Jeg har grædt én gang på arbejde i min tid som sexarbejder. Jeg har selvfølgelig været i dårlig humør andre gange, men aldrig været bare i nærheden af tårer. Jeg græd af vrede, af ydmygelse og frustration, fordi jeg blev råbt af, truet og hånet.
Jeg var på vagt på et lille og kendt bordel i Odense. Det er nedlagt nu, men dengang havde det fungeret i over 25 år. Luderne på stedet var “modne danske damer”, jeg tror vi var 3-4 stykker som skiftedes til at holde åbent. Meget selvstændigt, vi havde alle en nøgle til stedet – åbnede bordellet den dag vi havde vagt, tog imod kunder, ryttede op, gjorde rent og vaskede håndklæder og efterlod en konvolut med aftalt husleje inden vi lukkede og slukkede. Hvis der var problemer med stedet, havde vi et mobil nr til en vicevært, der kunne hjælpe os.
Det var henad 18-tiden og jeg havde haft en stille dag. Ikke så mange kunder som man kunne ønske sig. Jeg havde nogle bookninger senere på aftenen, men der havde været stille i over 2 timer, så jeg blev glad da jeg hørte klokken ringe ude fra venteværelset.
Jeg kiggede gennem dørspion og kunne se, at der stod en lidt rødmosset mand i 50erne. Jeg åbnede døren smilende og bød ham inden for. Han smilede venligt tilbage, sagde “Det er fra Skat, jeg skal lige åbne døren for min ledsager” – det gjorde han og ind trådte en ca 40årig dame, også storsmilende.
Det fjernede nu ikke smilet hos mig, jeg var momsregistreret og regnede med, at de bare skulle have cvr-nr oplyst og så ville de gå igen.
Mine rettigheder
De to blev budt inden for, manden flashede noget identifikation, fornemmede jeg uden at tjekke ordentlig, men den søde medfølgende kvinde var åbenbart ikke vigtig nok til at have en identitet, der skulle fremvises og jeg var alt for autoritetstro, godtroende, uvidende og uerfaren til at gøre opmærksom på fejlen.
Jeg hentede min lille lommebog, hvor jeg havde noteret mit cvr-nr og læste det op for skattemanden. Nu var han ikke smilende mere. Det var som om min selvtillid irriterede ham, men jeg overfortolker måske bare eller indtolker et senere kendskab til manden.
Han lød i hvert fald sur og kommanderende da han sagde “Nu skal du svare på nogle spørgsmål, hvor kan vi sætte os?” – jeg pegede over på to stole og satte mig selv i den ene. Manden (F) fra Skat satte sig på sengen overfor mig og den mystiske dame satte sig i den anden stol.
Jeg blev usikker – kunne de bare spørge om alt? og havde jeg pligt til at svare på alt? – havde jeg nogen rettigheder som jeg burde kende til.
Jeg havde en lille smule erfaring med, at det altid er vigtigt at kende sine rettigheder alene af den grund, at man kun sjældent får dem oplyst ordentlig af de forskellige myndigheder.
Så derfor sagde jeg, at jeg ikke umiddelbart ville svare på spørgsmål. Det triggede manden. Han kneb øjnene sammen og hvislede “hvad sagde du?? – vil du ikke svare? – men det skal du fandme!
Og det trykkede så også på en modstands-knap i mig. Jeg forklarede, at jeg ikke bare ville svare på alt uden at vide om jeg havde pligt til det, at der sikkert var noget jeg ikke behøvede oplyse – men at jeg jo ikke kunne vide det.
Tonen ændrer sig
F var blevet ildrød i hovedet, han lænede sig truende frem mod mig og spyttet stod ud af ham imens han råbte “Du skal bare svare på de spørgsmål, – normalt villle vi have politi med, men lige netop i dag har de en anden sag at tage sig af, men hvis du ikke vil svare så ringer vi efter politiet og så kan du svare på spørgsmålene nede på stationen, vil du gerne det! – hva, hva?”
Damen ved siden af rørte uroligt på sig. Jeg var mundlam, vred, ydmyget og jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg kunne umuligt svare på noget.
Jeg rejste mig, gik forbi sengen og F råbte efter mig, hvor jeg troede jeg skulle hen. Jeg så damen lægge en hånd på hans arm og jeg svarede, at jeg lige skulle ud lidt. Jeg gik ud i køkkenet og kæmpede vredestårerne tilbage til kanalerne, samlede mig sammen og gik ind igen. Damen var ved at hviske noget til F. Jeg forestiller mig, at hun sagde han skulle hidse sig ned eller noget i den stil. Det ville jeg havde sagt hvis jeg havde været med som mystisk ledsager til den bølle.
Jeg satte mig ned igen, men sagde stadig ikke noget. Irriteret fandt F nogle papirer frem fra hans taske og rakte mig dem. Han sagde, at der stod at jeg skulle svare på alt. Det var en masse lovparagraffer og jeg kunne ikke samle mig om at læse dem.
Damen begyndte at stille spørgsmål efter et spørgeskema hun havde med. Jeg tror kun hun stillede 4-5 spørgsmål og jeg svarede mut på dem.
Så rejste de sig og F rakte mig et halvt A4 ark hvor der stod, at Skat havde været på kontrolbesøg – FF havde underskrevet på forhånd og nederst på siden stod der, at jeg havde ret til at have en bisidder ved kontrol besøget … men nu var kontrolbesøget jo overstået så den ret kunne jeg ikke bruge til meget.
Damen smilede og sagde farvel og hav nu en god aften. Det lykkedes mig at lave en grimasse, men jeg tror ikke det lignede et smil.
Manden fra SKAT
Siden har jeg hørt meget om manden fra Skat. Han er altid ubehøvlet. En type der ikke burde have den magt han har. Skat har pligt til at foretage kontrolbesøget så skånsomt som mulig, men F gør det modsatte. På mine kollegaers beretning kan jeg forstå at min oplevelse egentlig ikke var noget at skrive om. De har oplevet meget værrer. Politiet er stort set altid med på kontrolbesøget, der er 3-4 stk eller flere. Desuden er der også meget ofte en person fra kommunen med for at kontrollerer. Jeg spekulerer lidt på om den mystiske dame var sådan en. Hvis hun var, havde hun ikke ret til at være på stedet.
Da jeg senere kom hjem fik jeg læst på de papirer F gav mig og jeg kan se at, han havde ret. Jeg har pligt til at samarbejde med Skat. Det ville jeg også have gjort hvis jeg var blevet informeret ordentlig fra starten af og havde fået udleveret de dokumenter der dokumenterede det. Jeg havde faktisk ikke noget at skjule, men det var vigtigt for mig, at jeg blev behandlet ordentligt, menneskeligt og korrekt. At alle identificerede sig, at jeg foruden mine pligter også blev gjort opmærksom på mine rettigheder og ikke kun når det var for sent at gøre brug af dem. Jeg var ny i faget, var på mit første bordel – jeg fik ikke klaget – fik bare mit første og egentlig også eneste alvorlige traume på jobbet som sexarbejder og grundlagt en generel mistro til myndigheder.
P.S. Her er en artikel der fejrer SKATs “Fair-Play aktioner”.
http://www.fyens.dk/article/2129004:Business-Fyn–Tillykke-Skat–Gadens-piger-tiljubilaeum