotisk frisind, dekadent natteliv, seksuelle subkulturer, pornografisk undergrund og grænseoverskridende, moralsk udfordrende kunst. En storby, hvor bøsser og transkønnede i 60’erne kæmpede på gaden for deres rettigheder, hvor alle de første store, internationalt succesrige pornofilm blev produceret i 70’erne, og hvor jeg selv som nysgerrig ung grønskolling i 80’erne mistede min ’mødom’ med hensyn til fænomener som striptease, peepshows, drag queens og åbenlys kvindelig gadeprostitution i det daværende red light district omkring Times Square, 42nd. Street og 8th. Avenue. Terroristerne havde dermed ikke ’kun’ lammet et af den globale, kapitalistiske økonomis nervecentre, men også selve dette Babylon af en storby, med deres angreb.
Når puritanske, moralske instanser af enhver slags med vold, magt, trusler, censur, lovgivning, pædagogik og/eller propaganda vil adfærdsregulere den private og personlige menneskelige seksualitet i ellers angiveligt frie, liberale, demokratiske samfund, bliver f.eks. porno eller prostitution – som Rushdie var inde på – bestemt også til politiske handlinger. For retten til at udfolde og udtrykke sig seksueltmå, så længe den i praksis ikke skader eller ødelægger andre, være et lige så afgørende grundelement i sådan et samfund som den personlige frihed og ytringsfriheden i bredere forstand. Og det samme gælder i mine øjne eksempelvis retten til at skabe, sælge og forbruge pornografiske produkter, retten til som kvinde at tjene penge på at medvirke i dem, eller retten til som forfatter at skrive en bog om en sådan voksen kvinde, der selv frivilligt har valgt at tjene penge på denne måde – uden at skulle dømme hende moralsk eller psykoanalytisk, og uden at skulle stigmatisere hende socialt som et stakkels, hjælpeløst offer for kynisk, kapitalistisk udbytning eller brutal, destruktiv, mandlig seksualitet!
Hverken Katja Kean, de seje, sorte gadeludere dengang i New York eller mange af de andre kvinder, jeg har mødt, der i kortere eller længere perioder af deres liv har ernæret sig som porno-, webcam- eller nøgenmodeller, telefonsexdamer, strippere, topløse bartendere, champagneværtinder, escortpiger, intimmassøser eller prostituerede, ved at sælge den ene eller den anden form for erotisk service/ydelse/underholdning til et overvejende heteroseksuelt mandligt klientel, har nemlig generelt været ynkelige ringvrag i patriarkatets dødsdrom. Nej, snarere har langt de fleste af dem virket som selvstændige, liberalt tænkende og agerende erhvervsdrivende, der bevidst har valgt at bruge deres køn, krop og seksualitet som en handelsvare. Vel vidende at dét i sig selv er fordømt og tabuiseret, vel vidende at dét (ligesom alle andre erhverv) har en specifik fysisk og psykisk pris i det lange løb, og vel vidende at dét er noget, som f.eks. de færreste danskere ønsker at høre deres mening om i den voldsomme debat, som disse åbenbart så kontroversielle karrierevalg ellers stadig forårsager.
Men ro på nu: Her i dette lille, semi-sekulære land er det trods alt hverken Osama bin-Laden eller andre religiøse fanatikere, der truer og angriber den enkelte borgers seksuelle udfoldelses- og ytringsfrihed eller retten til selv at vælge at tjene sine penge på de (lovlige) måder, som man nu kan og vil anvende, på et nogenlunde frit, kapitalistisk marked.
Det er heldigvis da heller ikke en ondt konspirerende Big Brother i traditionel Orwell’sk optik, der lægger hindringer i vejen herhjemme. I min ungdoms punktid, hvor medier og debattører talte dystert ned til det skæbnesvangre år ”1984”, forestillede jeg mig fremtidens Big Brother-stat som et hårdt, ensrettet, fascistoidt, patriarkalsk, darwinistisk og maskulint robotsamfund med panorerende videokameraer overalt, mikrofoner i væggene derhjemme, kolde, menneskefjendske storbyer, rullende kampvogne i gaderne, skrattende propagandahøjttalere, rustne pigtrådshegn omkring systemets betonbunkere og marcherende, uniformerede stormtropper i sømbeslåede læderstøvler, der slog ned på enhver form for følsomhed, individualisme eller seksuelt frisind i dagligdagen. Meget romantisk, retroagtigt, sort-hvidt og … naivt.
For i stedet for Big Brother fik vi, hvad jeg plejer at kalde ”Big Mother”. Mareridtet om Big Brother-diktaturstaten blev op igennem 90’erne og 00’erne overblændet af et postuleret Big Mother-fællesskab, hvor neoliberal markedsgørelse af statslige ansvarsområder på besynderlig vis smeltede sammen med den klassisk stærke, socialdemokratiske velfærdsstat og en generel undertone af bekymret nypuritanisme i tiden. Kort sagt Big Mother-staten, der i Foucault’sk forstand selvfølgelig er et udtryk for subtil, camoufleret governmentality (og i øvrigt mere end nogensinde bruger videokameraer, mikrofoner og computere til at overvåge, kontrollere og regulere dens borgere), men samtidig forførende eufemistisk iscene- og italesætter sig som selve den diametrale modsætning til den skræmmende Orwell-vision: Som det bløde, pluralistiske, demokratiske, matriarkalske, humanistiske og feminine omsorgssamfund, der skam slet ikke overvåger, kontrollerer og regulerer, men udelukkende følger, hjælper og beskytter dets borgere, ikke mindst imod dem selv og hinanden – á la den kærlige moder, der holder skarpt øje med sine børn nede på legepladsen. Og Big Mother såvel som moren på legepladsen overvåger, kontrollerer og regulerer naturligvis vores liv ned i dagligdagens mindste detaljer for vores egen, ikke for hendes, systemets eller magtens skyld. Hun knuser os ikke, som Big Brother, med den sorte, fascistiske jernnæve, men med en endeløs, knugende omfavnelse, en nærmest kvælende (eller kastrerende?) moderlig omsorg, der varer lige fra vugge til grav …
Det er derfor, at jeg i forhold til den seksuelle frihed og det seksuelle frisind i Danmark frygter Big Mother langt mere end Big Brother – eller for den sags skyld Osama bin-Laden og hans utopiske, anakronistiske kalifat!
***
Hvis man er i tvivl om, at der faktisk er en nypuritansk seksuel kulturkamp (især om retten til at købe og friheden til at sælge sex) i gang i Danmark i disse år, bør man indledningsvist gå på nettet med det samme og kaste et hurtigt blik på Dansk Kvindesamfunds tendentiøse webkampagne for kriminalisering af prostitution, ”Tag stilling, mand!”, fra 2008. En kampagne, der skulle få alle os slatne, vægelsindede danske mænd til at tage stilling til (kvindelig/heteroseksuel) prostitution, men som ganske sigende tager sit udgangspunkt i, at vi kun kan tage stilling til emnet på én bestemt måde: Nemlig ved betingelsesløst at støtte et forbud, en kriminalisering af (de mandlige/heteroseksuelle) prostitutionskunder efter svensk og norsk model. Dét er præmissen; dét er vi åbenbart alle enige om?
Problemet var bare, at jeg sådan set allerede havde taget stilling, da ”Tag stilling, mand!”-kampagnen gennembrød mediernes lydmur med masser af annoncekroner i ryggen. Og hvad værre var: jeg havde åbenbart taget stilling på den helt forkerte måde … Jeg havde nemlig taget stilling ud fra daglige observationer af prostitutionsmiljøet på Vesterbro i København, hvor jeg bor, siden starten af 90’erne. Jeg havde taget stilling ud fra at have mødt og snakket med mange forskelllige slags kvindelige prostituerede (og andre typer af sexarbejdere) i løbet af mit voksne liv. Jeg havde taget stilling ud fra at have været kæreste med et par af dem, ven med nogle stykker og kunde hos flere andre af slagsen igennem tiden. Jeg havde taget stilling ud fra personlige oplevelser på godt og ondt i alverdens red light districts i det hele taget. Samt ikke mindst ud fra tre års grundig historisk/sociologisk/journalistisk research til min essaysamling ”Sidste nat i Kødbyen”2.
Jo tak, jeg havde skam taget stilling til prostitution for længst (og givet udtryk for mine holdninger i den offentlige debat igennem ti-femten år), men var bare mystisk og foruroligende nok ikkekommet frem til den samme konklusion som Dansk Kvindesamfund. Og eftersom min konklusion er, at vi tværtimod bør anerkende al i forvejen legal prostitution som et erhverv med hvad deraf følger af pligter og rettigheder – kombineret med en massiv social indsats for at støtte de sexarbejdere, der gerne selv vil ud af branchen – var jeg desværre uegnet som deltager i en kampagne, hvor der ikke var plads til demokratisk debat eller dissens. Hvilket der pudsigt nok aldrig er, når man er oppe imod forbudslobbyen, der virker til at være båret frem af dels en oprigtig følelsesmæssig indignation og dels en mere suspekt blanding af rigid feminisme og viktoriansk seksualmoral, tidstypisk nypuritanisme og Big Mother-guvernanteformynderi.
Den digitale tidsalder har fået sine egne hattedamer, og i deres seneste korstog imod prostitution var der derfor udelukkende plads til ”modige mænd” som de ca. 70, der lagde ansigt og stemme til dets website. Vel at mærke mænd, der udtalte sig med en fordomsfuld skråsikkerhed, som umiddelbart fik én til at tvivle på, at de havde sat sig ordentligt ind i dette komplekse tema eller turdet vende vrangen ud på de mere tabuiserede aspekter af deres egen seksualitet. Tværtimod dinglede de fleste af dem som marionetdukker i de løse tråde fra forbudslobbyens påstande om, at selv voksne danske kvinders frivillige, legale prostitution er farlig, skadelig, umoralsk, fornedrende, undertrykkende og traumatiserende (fordi disse ’socialt og pyskologisk ødelagte’ kvinder ikke selv er i stand til at gennemskue, hvilke ulykker deres seksualitet kan føre dem ud i, naturligvis; de lider simpelthen af, hvad man med en parafrase over en marxistisk 70’er-vending kunne kalde ”falsk kønsbevidsthed” … )
Imellem ”modige mænd” og artige drenge som Tøger Seidenfaden, Peter Mygind, Villy Søvndahl og Anders Morgenthaler på førnævnte website udtalte f.eks. komikeren/popstjernen Simon Kvamm skinhelligt: ”Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi så vidt jeg kan se, tyder alt på, samfundet ikke nødvendigvis har godt af, at vi mænds seksualdrift bliver forvaltet efter vores eget (og vores liderligheds) forgodtbefindende.”
Hmm … Skulle dét mon forståes sådan, at Simon Kvamm er ude af stand til selv at kontrollere sin egen seksualdrift? Eller at han gerne vil have en repræsentant fra Dansk Kvindesamfund med backstage til alle fremtidige Nephew-koncerter for at forhindre ham i lade sin liderlighed skade tilfældige unge groupier? Og hvis dette er tilfældet: Hvorfor skal det så gå ud over alle os andre mænd, der sagtens kan styre vore lyster, uden assistance fra hverken Dansk Kvindesamfund, Big Mother eller sædelighedspolitiet?
Det var i sig selv for så vidt fint og reelt nok, at Dansk Kvindesamfund m/k med deres stort anlagte medie- og annoncekampagne ville sætte fokus på de 14% af de danske mænd, der ifølge en undersøgelse af sociologen Claus Lautrup har prøvet at købe sex. Men havde det egentlig ikke været mere konstruktivt at bruge pengene på at undersøge, hvorfor disse titusinder af mænd i en ellers angiveligt seksuelt frisindet kultur alligevel har valgt at opsøge prostituerede, eller hvorfor der selv i et rigt, ligestillet velfærdssamfund som vores stadigvæk altså er tusinder af kvinder, der selv har valgt at være der for dem? Men dét ville jo selvfølgelig kræve, at man i den seksualpolitiske diskurs gav plads til andre stemmer. De mandlige prostitutionskunders og de kvindelige prostitueredes egne stemmer f.eks: De eneste stemmer, der helt sikkert aldrig bliver hørt, når de bornert politisk korrekte på vores alle sammens vegne ’tager stilling’ til, hvad der er ’rigtig’ og hvad der er ’forkert’ seksualitet …
Disse mandlige prostitutionskunder og kvindelige prostituerede har – sammen med sandheden – været nogle af de mange usynlige ofre i en igangværende seksuel kulturkamp, hvor der ikke tages nogen fanger.
***
De af os, der troede, at en sædelighedsfejde var et historisk begreb, vi hørte om, dengang gymnasiets dansklærerere gennemgik skandinavisk litteraturs ’moderne gennembrud’ fra slutningen af 1800-tallet – noget vagt erindret om snerpede hattedamer og rebelske ’radikale’ – fik os nemlig en grim overraskelse omkring millenniumskiftet, da en tsunami af nypuritanisme skyllede ind over os fra alle sider. Med ét var det, som om alle – eller næsten alle – i medierne, samfundet og selv det meste af ens egen omgangskreds var blevet rørende enige om, at pornografi og prostitution, unges seksuelle eksperimenter eller alternativ seksualitet, der afveg fra det monogame, heteroseksuelle parforhold i forplantningens tjeneste, ikke længere var uomgængelige, almenmenneskelige og sociologiske realiteter på godt og ondt, som vi hver især kunne vælge at udforske, acceptere eller afvise, men for første gang siden 60’ernes frigørelsesproces atter var blevet til signifikante sociale og kulturelle problemer. Endda ikke kun problemer for den enkelte, der var berørt af eller personligt forholdt sig til disse kategorier, men problemer for os alle sammen; problemer for samfundet som sådan.
Den nye, feministiske og ’venstreorienterede’ sædelighedsfejde startede i 1991, da Carlsberg lancerede Vores Øl-konceptet i en annonce med et sort-hvidt fotografi, hvorpå en nøgen kvinde stod bag en mattéret glasrude, muligvis i en brusekabine, med hovedet bøjet bag over og øjnene lukkede som i seksuel ophidselse, mens hun kradsede på ’ruden’ med sin lange negle. ”Glas er der nok af af – nu mangler vi bare Vores Øl,” stod der neden under dette æstetisk sensuelle billede … Relativt harmløst, skulle man mene, men snart bragede kritikken løs imod bryggeriet, ikke mindst fra en ny generation af unge feminister – anden generations-feministerne: UG-piger, der havde læst grundigt på lektierne på kønsforsknings- og feminismekurserne på KUA og RUC, primært kom fra det københavnske medie- og kultur-jetset og samme år grundlagde femi-logen Kvindeligt Selskab. Et selskab, der i løbet af få år fik positioneret sig i mediebilledet og dermed i befolkningens bevidsthed i en grad, så de nærmest sejrede sig ad helvede til.
De nye feminister måtte dog lægge ud med et enkelt bittert nederlag, der imidlertid skulle vise sig at være et forspil til mange kommende sejre. For i stedet for at gå i skyttegravskrig med dem i medierne, designede reklamebureauet bag denne Carlsberg-kampagne hurtigt en ny annonce med akkurat samme tekst, hvorpå en nøgen mand i stedet for stod i akkurat samme erotisk lokkende positur bag ved den mælkede glasrude. Og så var der pludselig ikke længere nogen der klagede. For når man viser en nøgen kvinde i en annonce, er det nemlig noget mandschauvinistisk, patriarkalsk og semi-pornografisk svineri, men når man viser en nøgen mand på samme måde i samme slags annonce, er det derimod både kreativt, ironisk og postmoderne. Allerede qua denne sag blev hykleriet og dobbeltmoralen således banket på plads som de bærende fundamenter for den nye 90’er- og 00’er-feminismes ideologiske konstruktion.
Siden blev den moralske forargelse over tidernes og sædernes forfald, over pornografien og prostitutionen, over udnyttelsen og den såkaldte ’objektificering’ af kvinder (det er åbenbart kun kvinder, der kan blive objektificeret, ikke mænd eller transkønnede …) et uudtømmeligt brændstof for Kvindeligt Selskab, Pornofrit Miljø, Kompentencecenter Prostitution (under Socialministeriet), KVINFO, KFUK-Reden, Kvindehuset, Kvindeligt Arbejderforbund, 3F og andre konsensusskabende organisationer, fagforbund og institutioner. Sammen med medierne har disse været på en evig jagt efter utugt, usædelighed og eksempler på overgreb mod kvindekønnet – lige fra Jørgen Leths bekendelser om sex med en 17-årig haitianer (”kokkens datter”!), Jeppe Kofods ’overgreb’ på en ung DSU’er og hysteriet omkring de 40.000 ”tvangsimporterede sexslaver” til VM i fodbold i Tyskland i 2006, som ingen bare nogensinde kunne finde, til sidste sommers ’skandaler’ om 3.G’ere, der kunne vinde en kasse øl ved at score en 1.G’er til rusfesten, meteorologer der havde sex med hinanden på DMI’s kontorer, deltagere til klimatopmødet, der ikke måtte gå på horehus i København, og uartige unge knægte, der satte plakater af nøgne damer op på værkstederne på landets tekniske skoler …
Imens klassekampen er afblæst for længst og kulturkampen som sådan tilsyneladende sat på stand-by af en stadigt mere pragmatisk, lettere luvslidt borgerlig regering, har den oven for skitserede, seksuelle kulturkamp til gengæld skiftevis ulmet og raset med gennemgående uformindsket styrke i medierne, blandt NGO’erne og de politiske partiers græsrødder, på de højere uddannelsesinstitutioner og til den kreative klasses pæne middagsselskaber. Den seksuelle kulturkamp, som gradvist er eskaleret til at ende som nutidens version af 1800-tallets sædelighedsfejde, siden en ny generation af danske feminister dengang i starten af 1990’erne gik til kamp imod først seksuelt ladede reklamer og ’objektificeringen’ af kvindekroppen, så porno, prostitution, internet-sexchat, unges seksuelle udskejelser og den såkaldte ’pornoficering’ af det offentlige rum. Og det vel at mærke med en vrede og vedholdenhed, en ’kønssolidarisk’ mobilisering og mediemæssig gennemslagskraft, der aldrig rigtigt kom til at kendetegne den borgerlige regerings fesne kulturkamp, ud over lige på flygtninge- og indvandrerområdet …
Nogle af de hårdeste moral- og værdipolitiske slag er derfor i de senere år snarere blevet udkæmpet i den nationale dobbeltseng end på Christiansborg; ikke udelukkende som en kulturkamp imellem professionelle politikere, embedsmænd, meningsdannere og intellektuelle, men overordnet set imellem de frisindede og de forargede; imellem de sexpositive og de sexnegative; imellem dem, der er tilhængere af fri porno, fri prostitution, fri seksualitet og fri seksuel ytringsfrihed og så dem, der tværtimod vil regulere pornoen, forbyde prostitutionen, lægge en dæmper på seksualiteten og sætte ytringsfriheden under pres.
Denne seksuelle kulturkamp kom forbavsende hurtigt, allerede dér i starten af 90’erne, til at foregå helt og aldeles på de nye feministers præmisser, ud fra deres værdier og igennem deres diskurs. En diskurs, som da også er både mediemæssigt og intellektuelt overlegen i forhold til tungetalen fra de mere perifere religiøse grupperinger, som (bortset fra imamerne over for de omkring 200.000 muslimer her til lands) reelt ikke nyder nogen opbakning i hverken de nationale medier eller den etnisk danske befolkning. Nogen opbakning i den brede befolkning har de især københavnsk baserede, akademiske nyfeminister vel sådan set set heller ikke, men det gør ikke så meget. De er nemlig rigtigt dygtige til at bruge medierne til deres egen fordel, hvorved de alligevel på sigt får deres budskaber sneget ind i de små hjem via aviserne, bladene, radioerne og tv- og computerskærmene.
Hvad dét angår er de nye feminister altså også deres rødstrømpemødre langt overlegne, for hvor rødstrømperne i sin tid blev latterliggjort, når de brændte BH’er af, lod kropsbehåringen vokse frit frem på kroppen eller dansede rundt med bare bongobryster på ølejrene, tør ingen gøre grin med nutidens feminister. Meget få mandlige mediefolk, debattører eller kulturpersonligheder tør i hvert fald offentligt sige eller skrive det om prostitutionsdebatten, de måske tænker inderst inde, uha-da-da, for lige netop denne kulturkamp kan tjept få konkrete konsekvenser for heteroseksuelle parforhold, individuelle single-sexliv og fremtidige datingprospekter, hvis man drister sig til at ’tage stilling’ på ’den forkerte måde’. Eller blot, hvis man f.eks. som redaktør eller journalist, går så vidt som til at udøve den samme rutinemæssige kildekritik eller prætenderede journalistiske objektivitet over for feministerne, som man gør over for alle andre politikere, lobbyister, meningsdannere og interesseorganisationer fra den elite af borgere, som har eksklusiv adgang til massemedierne.
Hvis den ubehagelige sandhed skal frem, apropos den igangværende diskussion om ytringsfrihed, så er der i daglig, realpolitisk praksis således nok langt flere danske forfattere/kunstnere/journalister/kommentatorer etc., der bevidst eller ubevidst censurerer sig selv, hvad seksuelle tabuer og tematikker angår – af hensyn til partner/familie/venner/kollegaer/kunder/arbejdsgivere – end de censurerer sig selv, hvad religiøse ditto angår – af frygt for islamiske fundamentalister og fundamentalistisk terror!
Dette er da heller ikke – som i tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens version – en kulturkamp, der i bund og grund handler om at erstatte én ideologisk elite med en anden. For den seksuelle kulturkamp blev fra starten udtænkt, erklæret og ført mest aggressivt af dem, der i forvejen satte dagsordenen på det køns- og seksualpolitiske område, hvor ofte de end ellers yndede (og ynder) at fremstille sig selv som ofre, undertrykte og diskvalificerede af det konspiratoriske, patriarkalske samfund: Nemlig den nye generation af feminister, rødstrømpernes materielt, kulturelt og rettighedsmæssigt forkælede døtre, der kom på banen i 90’erne og røg op på den store klinge omkring årtusindskiftet, ikke mindst i deres protest mod en seksuelt løssluppen tidsånd, som de mere end noget andet ønskede at diskutere og problematisere. Hvilket de i øvrigt sagtens kunne blive enige med såvel formørkede kristne og muslimske fundamentalister som fjenderne i den tidlige Fogh-regerings kulturkamp, den traditionelle venstrefløjs ’røde lejesvende’, om at kræve som et minimum. Hvis det toneangivende, venstreorienterede eller Radicoole københavner-bourgeoisi i starten af 00’erne blev sat uden for døren i Kulturministeriet, Statens Kunstfond, Kunstrådet og diverse andre legat,- museums- og institutionsbestyrelser af den nye borgerlige regering, blev de således prompte inviteret inden for i varmen igen af de nye feminister.
Men der var én meget afgørende forskel imellem de nye og de mere erfarne deltagere i den seksuelle kulturkamps frontlinier. For hvor første generations-feministerne og venstrefløjen i 60’erne utvivlsomt havde repræsenteret det seksuelle frisind – dem, der kæmpede imod forstokkede borgerlige og kristne for at få fri abort, fri porno, fri p-piller, fri seksualoplysning osv. – kæmpede deres arvtagere og meningsfæller nu pludselig for det stik modsatte: kriminalisering, forbud, regulering og begrænsninger på det kønslige og seksuelle område. Den moralske forargelse over tidens seksuelle dårskab er med andre ord flyttet fra blå til rød stue i løbet af de 40 år, der er gået, siden en i øvrigt konservativ justitsminister gik i spidsen for, at Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien …
På mange måder er dét selvfølgelig et tilbageskridt. For os alle sammen, vel at mærke For sex er igennem de senere år gradvist igen blevet forvandlet til noget, som man ikke frit og afslappet kan forholde sig til, tale om, drille med, grine af eller fryde sig over sammen med partnere, venner, bekendte, kollegaer og elever (med mindre man vil risikere anklager om sexchikane, overgreb, pædofil grooming eller det der er værre). Nej, sex er nu atter (som i den viktorianske tidalder) noget farligt og problematisk, som ’uskyldige’ børn, unge og kvinder for enhver pris skal beskyttes imod. Sex er noget ækelt og voldeligt, som væmmelige voksne mænd påtvinger disse forsvarsløse børn, unge og kvinder. Sex er noget, der skal (for)dømmes, debatteres og diskuteres med dybe rynker i panden og løftede pegefingre i massemedierne, til akademiske konferencer og under selvhøjtidelige feministhøringer. Sex er med andre ord noget, man først og fremmest skal bekymre sig om, ikke noget man bare skal glæde sig over … En fortolkning af det seksuelle, som de ellers så erklæret venstreorienterede, progressive og humanistiske feminister m/k fra universitets-, kultur- og mediemiljøerne paradoksalt nok også deler med islamismens (og kristendommens) mørkemænd, uden sammenligning overhovedet i øvrigt.
Hvor det var de frisindede og de kulturradikale (heriblandt de oprindelige rødstrømper, som jo betragtede frigivelsen af pornografi, accepten af offentlig nøgenhed og afkriminaliseringen af prostituerede som en integreret del af en større seksuel frigørelsesutopi), der satte sig på magten og medierne i 60’ernes seksuelle kulturkamp, var det i de nypuritanske 00’ere de bornerte, forargede og politisk korrekte (anført af rødstrømpernes egne, mere sippede døtre), der i overvejende grad repræsenterede ’systemet’ og havde magten og medierne på deres side.
***
I sin essaysamling ”Gå over stregen” fra 2003 opsummerede Salman Rushdie nogle få af de værdier (eller den sum af tilgængelige værdier, friheder, kvaliteter og muligheder), der var værd at kæmpe for ved den moderne, vestlige civilisation, inklusiv nogle af de overfladisk set mere banale, usunde, trivielle og popkulturelle af slagsen (hvori han såmænd lige så godt kunne have inkluderet pornografi eller stripteasebarer, hip hop-videoer eller internetpoker, rygning eller flødeskumskager!): ”Fundamentalisten tror, at vi ikke tror på noget. I hans verdensbillede sidder han inde med den absolutte vished, mens vi er nedsunket i sybaritisk eftergivenhed. For at bevise at han tager fejl, må vi først vide, at det faktisk er tilfældet. Vi må enes om, hvad der betyder noget: Kys på offentlige steder, baconsandwiches, uenighed, avantgardemode, litteratur, generøsitet, vand, en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, film, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed. Det skal være vore våben. Det er ikke ved at føre krig, men ved den frygtløse måde, vi vælger at leve på, at vi skal besejre dem.”
Set i det lys tror jeg i dag endnu mere end dengang på, at det faktisk var vigtigt, at det endda var både politisk og kulturelt relevant at skrive og udgive den bog om Katja Kean og hendes pornoeventyr, selv i den tragiske skygge af de styrtende tårne i New York. Vi havde overhovedet ingen grund til at have dårlig samvittighed over at beskæftige os med noget ellers så tilsyneladende usmageligt og politisk ukorrekt, tværtimod, selvom vi måske begge alligevel havde det lidt dén dag på forlaget, da vi gjorde vores pænt uheldige entré på direktørens kontor – netop som omfanget af 9-11-aktionen blev udfoldet på alverdens tv-skærme …
På samme måde tror jeg, at det er afgørende vigtigt for et frit, liberalt, demokratisk samfund, at det enkelte menneske selv får lov til i store træk at bestemme, hvordan han eller hun vil leve sit eget liv (igen: naturligvis kun så længe dette ikke forhindrer andre i at gøre det samme!); hvordan han eller hun vil tjene eller bruge sine penge; hvordan han eller hun vil ryge, drikke, spise, klæde sig, motionere, udnytte sin fritid, dyrke sex (eller lade være) etc. … Med til retten til at tænke, tale og leve nogenlunde frit må også være retten til at fucke op, retten til indimellem at gøre det forkerte, det farlige, det fristende, det fjollede, det forførende, hvad enten dét så er at hælde piskefløde på sine havregryn hver morgen, fyre hele sin kapitalopsparing af på én gang på et luksushotel i Paris med champagne, kaviar og escortpiger døgnet rundt, kæderyge sig stille og roligt til en lungecancer, tilbringe sine nætter med at svælge i primitiv porno på nettet, sniffe masser af kokain med vennerne fredag nat i byen, spise stegt flæsk med persillesovs to gange om ugen, spille månedslønnen op på et casino i Las Vegas eller se sin kone have sex med 10 liderlige, fremmede mænd på stribe nede på den lokale swingerklub … whatever!
”Jamen, det er jo bare sex,” har selv venner og slægtninge indimellem sagt med en overskudsagtigt resignerende skuldertrækning, efter ellers at have støtttet mig principielt i de fleste af mine angiveligt ’kontroversielle’ bogudgivelser, debatindlæg og synspunkter i disse års seksuelle kulturkamp (det er vist mest i medierne og på universiteterne, at de er kontroversielle; sjældent ude blandt såkaldt almindelige mennesker … ) Underforstået og imellem linierne: Hvorfor hidser du dig sådan op over dét? Og dertil har jeg hver eneste gang svaret, at jeg netop hidser mig op, fordi det bare er sex.
Dels hidser jeg mig op, fordi dette ”bare” jo et eller andet sted – ud over den personlige frihed og kropslige selvbestemmelse – rummer hele det menneskelige potentiale for erotik, nærvær, kærlighed, fantasi, ømhed, sanselighed, sensualitet, opmærksomhed, rollespil, liderlighed, ekstase, nydelse, orgasme, eufori, perversion, fortabelse, vanvid, frihed og ren og skær væren, ja, hele det menneskelige potentiale for i det mindste i små glimt at realisere en transcendens fra det, eksistentialisterne så smukt kaldte ”immanensens søle”. Hvad enten der er penge med i ligningen eller ej … Jeg mener: Hvis man ikke er religiøst eller spirituelt anlagt, hvis man ikke er skabende eller udøvende kunstner, hvis man ikke bryder sig om bevidsthedsudvidende rusmidler, er sex vel den eneste genvej til det sublime, et postmoderne vestligt menneske overhovedet har tilbage? (Og bliver det sublime for resten mindre sublimt, fordi det eventuelt koster penge? Og koster det sublime på den ene eller den anden måde ikke altid noget?)
Dels hidser jeg mig op, fordi dette ”bare” ligeledes rummer en langt mindre højtravende, men i virkeligheden endnu vigtigere pointe i sig selv: Sex er netop ikke andet end ”bare”. For sex er – når man i heteroseksuelles tilfælde ser bort fra formeringen, dvs. gennemsnitligt blot et par signifikante, frugtbare pligtknald med uoverskuelige konsekvenser i måske kun ét livslangt parforhold – dermed noget af det eneste i vores effektive og rationelle, pressede og stressede tilværelse, der strengt taget heller ikkeer nødvendigt.
Vi bliver nødt til at spise, drikke, sove, skide, pisse, børste tænder, klippe negle, fjerne skæg og hår og gå i bad. Vi bliver nødt til at have tag over hovedet, tøj på kroppen, sko på fødderne, møbler at sidde i, en læge at gå til, butikker at købe forsyninger i, forsikringer imod ulykker og noget at køre i, på eller med. Vi bliver nødt til at uddanne os, arbejde, tjene penge, forbruge, betale skat og regninger, gøre rent, handle ind, lave mad og overholde en million lovparagraffer om alt fra indendørs rygning, piercinger og dyrehold til antallet af ægtefæller, styrken af cykellygter, typen af rusmidler, graden af påklædning eller længden af fyrværkerisæsonen. Og det er i virkeligheden lige før, vi også er nødt til at have computer, studentereksamen, bredbånd, mobiltelefon, fladskærms-tv, dvd-afspiller, Playstation, iPod, espressomaskine, samtalekøkken, fitness-medlemskort, en sushibar i nærheden og minimum én udlandsrejse for hele familien om året for at have en tilfredsstillende civiliseret tilværelse nu om dage. Men hey, vi behøver rent faktisk ikke at have sex!
Vi kan jo altså bare lade være med det pjat, hvis nogen skulle være i tvivl. Der er absolut ingen tvang. Ikke engang til at onanere, når man ligger alene i sengen om aftenen med hænderne over dynen. Slet ikke til at downloade en pornofilm, ringe til Træfpunkt eller vandre hvileløst ned på den nærmeste massageklinik midt om natten, selvom man føler sig nok så ensom og liderlig i denne situation. For det er altså frivilligt. Man kan med en smule viljestyrke simpelthen lade være. Lige såvel som der heller ikke er nogen, der siger, at vi skal fantasere seksuelt, onanere, flirte, score, pette, kneppe, chatte frækt, oprette datingprofiler, se pornofilm eller gå på stripteasebar, fra vi bliver kønsmodne til vi sidder som zombier på plejehjemmet. Vi kan faktuelt sagtens overleve uden nogen former for sex, hvis det skal være, og selvom det næppe vil være særlig sjovt i længden, beviser generationer af munke og nonner i praksis, at det trods alt ikke er helt umuligt. Sex er ikke engang længere nødvendigt for forplantningen, eftersom man i dag sagtens kan få børn igennem adoption, kunstig insemination eller deleunger på ’gule plader’, også selvom man f.eks. er et lesbisk par. Nej, sex er skam ikke nødvendigt. Sex er ikke andet end ”bare”. Sex er der bare. Sex er bare. Sex. Ligesom kunst bare er der og er… kunst. Og dermed er uendelig meget mere værd at hidse sig op over end det meste af alt det såkaldt nødvendige i dagligdagen, i vores respektive dødsdromer og trædemøller, som vi hver især bruger så fandens meget af vores alt for begrænsede tid i denne verden på at beskæftige os med.
Som Georges Bataille skriver i sit mesterværk ”Erotikken”, er behov nødvendige for at overleve, mens begær ikke er det. Det er behovet for at overleve – angsten for at miste job, tryghed og økonomisk sikkerhed; angsten for at miste sin plads og status i fællesskabet; angsten for at ende syg, ensom og fattig som gammel – der får os til at formere os, leve i monogame forhold, arbejde til vi styrter, købe statussymboler for alle vores penge og overholde love, regler og tabuer. Men det er i begæret – igennem de seksuelle erfaringers pirrende, frygtindgydende overskridelser – at vi hver især skal finde os selv som mennesker. Behov er dyriske, begær er menneskeligt. Behov er altid egoistiske, sex behøver ikke være det. Ved indimellem eksklusivt at bryde nogle af de mange love, regler, tabuer og moralske grænser, som vi undertrykker hinanden med, viser vi os som mennesker, der har overskud til andet end bare at overleve; mennesker, der også kan og vil leve. Dette særligt menneskelige begær, dette psykiske overskud og disse moralske grænseoverskridelser er tilværelsens luksus, den rene væren, der sammen med på den ene side de animalske impulser og på den anden side den sociale kontrol udgør livet i dets helhed.
”Kødets bevægelse overskrider en grænse i viljens fravær,” skriver Batailles også: ”Kødet er i os denne exces, der modsætter sig anstændighedens lov. Kødet er den fødte fjende af dem, der hjemsøges af det kristne forbud, men hvis der, som jeg tror, findes et vagt og globalt forbud, som i forskellige former afhængigt af tid og sted modsætter sig den seksuelle frihed, er kødet udtryk for en tilbagevenden til denne truende frihed.”
Det er truende og farligt i den forstand at følge ”kødet”, det kan i værste fald såre og skade både andre og os selv, ja, i yderste konsekvens slå én ihjel, men der er ingen vej udenom i længden, hvis vi vil realisere os selv optimalt som frie mennesker, hvis vi ikke vil leve med angsten som vort eneste parameter. Selvom de førnævnte magt- og moralinstanser – disse utrættelige fundamentalister, moralister, hattedamer og alle Big Mothers vogtere, bureaukrater, læger, pædagoger, undervisere, psykologer og social- og sundhedsarbejdere – til enhver tid vil belære os om noget andet.
Det er den frygtløse måde, vi vælger at leve på, disse personlige udslag af civil ulydighed og ’upassende opførsel’, der er vores stærkeste argument imod alle dem, der (ofte i den bedste mening) så gerne vil ’hjælpe’ os med at træffe vores valg i stedet for at lade os gøre det selv. Ikke mindst for øjeblikket da på det seksuelle område, hvor den personlige frihed er under pres og hurtigt kan blive yderligere indskrænket, hvis en S/SF-regering med støtte fra Radikale og Enhedslisten kommer til magten efter næste Folketingsvalg og sandsynligvis vil have en kriminalisering af prostitutionskunder, en regulering af adgangen til pornografi i det offentlige rum og et indgreb imod ’kvindeundertrykkende’ reklamer stående ganske højt på den parlamentariske ønskeseddel …
Lad os derfor sammen vende tilbage … tilbage ”til denne truende frihed”!
1 Svaret fra forlaget efter 9-11 mødet kom ikke som nogen overraskelse, men vi fik heldigvis alligevel udgivet vores bog, ”Katja Kxxx – Stjerne i Syndens By”, på forlaget Tiderne Skifter året efter.
2 Forlaget Aschehoug, 2007.
Henrik List (f. 1965) er forfatter til i alt 15 fag- og skønlitterære bøger, senest romanen ”Kære fucking dagbog” samt essaysamlingen ”Sidste nat i Kødbyen” om sex og nypuritanisme, porno og prostitution. Medstifter af Seksualpolitisk Forum.Kulturjournalist- og anmelder på Berlingske Tidende fra 1991-2004. www.henriklist.dk