Rights Work Initiative (Washington D.C.):”The Swedish Law to Criminalize Clients: A failed experiment in social engineering”

”The Swedish Law to Criminalize Clients: A failed experiment in social engineering”
Forfatter: Ann Jordan
Rights Work Initiative, ISSUE PAPER 4
Washington, april 2012.
Resumé her
Download rapporten

Dansk referat herunder af Bo Jensen, Seksualpolitisk Forum.

Professor Ann Jordan er leder af ”Program on Human Trafficking and Forced Labor” på American University Washington College of Law.

Den svenske kriminalisering af sex-kunderne – et mislykket eksperiment i social ingeniørkunst

Den svenske regering forbød i 1999 køb (men ikke salg) af sex. Loven var et forsøg på social ingeniørkunst, idet lovens formål var, at færre svenske mænd skulle ønske at købe sex. Ved at formindske efterspørgslen, håbede man på at formindske antallet af kvinder som sælger sex og omfanget af trafficking til Sverige. Men eksperimentet er slået fejl.

I 2010 udgav den svenske regering en evaluering af loven (Skarhed 2010. Ann Jordan citerer den engelske udgave). I evalueringen lykkes det ikke at dokumentere, at der i løbet af de 13 år, loven har været virksom, er blevet færre kunder, færre sexarbejdere eller mindre trafficking i Sverige.

Det er ikke muligt at føre den svenske lov ud i livet ved at smide alle mænd som køber sex i fængsel. Social ingeniørkunst (”social engineering”) går ud på at ændre befolkningens holdninger. Lovgiverne håber på at mindske efterspørgslen ved at forøge den sociale fordømmelse og stigmatisering af kunder og sexarbejdere.

Loven har dog også fået negative effekter for de sexarbejdere, som bliver endnu mere diskrimineret og udsatte, end de var uden loven.

Den svenske sexkøbslov

Den svenske lov bygger på antagelsen af, at prostitution er vold mod kvinder. Når den antagelse er udgangspunktet, bliver det ikke længere relevant, at skelne mellem frivillig og tvungen prostitution, da begge dele ses som vold mod kvinder. Den svenske regering ønsker således ikke kun at afskaffe tvungen prostitution, men også frivillig prostitution.

Det betyder, at alle sexarbejdere defineres som ofre, som skal beskyttes mod deres egne kunder – uanset hvad de selv mener eller har behov for.

Den svenske lov er blevet til i et samarbejde med ”radikalfeminister”, som kæmper for et bestemt billede af, hvordan kvinder bør og ikke bør opføre sig. Den mest alvorlige konsekvens heraf er, at de svenske sexarbejdere umyndiggøres, de forhindres i at arbejde legitimt for en forbedring af deres leve- og arbejdsvilkår. Og de er heller ikke blevet hørt i forbindelse med lovens tilblivelse eller evaluering.

Denne måde at behandle en hel samfundsgruppe på burde rejse protester fra personer og grupper, som bekymrer sig om demokrati. Kvinder tilhørende eliten i Sverige mener at vide, hvad der er bedst for andre kvinder og de medvirker aktivt til at holde andre kvinder udenfor indflydelse og maginalisere kvinder, som i forvejen står svagt i den demokratiske proces.

Kvinderne i eliten har tiltaget sig retten til at definere, hvad der er godt og ondt, herunder hvad der er passende seksuel adfærd, de har defineret deres egen moral og adfærd som “god” og de har taget monopol på at definere, hvad ligestilling går ud på.

Den svenske evaluering af loven

Den svenske evaluering overholder ikke videnskabelige krav til redelighed og dokumentation. Den er fuld af uoverensstemmelser, modsigelser, tilfældige henvisninger, irrelevante eller fejlagtige sammenligninger og konklusioner bliver foretaget uden faktuelle oplysninger (Dodillet og Östergren 2011, 2).

Ingen beviser for færre sex-kunder

Den svenske evaluering rummer ingen oplysninger som tyder på, at der er færre sex-kunder efter sexkøbs-loven. I Sverige findes der ikke tal for efterspørgslen før og efter lovens vedtagelse, hvorfor der ikke er mulighed for at sammenligne.

Regeringen har ikke sørget for at få undersøgt, om efterspørgslen f.eks. er flyttet fra gade-prostitution til bordeller, om flere køber sex udenfor Sverige eller om kontakterne i højere grad end før foregår på internettet.

Det er derfor ikke muligt at afgøre, om loven er en succes ift. det primære formål med loven.

Evalueringen citerer en enlig undersøgelse fra 2008, som viser at 8% af de adspurgte, svenske mænd køber sex – i forhold til 1996, hvor tallet var 13,6%. Men spørgsmålet kan ikke afgøres ved at spørge kunderne selv. Hvis stigmatiseringen af kunderne er slået igennem, vil færre mænd svare ja til at de køber sex i sådanne undersøgelser. Der skal mere objektive undersøgelser til, f.eks. af antal faktiske sexkøb eller hvor mange penge der bruges på sexkøb.

[Ann Jordan får ikke med, at den nævnte, anonyme spørgeundersøgelse fra 2008 er bredt kritiseret af eksperter, herunder undersøgelsesleder May-Len Skillbrei fra Norge. Den blev lavet på et statistisk spinkelt grundlag og rapporterede bl.a., at dobbelt så mange kunder i dag har nylige eller mange erfaringer med købesex som før forbuddet samt om en fordobling i omfanget af svenske sexkunder med stort antal sexkøb.]

Ingen beviser for færre sexarbejdere

Der er ikke noget der tyder på, at sexkøbsloven har medført, at der i dag er færre sexarbejdere i Sverige end der var før 1999.

Det er et faktum, som regeringens evaluering ikke kan komme udenom. I stedet konkluderer rapporten, at hvis Sverige ikke havde fået sexkøbsloven, så ville antallet være steget, hvorfor loven er en succes.

[Ann Jordan skriver ikke, hvorfor denne begrundelse er forkert. Den svenske evaluering sammenligner med tal fra Danmark, som viser en kraftig stigning i antal sexarbejdere 2002-09 og konkluderer, at uden sexkøbs-forbud ville antal sexarbejdere være steget lige så kraftigt i Sverige. Men de danske tal var forkerte, der har også været en stagnation i Danmark. Se evt. mere her.]

Den svenske evaluering har mest fokus på købesex på gaden. Den bruger tal, som viser halvt så mange sexarbejdere på gaden efter loven i forhold til før loven. Dette fremstilles som lovens store succes i den svenske debat.

Men da der ikke er pålidelige tal for hvor mange der sælger sex andre steder end gaden, kan man ikke vide, om de sexarbejdere som ikke længere ses på gaden er stoppet – eller om de er flyttet inden døre eller er “gået under jorden”.

Desuden er der kritiske røster, som ikke stoler på påstanden om en halvering på gaden. Nogle svenske instanser mener, at det kraftige fald var en chok-effekt lige efter, at loven blev vedtaget, men at der er tegn på, at der derefter kom flere sexarbejdere på gaden igen. De nye som kommer til er blot migrante sexarbejdere i stedet for svenske.

Ingen beviser for mindre trafficking

Den svenske lovgivning har en meget vidtfavnende definition af, hvad trafficking til prostitution er. Den svenske straffelov definerer trafficking til prostitution som købesex, hvor der er en trediepart involveret. En trediepart kan være et motionscenter, en telefondame eller et bordel. Der behøver ikke være tale om tvang.

Med så bred en definition skulle man forvente, at trafficking til prostitution ville stige med sexkøbs-loven. Man skulle forvente et øget behov for hjælpere for at forhindre, at kunderne bliver arresteret.

Imidlertid har den svenske regering ikke tal for omfanget af trafficking (Skarhed 2010, 35). Regeringen stoler på politiet, som siger, at et forbud mod sexkøb er et bolværk mod menneskehandlere (Skarhed 2010, 9). Politiets udtalelse kan meget vel vise sig at være ønsketænkning, og der er ikke statistik, som kan af- eller bekræfte den.

[Politiets egne tal fra 2008-10 viser i øvrigt, at antallet af anmeldelser om både trafficking og rufferi er mere end fordoblet i perioden, hvilket ikke just tyder på, at sexkøbsloven har mindsket omfanget af trafficking i Sverige. Se evt. mere her. ]

Tal fra domstolene kan ikke afklare, om der har været tale om stigning eller fald, idet der har været meget få domme. Fra 2003 til 2009 er kun 22 personer blevet dømt for trafficking til prostitution i Sverige.

Forklaringen er nok den simple, at selv om man kalder sexarbejderne “ofre for trafficking” og selvom der er en trediepart inde i billedet, er der sjældent tale om tvang.

Lovens negative effekter

Som nævnt er det lovens formål at forøge den sociale fordømmelse af kunder og sexarbejdere. Kunderne vil desuden forsøge at undgå at blive pågrebet af politiet. Alt i alt betyder det, at erhvervet bliver nødt til at “gå under jorden” og det gør sexarbejderne mere udsatte.

– Risiko for vold.

Der er ikke pålidelige undersøgelser af, om loven har medført mere vold i miljøet. Men sexarbejderne selv giver udtryk for en øget frygt for vold og en oplevelse af, at de bliver udsat for mere vold end før loven (Dodillet og Östergren 2011, 23 – Scoular 2010, 20 – Hubbard 2008, 147 – Norwegian Ministry 2004, 12-14 – Östergren 2004, 2, 5).

Det er sandsynligt, at miljøet er blevet farligere efter loven. Når sexarbejderne “går under jorden” for at undgå politiet, havner de steder, som potentielt er farligere. Her kan de blive afhængige af kriminelle eller i hvert fald af personer, som ikke har noget imod at hjælpe, selv om kunderne begår noget ulovligt (Dodillet og Östergren 2011, 22 – Swedish National Board 2003, 4-48 – Bernstein 2008, 154, 163).

Og når kunderne risikerer at komme i fængsel, er de mindre tilbøjelige til at anmelde eller gribe ind, når der sker ulovligheder i miljøet. Af samme grund kan man næppe forvente, at kunderne vil anmelde mistanke om trafficking.

[Herefter gennemgår Ann Jordan en retssag fra Ontario i Canada, som i april 2012 har erklæret landets prostitutionslove for grundlovsstridige. F.eks. er det i strid med grundloven at forbyde bordeller, fordi bordeller tilbyder den bedste sikkerhed for sexarbejderne.
Ann Jordans pointe med gennemgangen er, at når de mere liberale prostitutionslove i Canada er grundlovsstridige, så er der stor sandsynlighed for, at den meget restriktive sexkøbslov i Sverige også er det.]

– Øget stigmatisering.

Sexarbejderne i Sverige kan tydeligt mærke, at de bliver udsat for mere fordømmelse og stigmatisering efter, at sexkøbsloven er trådt i kraft (Skarhed 2010, 34 – Dodillet og Östergren 2011, 21).

Samfundets og andre menneskers fordømmelse og stigmatisering er direkte skadelig for sexarbejdernes sundhed, sikkerhed og rettigheder (Crago 2009). [Dette dokumenteres også af Servicestyrelsen i Danmark i: Prostitution på massageklinik 2010.]

Imidlertid er det hensigten med den svenske sexkøbslov, at den skal forøge stigmatiseringen. I regeringens evalueringsrapport hedder det direkte, at sådanne effekter af loven “skal ses som positive ud fra det perspektiv, at formålet med loven faktisk er at bekæmpe prostitution” (Skarhed 2010, 34).

Tankegangen synes at være, at jo flere skader sexarbejderne får jo bedre, for det kan måske tvinge dem ud af faget.

Men derved diskriminerer man en samfundsgruppe, som ikke er kriminelle og som har krav på de samme menneskerettigheder som andre borgere.

– Mere politichikane.

Politiet krænker sexarbejdernes juridiske rettigheder i deres jagt på sexkunder. Sexarbejderne bliver kropsvisiteret, deres opholdssteder bliver gennemsøgt, deres personlige ejendele bliver beslaglagt og brugte kondomer bliver konfiskeret som bevismateriale (Kulick 2000 – Dodillet og Östergren 2011, 22 – Danna 2007, 37)

Når regeringen direkte opfordrer til at diskriminere og stigmatisere sexarbejderne, er det ikke så mærkeligt, at politiet farer hårdt frem imod dem. Men det er uacceptabelt i et retssamfund, så længe sexarbejde som sådan ikke er kriminelt.

– Sexarbejdernes sundhed er truet.

Der er grund til at være bekymret for, at den svenske sexkøbslov presser sexarbejderne ud i forhold, som er direkte skadelige for deres sundhed og sikkerhed.

De tvinges til at arbejde “under jorden”, hvor de har ringere adgang til sundhedssystemet og hvor de har ringere mulighed for at kommunikere indbyrdes, f.eks. om farlige kunder.

Når politiet konfiskerer brugte kondomer som bevismateriale, er der stor risiko for, at kunderne i stigende omfang vil kræve sex uden brug af kondom.

Både den svenske ombudsmand og FN’s særlige rapportør “vedrørende alles ret til sundhed” er bekymrede. De advarer mod, at kriminalisering og stigmatisering af seksuel adfærd fører til forringet sundhed, fordi de involverede ikke søger hjælp af frygt for fordømmelse, chikane eller juridiske konsekvenser.

Konklusioner

Den svenske sexkøbslov er et forsøg på at ændre privatpersoners seksuelle adfærd gennem tvang og trusler. Men det har ikke virket at true sexkunderne med fængsel.

Erfaringerne fra mange andre lande siger det samme. Den svenske regering kunne f.eks. have kastet et blik mod USA for at finde ud af, at det ikke virker. Gennem de sidste 100 år har diverse forsøg med forbud mod både køb og salg af sex ingen som helst effekt haft. Bortset fra, at en masse mennesker har fået svært ved at finde et job, fordi de har fået en stigmatiserende påtegning i deres straffeattest.

Andre lande, som overvejer at følge Sveriges eksempel, bør lære af de svenske erfaringer. De bør overveje, om de ønsker at spilde knappe ressourcer på en lov, der er dømt til at slå fejl og som samtidig helt sikkert gør mere skade end gavn for sexarbejdernes sikkerhed og sundhed.

Disse lande burde i stedet overveje at vælge løsninger, som bygger på videnskabelig dokumentation og rettigheder – frem for på følelser og ideologi. Lande der – som Sverige – har underskrevet de internationale aftaler om menneskerettigheder, burde leve op til dem. Bl.a. ved at forfølge princippet om mindst mulig skade for befolkningen (“do no harm”).


Referencer:

Bernstein, Elizabeth (2007):
TEMPORARILY YOURS: INTIMACY, AUTHENTICITY, AND THE COMMERCE OF SEX,
Univ. of Chicago Press.

Crago, Anna-Louise and Jane Arnott (2009):
Rights Not Rescue: A Report on Female, Male, and transgender Sex Workers’ Human Rights in Botswana, Namibia, and South Africa,
Open Society Initiative for Southern Africa and the Open Society Institute’s Sexual Health and Rights Project.

Danna, Daniela (2007):
Report on the city of Stockholm, in Prostitution and Public Life in Four European Capitals
,
Daniela Danna, editor, Carocci.

Dodillet, Susanne and Petra Östergren, The Swedish Sex Purchase Act:
Claimed Success and Documented Effects,
Conference paper, 2011.

Hubbard, Phil, Roger Matthews and Jane Scoular (2008):
Regulating sex work in the EU: prostitute women and the new spaces of exclusion, Gender, Place and Culture
,
vol. 15, no. 2, 137-152.

Kulick, Don (2000),
Talk delivered at Beijing Plus Ten meetings on the “Swedish model”
.

Norwegian Ministry of Justice and the Police (2004),
Purchasing sexual services in Sweden and the Netherlands: Legal Regulation and Experiences,
Working Group on the legal regulation of the purchase of sexual services.

Scoular, Jane and Maggie O’Neill (2007),
Regulating Prostitution: Social Inclusion, Responsibilization and the Politics of Prostitution Reform
,
British Journal of Criminology.

Swedish National Board of Health and Welfare (2003),
Prostitution in Sweden 2003: Knowledge, Beliefs & Attitudes Of Key Informants
.

Östergren, Petra (2004):
Sexworkers Critique of Swedish Prostitution Policy.