Jvf. Unge og porno:
Undersøgelsen ”Unge, køn og pornografi i Norden” blev først publiceret i efteråret 2006 og var tør, sober og neddæmpet i sine konklusioner i forhold til foromtalen – og fik sikkert af samme grund heller ikke nogen særlig medieeksponering. Mange af undersøgelsens oplysninger modsagde de sensationelle mediehistorier, og den konkluderede bl.a., at 2/3 af de unge i Norden, der ser porno, er ”lavfrekvensbrugere”; at de færreste børn og unge har stiftet bekendtskab med ”børnepornografi, dyreporno og voldspornografi”; at både drenge og piger betragter det som ”normalt” at se porno og for flertallets vedkommende sagtens kan skelne imellem pornografiens fiktion og virkelighedens seksuelle oplevelser; at ”frivillighed og nysgerrighed” er primær drivkraft bag pornoforbruget; at ”meget tyder på, at de [unge, red.] ikke blot er passive konsumenter, og at de med alderen udvikler stor tolkningskompetence og forholder sig reflekteret til konsumtion af pornografi”. Alt i alt: Der er grund til at holde øje med pornografiens eventuelle negative indvirkninger på unges køns-, selv- og seksualitetsopfattelse, men bortset fra det sådan set ingen grund til alarm!
Jvf. at drenge ser porno en halv time om dagen:
Filminstruktøren, skribenten og sexdebattøren Steen Schapiro punktede efterfølgende myten om den halve time i en kronik i Politiken 6/7-2003. Politikens tal stammede fra skolelæreren Helge Myrup, der havde foretaget en ikke nærmere metodisk defineret ”privat undersøgelse” i forbindelse med sit arbejde som rådgiver for Lysthuset, en seksualoplysningsinstitution for unge i Århus. Men i denne oprindelige undersøgelse af 400 unges forhold til pornografi fra 2002, som blev offentliggjort af gratismagasinet Tjeck samme år, viser tallene, at drengene i gennemsnit ser porno ti minutter og pigerne under to minutter pr. dag; altså langt fra de 30 minutter dagligt, som det senere blev forvrænget til i alt fra store dagblade over feministkonferencer til undervisningsministeriets website.
Jvf. unge og prostitution – og den sexhysteriske sommer i 2006:
Den indre husar havde i det hele taget en af sine bedste somre nogensinde i 2006: En usædvanligt lang, varm sommer i et Medieland, hvor der væltede sex ud af alle aviser og kanaler og skærme. Parallelt med fortvivlelsen over unges pornoforbrug (pornomisbrug?!) kørte en anden streng af beslægtede historier om et stigende antal unges problemer med prostitution. Jyske Vestkysten ryddede forsiden i juni med en eksplosiv nyhed om, at ”mange unge sælger sex”: ”Syv ud af hundrede unge i Vejle Amt har solgt deres krop til sex, viser en ny undersøgelse om unges sexvaner … ” 2000 unge mellem 13 og 25 fra Vejle Amt medvirkede i amtets undersøgelse, dog overvejende unge mellem 15 og 18. Psykologen Kuno Sørensen fra Red Barnet var selvfølgelig helt oppe at støde i det røde felt over de syv procent og mente, at det måtte være pornoens og hip hop-musikkens skyld: ”De unge bliver bombarderet med porno, og hele universet i pornoen og i musikvideoer spiller på luder-alfons-temaet. Her handler det om at stille sig til rådighed og underkaste sig og om dominans og magt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det har en snigende indvirkning på de unges holdning til sex, og det kunne godt afføde, at de unge i højere grad sælger sig selv.” Jyske Vestkysten havde suppleret dette scoop med et par lige så dystre historier om unge og porno, og det lovede godt for den tilstundende agurketid, især fordi vinklen (ligesom avisen selv) var regional. Samtidig kulminerede den grusomme pædofilisag fra Tønder, hvilket dagen efter resulterede i endnu en sexforside – om at Den Blå Avis ville fjerne sine kontaktannoncer, fordi faren til den misbrugte datter havde skabt kontakt til visse af hendes kunder derigennem. Men selvom de unge fra Vejle Amt godt nok blev hængt ud igen, fordi ”De unge gider ikke at bruge kondom”, gik gassen alligevel pludselig af ballonen omkring den sensationelle prostitutionsundersøgelse i samme udgave af avisen. I en større artikel udtalte socialminister Eva Kjer Hansen, at hun var ”dybt bekymret” over de syv procent, men i en lille note på samme side korrigerede redaktionen netop dét tal. Man måtte nemlig indrømme, at det var syv procent af de seksuelt aktive unge imellem 13 og 25, ikke syv procent af alle unge mellem 13 og 25 i Vejle Amt, der havde erfaringer med at sælge seksuelle ydelser, hvilket svarede til, at kun tre procent af samtlige disse 2000 unge havde prøvet at prostituere sig ved ”samleje eller anden kønslig omgang mod betaling.”
Jvf. historie i urban sommer 06 om, at sex ml. lærere og elever florerer på gymnasierne:
Gratisavisen Urban ville heller ikke stå uden for i kulden og bragede omtrent på samme tid derfor igennem medielydmuren med en forsidebasker om ”Udbredt sex blandt elever og lærere”, der givetvis fik ødelagt sommerferien for en del forældre til gymnasieelever i teenagealderen. ”Der er gang i lagengymnastikken mellem elever og lærere på landets gymnasier,” lød påstanden, helt Rapport-agtigt stakåndet. Denne ubehagelige afsløring af udbredt ulovlig sex på uddannelsesinstitutioner for nationens forhåbentligt kommende elite hvilede på en rundringning, Urban-journalisten havde foretaget til 53 gymnasiers elevråd, af hvem halvdelen mente at have kendskab til elev/lærer-forhold; et tal, der dramatisk blev sat op vis-a-vis 41 gymnasiers rektorer, af hvem kun fem procent havde kendskab til sådanne seksuelle forhold – underforstået at der nok foregik noget fordækt rektorerne imellem for at skjule, hvor udbredt dette fænomen var på gymnasierne. At konkludere, at ”der er gang i lagengymnastikken mellem elever og lærere på landets gymnasier” på så løst, begrænset og uvidenskabeligt et statistisk grundlag, der refererer autoritativt til tilfældige elevrådsmedlemmers sladder, men samtidig negligerer juridisk ansvarlige rektorers formentligt faktuelle oplysninger ud fra virkelige, opdagede ’sager’ om sådanne strafbare seksuelle forhold, var et uvederhæftigt, men foruroligende typisk eksempel på, hvordan redaktører og journalister for længst havde sluppet håndbremsen og mistet det kølige overblik i denne seksuelle hedebølge. Derfra gik det fortsat ned ad bakke …
Jvf. den påståede import af 40.-60.000 sexslaver til tyskland under VM sidste sommer:
Der blev af en eller anden grund med ét meget, meget stille omkring de 40-60.000 ’sexslaver’ i ugerne efter VM, hvor man bl.a. i nyhedsindslag på tysk fjernsyn ellers kunne se, at de særlige båse til parkerede biler, hvori det var intentionen, at gadeluderne skulle kunne servicere deres tilstrømmende, kørende kunder under betryggende forhold, indrettet med gedigen germansk grundighed, for det meste havde stået tomme i løbet af turneringen. Ikke kun fordi et savlende kobbel af pressefotografer hver aften og nat havde luret med blitzbomber og telelinser på disse offentlige, open-air bordelparkeringspladser for at knipse det billede, der over hele den vestlige verden ville personificere skandalen – helst en kvabset, blegfed polsk naziskinhead, der voldtog en lille, spinkel, grædende afrikansk sexslavinde – men også fordi de fleste tilrejsende fodboldfans ganske simpelt ikke var kommet til Tyskland for at sidde med bukserne nede om hælene i en udlejningsbil i et industrikvarter uden for Dortmund, men for at sidde inde på et fodboldstadion med en stribe kolde fadbamser sammen med gutterne for at se deres respektive landsholdshelte i aktion. Det hele var altså hverken kommet til at handle om sex eller vold, men om fodbold, sponsorer, branding og sportsindustri, sådan som det plejer at gøre på og omkring banerne til disse megaevents. Stort set ingen danske medier viderebragte denne – i betragning af medieforgejlet – egentlig ret så opsigtsvækkende, overraskende nyhed dernedefra, da VM var forbi, men allerede midt under det havde nysgerrige medieobservatører, hvis de ellers havde gidet, faktisk allerede kunnet læse følgende faktuelle, lakoniske meddelelse på DR’s tekst-TV:
”Titusinder af prostituerede er alligevel ikke kommet til Tyskland i forbindelse med VM i fodbold, sådan som flere medier ellers har hævdet. Det oplyser Radioavisen. Der er nævnt tal helt op til 40.000 prostituerede, men noget tyder på, at det tal langt fra holder. Det fortæller Radioavisens udsendte medarbejder ( … ) – Jeg har talt med de sociale myndigheder og politiet, og de siger, at alt er som det plejer. Der er ikke kommet flere prostituerede til byen, siger Mark Steffensen fra Dortmund, der er en af de tyske byer, der lægger græsplæner til VM-kampene: For kort tid siden gik jeg igennem en af de gader her i byen, hvor prostitutionen er tilladt, og der så jeg ikke en eneste af de mange mænd i fodboldtrøjer, som ellers er overalt i gågaderne. Så noget kunne tyde på, at de er kommet for at se fodbold og ikke for at besøge prostituerede, siger Mark Steffensen. Ifølge Radioavisen bekræfter Forbundskriminalpolitiet i Wiesbaden, at den store sex-invasion tilsyneladende er udeblevet i de tyske fodboldbyer.”
Jvf Informations ’lolitaludere’ & Politikens talfuskeri om 4000 udenlandske sexslaver:
Sidste sommers kollektive massehysteri i medierne omkring det seksuelle (unges seksualitet, pornoens skadevirkninger, prostitution og al dén jazz) fortsatte ufortrødent efteråret og vinteren igennem, selv efter et VM-flop af gigantiske proportioner, der burde have medført en smule refleksion, nytænkning og selvbeherskelse blandt de involverede redaktører og journalister.
Fagforeningen 3F satte hele sin Joakim von And-pengetank bag Reden – Stop Kvindehandel og en massiv, aktivistisk og propagandistisk kampagne imod især udenlandske kvinders prostitution, der kulminerede med journalisten Ulrik Dahlins (som dækker området løbende for både 3F’s Fagbladet og Information) sensationalistiske artikelserie om nogle unge nigerianske ’lolitaludere’ på 14-15 år, tvunget til at være ’sexslaver’ i Istedgade, som ved en efterfølgende aldersbestemmelse på Retsmedicinsk Institut, uheldigvis for den stramme journalistiske vinkling, alle viste sig at være over 20 og i øvrigt (til mediernes oprigtige forbavselse) ikke havde spor lyst til at blive interneret bag lås og slå på danske asylcentre, men stak af og vendte tilbage til Vesterbro, hver gang de kunne komme til det. Men det var selvfølgelig de dér brutale bagmænds og den sorte voodoomagis skyld, ikke sandt?!
Et andet dagblad, de kulturradikales og de politisk korrektes hoforgan Politiken, skrabede bunden i juledagene, da en månedlang kampagne for en kriminalisering af ’handlede’ kvinders kunder, atter primært bygget på informationer fra Redens kristne feminister, eksploderede med en leder og en stor reportage på forsiden anden juledag, midt i Familiens Danmarks hyggelige frokoster. Artiklen tog glædesstrålende sit udgangspunkt i, at en tidligere nævnt Vilstrup Synovate-meningsmåling viste, at ”Flere danskere tager afstand fra prostitution”, og det tror da fanden, når Politiken selv har brugt så meget krudt på at styre debatten i én bestemt retning med fordrejede, moralistiske og tendentiøse reportager, som alene temaoverskriften ”Handlede kvinder – 25 mænd om dagen” vel siger alt om soberheden og seriøsiteten af. Selvom Socialdemokraternes Mette Frederiksen i samme selvrosende artikel naturligvis indirekte takkede Politiken for, at de havde været i front for kampen for at sætte fokus på forholdene og begå opsøgende journalistik om emnet (hun måtte tænke på de mange taxature imellem Rådhuspladsen og Reden på Gasværksvej, når hun sagde ”opsøgende” … ), og tillige optimistisk konkluderede, at ”vores oplysningsniveau ganske enkelt er blevet bedre.” Dén måtte man have en ekstra snaps at skylle ned med!
Soberhed og seriøsitet prægede heller ikke denne juledags forsideleder, skrevet af analyseredaktør Lars Trier Mogensen, hvor det bedre oplysningsniveau fra Politikens side blev fornemt manifesteret ved en … fatal fejloplysning. ”Det kan og bør ikke længere accepteres, at tusindvis af kvinder misbruges daglig, uden at samfundet griber ind,” intonerede Mogensen med stentorrøst under rubrikken ”Tvangssex – Sexkøb hos handlede kvinder bør forbydes”: ”Officielle opgørelser viser, at der findes op mod 4.000 udenlandske prostituerede her i landet, hvoraf et stort antal lever under slavelignende forhold.” Ups, mester, lige dér knækkede filmen da vist for enhver naiv forhåbning om, at Politiken dyrker objektiv journalistik, når det drejer sig om sexarbejde og prostitution, og selv et par snapse mere hjalp ikke længere på troværdigheden. Én ting var indledningsvist, at ethvert selvstændigt tænkende, fornuftigt menneske kunne undre sig over, hvordan Mogensen så skråsikkert kunne deklamere, at ”et stort antal” af de angiveligt 4.000 udenlandske prostituerede levede under ”slavelignende forhold” – det havde Politiken faktisk ikke været i nærheden af at dokumentere i løbet af sin kampagne – men en anden og værre, at tallet på de 4.000, der udgjorde forsidelederens hårdtslående argument for at forbyde sexkøb hos såkaldte ’handlede’, udenlandske prostituerede, simpelthen var forkert. For resten også ifølge Mogensens egen avis. For en måned tidligere havde den samme kvindelige journalist, som skrev julens forsidebasker om Vilstrup-meningsmålingen, i en af sine mange, klart prostitutionskritiske reportager – endda i en særlig, fremhævet faktabox – skrevet, at der var 2.500 udenlandske prostituerede ud af i alt ca. 6.000 prostituerede (korrekt citeret fra Rigspolitiet, der således angiver et lidt højere tal end statens officielle Kompetencecenter for Prostitution, der i 2005 satte tallet til under 5.000 mandlige og kvindelige prostituerede tilsammen herhjemme.)
Hvordan antallet af udenlandske prostituerede (eller i Politikens optik: udenlandske sexslaver) således kunne stige med 1.500 stk. på én enkelt måned, fra november til december ’06, overstiger min ringe fatteevne1, men på Politiken er der – som på de fleste andre aviser – ingen slinger i valsen, når det gælder om at kæmpe for kriminalisering af politisk ukorrekt seksualitet med alle midler (åbenbart også talfusk eller talsjusk?) Slet ikke med en analyseredaktør, der hverken har tid til at læse sin egen avis eller tjekke sit talmateriale bag en meget, meget forarget og aggressiv leder til støtte for så radikalt et indgreb i den personlige frihed for både mange danske mænd og nogle tusinde udenlandske prostituerede.
Jvf svindelnumre fra PRO-centerets side:
VFC Socialt Udsatte/Kompetencecenter for Prostitution er det officielle Danmarks autoritet i den seksualpolitiske debat omkring kommerciel eller kommercialiseret sex, og selvom en snert af den militante retorik fra prostitutionscenterets organisatoriske forgænger, PRO-centeret (hvor selveste Doris Otzen sad i bestyrelsen!), er sivet med over i den nye struktur, er dets udmeldinger generelt blevet mere objektive og nuancerede. Det daværende PRO-Center blev lanceret for ti år siden med rundhåndet økonomisk støtte fra det socialdemokratisk styrede Socialministerium. PRO-Centerets mission var den samme som Redens: Prostitution skulle forbydes, de prostituerede resocialiseres og deres kunder straffes. PRO-Centeret (mis)brugte i denne ideologiske sags tjeneste skamløst sit privilegium som halvstatslig, skatteyderfinansieret institution til at missionere imod alle former for prostitution, lovlige eller ulovlige, frivillige eller tvungne, i presse- og oplysningsmateriale pebret med passende ’chokerende’ tal, som medierne slugte råt og straks smed videre som brandvarme kartofler til befolkningen. Som da PRO-Centeret, ’tilfældigvis’ få dage før den 8. marts ’01 (Kvindernes Internationale Kampdag), udsendte en pressemeddelelse om, at antallet af prostituerede i Danmark var steget drastisk til imellem 5.450 og 7.800 kvinder (suppleret med bombastiske udtalelser i pressen af Lone Overgaard Thier fra Kvindeligt Selskab, der på selve kampdagen benyttede anledningen til at slå fast, at ”mænd, der besøger prostituerede, reelt begår voldtægt”; dvs. at mellem 5.450 og 7.800 kvinder ud fra dén logik blev voldtaget dagligt herhjemme!) Under alle omstændigheder var det nogle sært vilkårlige, spredte tal at offentliggøre (hvor Varde Politikreds besynderligt nok blev brugt som repræsentativt gennemsnitligt grundlag for at beregne, hvor mange massageklinikker der teoretisk så måtte være i hele landet) for et ellers erklæret ’videnskabeligt’ institut, som siden ofte er blevet citeret som et demografisk-sociologisk faktum, der ligger lige til højrebenet for en populistisk folketingspolitiker på jagt efter kvindelige stemmer eller en avisredaktør i stofnød i agurketiden.
Disse tal er imidlertid aldrig blevet verificeret, men tværtimod effektivt pillet fra hinanden af en mandlig cand.scient.soc fra Ålborg Universitetscenter2, hvis regnestykke afslørede, at det samlede antal med stor sandsynlighed er flere tusinde lavere – hvilket bekræftes af både Rigspolitiets og Kompetencecenter for Prostitutions nyere opgørelser i de efterfølgende år. Samme år, 2001, fik PRO-Centerets troværdighed endnu et pinligt, offentligt knæk, da to af dets tilknyttede kvindelige socialarbejdere i Vejle Amt påbegyndte et ellers storstilet, ambitiøst projekt under navnet PRO-Vejle, der gik ud på aktivt at hjælpe lokale prostituerede ud af prostitutionsmiljøet for at resocialisere dem i det borgerlige samfund. Socialarbejderne opsøgte derfor metodisk samtlige massageklinikker i amtet, men måtte efterhånden erkende, at mange af deres egne fordomme om de prostitueredes forhold ikke havde ret meget med virkeligheden at gøre. ”Det viste sig, at næsten ingen ønskede at stoppe med prostitution. De ville gerne støttes på en lang række områder, men de ville ikke ud af det,” indrømmede Lisbeth Bohmann, den ene af de to socialarbejdere fra PRO-Centeret, ærligt over for den daværende Berlingske Tidende-journalist Erik Bork3, og fortsatte: ”Synet på prostitution i Danmark er meget lidt nuanceret. Der bliver gravet en grøft imellem de, der ytrer sig i debatten på den ene side, og de prostituerede på den anden side. Og det er klart, at de prostituerede bliver frustrerede, når de hele tiden føler, at de bliver slået i hovedet med fordomme. ( … ) Vi mener ikke, at prostitution er uproblematisk. Slet ikke, men vi er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er, man tager skade af som prostitueret. Måske er det i højere grad omgivelsernes fordømmelse, man tager skade af, end det er selve handlingen som prostitueret.”
Flovheder som disse var givetvis en medvirkende årsag til, at centerets leder siden er blevet skiftet ud, at dets virke i disse år fokuseres på de langt mere nyttige rådgivningsfunktioner, at det ikke længere advokerer højlydt for kriminalisering af sexkøb, og at det diskret har skiftet navn fra det fagligt belastede PRO-Centeret til det mere ædruelige Kompetencecenter for Prostitution. Et mere praktisk, social- og sundhedsorienteret center, der sender sine medarbejdere ud for at gøre en positiv forskel frem for at sende dem ud for at hente endnu flere negative historier, i forlængelse af hvilke man mærkbart har skruet ned for dommedagsprofetierne i nyere informationsmateriale. Man anslår heri således, at der var minimum 4.270 aktive kvindelige og mandlige prostituerede i Danmark i 2005, hvilket mildt sagt er et noget andet tal end de oprindelige maksimalt 7.800 kvindelige prostituerede fra pressemeddelelsen, der ryddede landets avisforsider på Kvindernes Internationale Kampdag. Samtidig er den mest blodstørstige feministretorik fra PRO-Centerets gyldne dage blevet afløst af handlingsplanen ”Et andet liv”, støttet med 45,8 millioner kroner af den borgerlige regering, som indtil videre har udmøntet sig i bl.a. et beskyttelsestilbud, et krisecenter til udenlandske prostituerede, som ønsker at komme ud af tvungen prostitution; administreret af Reden og foreløbig benyttet af omkring 80 kvinder (og sådan noget er Reden-folkene jo fremragende til!) Formålet med planen er i et større perspektiv at øge den sociale og sundhedsmæssige indsats over for prostituerede, gøre mere for at forhindre socialt udsatte unge i at ende i prostitution, og give de ældre prostituerede bedre muligheder for at trække sig ud af dette uden tvivl både fysisk og psykisk udmarvende, moralsk, socialt og kulturelt stigmatiserede erhverv. Mål som de færreste kan være imod, og som der faktisk er en realistisk chance for at realisere i de kommende år – i modsætning til den kriminalisering, som VFC Socialt Udsatte direkte fraråder på deres website: ”VFC Socialt Udsatte kan i denne sammenhæng ikke anbefale at kriminalisere køb af seksuelle ydelser, som man har gjort i Sverige.” (Hvordan det lavere rangerende prostitutionscenter selv forholder sig til den finske kriminaliseringsmodel vides endnu ikke.)
Jvf. kvindeligt selskabs og andre feministiske grupperingers kamp mod pornoen:
Er det mon ved at være tid til at tage fløjlshandskerne af, mine damer og herrer? Har vi ikke efterhånden været retfærdige, tålmodige og i det mindste nogenlunde neutrale længe nok? Lad os i hvert fald afslutningsvist dvæle ved et tankevækkende flashback til et af den nye sædelighedsfejdes foreløbige lav- eller højdepunkter, alt efter hvordan man anskuer pornoproblematikken: Dengang i december 2001, hvor hetzen imod pornografi nåede sit foreløbige klimaks i en sand mediemæssig g-punktsorgasme, da Kvindeligt Selskab – som optakt til høringen ”Sex, løgn og frisind” – viste den svenske instruktør Alexa Wolfs ‘dokumentarfilm’ ”Shocking Truth” på selveste Christiansborg. En karrikatur af en dokumentarfilm, hvis gennemgående manipulatoriske stil (bl.a. fremstilling af fiktive replikker fra amerikanske hardcore-pornofilm som rigtige interviews) blev mødt med beundring af de utrættelige danske moralvogtere, som i forvejen så op til de endnu mere kompromisløse svenskere, fordi de i ‘99 havde fået presset prostitutionsforbuddet igennem i Rigsdagen. Og mens det ville have været ganske utænkeligt at få fremvist en så ensidig propagandafilm vendt imod f.eks. amerikansk imperialisme eller multinational kapitalisme, EU-bureaukrati eller politivold i Danmark i forbindelse med en offentlig høring på Christiansborg, havde det åbenbart ikke været noget synderligt problem for de angiveligt ellers så marginaliserede, diskvalificerede og undertrykte medlemmer af Kvindeligt Selskab at manøvrere sig lige ind i hjertet af folkestyret.
“Shocking Truth” er såvel i form som indhold et rendyrket anti-pornografisk manifest, der samtidig benytter sig af de hårdest tænkelige pornografiske virkemidler i sin iver efter at få sit Budskab igennem. At dét lykkedes – især over for pressens udsendte reportere – kunne ingen bagefter være i tvivl om. Et typisk eksempel på den ukritiske pressedækning af eventen var journalisten Marcus Rubins reportage i Politiken; et dagblad, der i sin egen selvforståelse er det danske frisinds højborg og utvivlsomt for 100 år siden ville have stået på de radikales side i enhver tænkelig sædelighedsfejde, men som under chefredaktør Tøger Seidenfaden har været paradoksalt loyalt over for den fornyede moralistisk feministiske kamp imod porno og prostitution.
”For de af tilhørerne, der ikke selv måtte have stiftet bekendtskab med, hvad der menes med ’hård porno’ lægges der ud med en visning af den svenske Alexa Wolfs dokumentarfilm ’Shocking Truth’,” berettede Rubin fra Christiansborg: ”Der er syn for sagn, iblandet beretningen om en svensk pornomodel er klip fra TV1000’s serie ’Shocking Truth’, og i den går det hårdt for sig. Ikke bare rent fysisk, men også nogle af de udtalelser pornomodellerne kommer med kort efter optagelserne. Væmmelsen er synlig i salen, da en lyshåret model med sæd drivende ned over hagen efter en heftig scene med flere mænd forklarer, at det ikke ville gøre nogen forskel, om der kom en ny fyr ind fra gaden og kom i munden på hende. ‘I just love dick’. Og det er netop den slags, der får panelet til at råbe, at det måske var på tide at genoverveje den danske, åh så frisindede holdning til porno og prostitution og anerkende, at det er mennesker, der bliver misbrugt. Efter at Wolf har fortalt om filmen, går mikrofonen videre til en, der kender det på egen krop, den tidligere svenske prostituerede og nuværende forfatter Louise Eek. Hendes pointe er, at både prostituerede og pornomodeller ofte er blevet misbrugt som børn, et budskab, der helt naturligt [sic!] fører videre til Vernon Jones fra Red Barnet. Bevæbnet med talrige statistikker og sociologiske modeller fortæller han om misbrug af børn. ’Daddy fucked me last night’ og ’Pre-Lolita (very, very young)’ er et par af de internetsites, Jones fremhæver som eksempler på den udbredte børneporno på nettet … ”
Rubin nævnte derefter i forbifarten, at to unge kvinder – henholdsvis en lesbisk stripper og en instruktør af lesbiske pornofilm – blandt tilhørerne i salen erklærede sig uenige i høringens generelle, principielle angreb på sexarbejde, på pornografi og prostitution som sådan, da mikrofonen for en gangs skyld slap ud af panel-tæskeholdets stærke næver. Men så satte den feministiske überguru Dorit Otzen fra Reden heldigvis atter tingene på plads med en matroniserende replik, og den lettede journalist kunne berolige Politikens oprørte abonnenter: ”Derefter er vi tilbage på sporet, en ung mand rejser sig og siger, at lesbisk porno til trods er det afgørende, hvordan man forhindrer, at folk kommer i klemme, panelet nikker og enigheden kan atter sænke sig. Problemet er, hvad man kan gøre.”
Om den unge mand, der rejste sig og sagde dét, var Marcus Rubin selv, er man lige ved at tro, men det dér ”derefter er vi tilbage på sporet” får det under alle omstændigheder til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Er journalisten kanske bare 90’er-ironisk (i starten af det 21. århundrede) på den fede, subtile, tvetydige måde eller mener han faktisk, hvad han skriver? Og i så fald: Hvilket spor er vi heldigvis tilbage på? Feministernes spor, velsagtens, det eneste rigtige spor, naturligvis, for hvem gider høre om nogle forskruede lebber, der havde en anden mening om porno og prostitution end Kvindeligt Selskab (og sågar i modsætning til dem også havde nogle praktiske erfaringer med sexarbejde at have den i)? Rubin giver ikke sine læsere nogen chance for selv at danne sig deres egen mening, når han så ubesværet kobler imellem voksenporno og børneporno. Væmmelsen ved sæden, der driver ned over hagen i filmen (puha!), det er nemlig vores væmmelse, den har vi skam patent på, for Rubin, Politikens læsere, debatpanelet og Kvindeligt Selskab er jo alle aldeles enige i denne sag, går ’vi’ da ud fra. ’Vi’ er ’Os’. De andre, det er ’dem’: Dem, der udnytter kvinder og voldtager små børn og tjener penge på at filme deres egne overgreb – i journalistens injurierende hyperlink mellem lovlige pornoproducenter og pædofile forbrydere. Det kan være ét fedt; det er lige modbydeligt og moralsk forkasteligt, fornemmer man: Når man kan finde på at filme noget så forfærdeligt som en kvinde med sæd i ansigtet, der har haft sex med flere mænd og spiller en rolle som nymfoman i et stykke kulørt fiktion, kan man garanteret også finde på at tvinge børn til det samme i sit syge begærs eller den kyniske profits tjeneste. I hvert fald ifølge Politikens mand på gerningsstedet. Men på den anden side: Rubin har måske heller aldrig personligt mødt en ung kvinde ude i samfundet, der helt frivilligt kunne finde på at sluge hans sæd, stønne ”jeg elsker pik” i et øjebliks ekstase eller tilstå sine ‘forbudte’ fantasier om at være sammen med flere fyre på én gang, uden at blive betalt for det eller være presset til det, og når man ikke har dét, må man som en god dansk dagbladsjournalist logisk drage den konklusion, at sådan én som hende næppe findes i hele den hvide verden …
I korstoget mod pornografien (og den påståede pornoficering af det offentlige rum) op igennem det forgangne årti, anvendte en ny tids hattedamer – som det fremgår af det ovenstående – målrettet den samme strategi, som de for tiden med stor succes (gen)bruger mod prostitutionen i debatten om ‘sexslaveri’ og ‘trafficking’: Sammenbland bevidst, gennemført og uafladeligt den lovlige porno med den ulovlige porno, tal altid om lovlig voksenporno i samme åndedrag som ulovlig børneporno og få dermed banket ind i medieforbrugernes trætte hoveder, at der ikke er nogen differentiering; at det ene hænger sammen med det andet eller må lede til det andet. Samme argument som samfundet anvender, når det forbyder hash ud fra devisen om, at det starter med en joint og slutter med en kanyle i låret på Maria Kirkeplads; hvilket det da faktuelt gør for et ulykkeligt mindretal, men jo altså ikke gør for de allerfleste, der heldigvis aldrig kommer længere end til jointen i festligt lag med vennerne. Lige så lidt som almindelige (mandlige) pornoforbrugere med skæbnesvanger automatik i øvrigt normalt glider videre ind i en midnatsverden af perverteret, kriminel børne- eller snuffpornografi, alene fordi de er startet med at læse Rapport hjemme på drengeværelset i puberteten eller se gratis klip fra Jenna Jameson-film på nettet sammen med kammeraterne.
Når medierne ikke stiller spørgsmålstegn ved denne spindoktor-strategi overhovedet, er det fristende let for kønsfeministerne at tromle enhver sporadisk modstand ned ved at intimidere individuelle seksualpolitiske renegater, som ikke deler deres mening, ud af debatten, og ved at underminere de sandhedsvidner, som ellers kender til emnet på egen krop, så de kommer til at fremstå som sølle ofre ude af stand til at overskue en så kompliceret problematik. For tidligere eller nuværende sexarbejdere, der omtaler deres erfaringer i pornobranchen den mindste smule positivt, ved jo ikke bedre selv. De er – som enhver, der på universiteterne i 70’erne turde anfægte den munkemarxistiske tankegang – ofre for “falsk klassebevidsthed” eller i dette tilfælde “falsk kønsbevidsthed” og dermed reelt forrædere mod deres eget køn. Et overbærende, formynderisk og nedladende kvindesyn, der umiddelbart virker langt mere ‘fornedrende’ end nok så megen pornografisk underholdning, fordi det ikke bare stempler en trods alt ganske broget, forskelligartet gruppe af kvindelige sexarbejdere som dumme, hjælpeløse og uansvarlige ofre, der ikke kan træffe en selvstændig beslutning (underforstået: fordi de er blevet misbrugt som små piger og hjernevasket af en patriarkalsk, pornoficeret popkultur i teenageårene og bla-bla-bla … ), men indirekte fordømmer enhver moderne voksen kvinde, der måtte praktisere politisk ukorrekte, ‘pornografiske’ former for sex (såsom at lade en mand komme i sin mund under oralsex, jævnfør Rubins og feministernes kvalme væmmelse fra Christiansborg-høringen). Hvad konsekvenserne er af, at et så negativt, indskrænket kvinde- og seksualsyn uden anmærkninger får lov til at forplante sig fra kønsfeministernes eksklusive, københavnske inderkreds til den brede befolkning via medierne, kan hvilken som helst kvindelig sexarbejder, der er stået frem i offentligheden, fortælle sin beskæmmende historie om.
1 Det oversteg også journalisten Karen Thisteds fatteevne i sådan en grad, at hun kritikløst overtog det forkerte tal som sit eget faktum. I sin faste ”Taler jeg for højt?”-klumme i gratisavisen 24timer en uge senere demonstrerede hun, hvordan viral medieinficering med falske, fordrejede oplysninger foregår i praksis – under rubrikken ”Anders Fogh, hvordan kan du være leder af et land med 4.000 sexslaver?”
2 Sune Qvotrup Jensen, der ifm. sin undersøgelse udtalte til journalisten Erik Bork: ”Jeg vil nøjes med at konstatere, at der er en bemærkelsesværdig forskel i resultaterne, der bl.a. skyldes, at tallet simpelthen er svært at gøre op. Men man kan i hvert fald ikke beskylde mig for at gøre tallet hverken højere eller lavere, for jeg har slet ingen interesse i størrelsen. For mig er det ren udregning.” (Citeret fra Borks bog ”Danmark under dynen … ”)
3 Citeret fra ”Danmark under dynen … ”
Sidste Nat i Kødbyen er udgivet af forlaget Aschehoug i sommeren 2007 og koster 299 kr. www.henriklist.dk