NEJ – der er ikke nogen dokumentation for denne sensationalistiske påstand. Myten om at svenskere og nordmænd i stor stil kommer til Danmark for at købe sex er på ingen måde underbygget af tal eller fakta.
Der er heller ikke tegn på at hverken efterspørgsel, udbud, prostitution eller trafficking skulle være faldet i Norge og Sverige. Der er i begge lande sket mindre fald i den synlige gadeprostitution, men efter noget tid stiger tallene igen, alt efter hvor mange ressourcer politiet sætter ind på at stresse og overvåge sexarbejderne i håbet om at finde kunder at straffe.
Seksualpolitisk Forum advarer på det kraftigste mod at kriminalisere sexhandel/køb. Det er indlysende, at kriminaliserer man sexarbejdernes forretning vil branchen blive tvunget mod de kriminelle miljøer, uanset om man lægger strafansvaret på køberen eller sælgeren. Derved står de udsatte kun svagere, og må fjerne sig ud af rækkevidde fra hjælpeorganisationer og politistøtte.