Ovidie: Mit pornomanifest.
Hvorfor blev jeg pornostjerne? Lad os straks få to klicheer ud af verden: det var ikke for pengenes skyld og heller ikke for sex. Ligemeget hvad du end har hørt, så er det at lave pornofilm i Europa ikke en guldgrube.
I mange lande er markedet for pornofilm døende. Når biografer nægter at vise pornografi, og pornoproducenter ikke modtager støtte, bliver den vigtigste indtægtskilde TV-rettigheder. Selv film med store budgetter (dvs. omkring 100.000 euro) er flere år om at give overskud.
Det økonomiske sammenbrud i pornofilmsindustrien har naturligvis også ramt genrens arbejdskraft: skuespillere, instruktører og teknikere (dog ikke websider og amatørvideoer). For at sige det ligeud, er det ikke attraktivt at være skuespillerinde i en pornofilm, med mindre man kommer fra en del af verden, hvor levestandarden er meget lav, som i bestemte Østeuropæiske lande. Dette er ikke min situation.
Jeg er en af de heldige, som aldrig for alvor har lidt under pengemangel. Jeg voksede op i en middelklassefamilie, og dengang jeg begyndte at udøve min profession, var jeg i en komfortabel livssituation som filosofistuderende og nyligt gift med en lærer. Min motivation dengang var ikke penge.
Var det sex? Heller ikke. Jeg har aldrig været ekshibitionist, jeg får ikke et kick ud af at ophidse mænd, og jeg er ikke swinger. Tværtimod så er jeg faktisk imod, at man deler sin seksualitet med allemulige, og jeg tror på, at den sande rigdom i en seksuel akt ligger i den følelsesmæssige kontakt med det andet menneske.
Mit job er heller ikke noget, der tænder min mand, som foretrækker monogami. Jeg vil også gerne understrege, at pornoskuespillere for det meste ikke får nogen seksuel nydelse, når de filmer. Jeg benægter ikke, at det kan ske, men det er ikke målet. Som i hvilken som helst anden filmgenre er handlingen ikke virkelighed, men optræden – og dermed falsk. At optræde i en sexscene er stadig at optræde.
Hvis jeg skal give et ordentlig svar på det store spørgsmål, ”Hvorfor blev jeg pornostjerne?”, må jeg først besvare en serie af delspørgsmål.
Hvorfor begyndte jeg at se pornofilm? På det tidspunkt var jeg en yderst aktiv militant feminist. De grupper, jeg var med i, fordømte pornofilm voldsomt. Jeg indså dog hurtigt, at alt det jeg og mine fæller stod for, var bygget på indforståede klicheer. Ingen af os vidste noget om filmene, hverken som tilskuere eller deltagere.
Det var hovedårsagen til, at jeg begyndte at leje pornofilm. Jeg ønskede at vide, hvad det var, de indeholdt, der var så forfærdeligt. Og de første film jeg så, var overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig. Skuespillernes kroppe var ikke karikaturer; kvinderne var ikke underdanige, men stærke og karismatiske; der blev lagt vægt på både mænds og kvinders nydelse; og billedkvaliteten og instruktionen var undertiden fremragende.
Hvorfor besluttede jeg at medvirke i disse film? Jeg indså at feminisme og pornografi måske alligevel ikke var uforenelige. Feministernes slagmark er seksualiteten og derfor må feministerne tage del i dens gengivelse – og dermed i pornografiske film. Alle disse nye ideer ledte mig ind i en verden, hvor de kvinder, jeg tidligere havde haft medlidenhed med, nu fremstod beundringsværdige og imponerende. Jeg ønskede at få et ligeså stærkt seksuelt image.
Den anden grund var min fascination af kroppen. Som en ivrig amatørdanser og koreograf var jeg interesseret i alt vedrørende bevægelse. Jeg ser en pornografisk film som et stykke koreografi, der involverer hele kroppen, og hvor man viser følelser ved bevægelse – ved at spænde musklerne, ved at dirre og ved at give slip. Det er en utrolig interessant øvelse i fysiske udtryk.
Hvorfor blev jeg instruktør? Jeg ønskede ganske enkelt at iscenesætte min fantasi og mine feministiske målsætninger. Jeg ønskede at lave film, hvor den følelsesmæssige dimension og den seksuelle praksis var totalt forskellige i hver pornografisk sekvens – noget jeg først opnåede i min anden film, ”Lilith”.
Hvorfor har jeg været så prominent en medieperson de sidste 3 år, og hvorfor skrev jeg bogen ”Porn Manifesto”? Det rækker alt sammen tilbage til min militante baggrund og er ikke udtryk for et ønske om at blive stjerne eller tilfredsstille mit ego. Jeg ønskede at forsvare en profession, der bliver uretfærdigt angrebet fra alle sider. Jeg ønskede at nedbryde klicheerne og gøre offentligheden opmærksom på et tankesæt, der er alt for sjældent i Europa: den sex-positive feminisme.
Hvorfor bliver jeg i pornoindustrien, og hvorfor bevæger jeg mig ikke ind i mere respektable sfærer? Uanset hvad man forestiller sig, så er det i pornoindustrien, jeg føler mig mest respekteret sammenlignet med alle andre sociale kredse, jeg har bevæget mig i (almindelig film, kunst, mode, universitetsverdenen, reklame og TV). Porno er en subkultur med stort sammenhold. Jeg vil hellere forsætte i en profession, jeg elsker og som respekterer mig, end at ofre alt for at gøre karriere i en mere socialt acceptabel – men mindre respektfuld – gren af underholdningsverdenen.
Er det sandsynligt, at jeg forlader branchen en dag? Jeg vil ikke forlade branchen, fordi jeg er blevet smidt ud eller fordi den har svigtet mig. Men jeg drømmer jævnligt om at stoppe, bl.a fordi modviljen mod at acceptere pornografisk film som en selvstændig, seriøs genre efterhånden vil betyde døden for branchen. Jeg bliver bedrøvet over pornografi uden nogen kunstnerisk stræben og over marginaliseringen af de dygtige instruktører.
Jeg bliver også træt af det sociale pres, der er på sexarbejdere – lige fra mennesker, der stirrer på dig på gaden, til myndigheder, venner og bekendte, medier, andre brancher indenfor show business, anti-porno korsfarere og alle dem der angriber os, forsøger at udnytte os, overfuser os med indiskrete og usunde spørgsmål eller betragter os som ofre. Det er ikke pornografiens lille verden, der er farlig og mangler respekt for skuespillerne – det er den store verden rundt om, der er farlig.
Ovidies bog “Porno Manifesto” er udgivet på fransk af Flammarion, 2002
(c) Ovidie 2008
Oversættelse: Birgit Bertelsen & Seksualpolitisk Forum