Odense 2010. Han har bestilt tid i forvejen: “Hej C. Har du en halv time ved 18-tiden i dag?” Vi aftaler kvart over seks, og jeg hører dørtelefonen på slaget. Vi smiler til hinanden, og jeg lukker ham ind. “Hej, jeg er fra politiet,” siger han.
Mit hjerte hopper. “Er det en joke?” Nej, svarer han og viser sit skilt uden synligt billede. Jeg siger at så må han gerne gå. Han siger at han har Skat med og at de har lov til at kigge sig omkring. Jeg siger at jeg kun har pligt til at fortælle ham mit navn og cpr-nummer. Han spørger sarkastisk om jeg er jurist, og jeg svarer at jeg kender mine rettigheder. “Vi har lov til at komme ind og stille nogle spørgsmål, og sådan er det bare”, siger han og lukker de andre ind: To unge betjente, en ældre mand og en kvinde.
Den ældre mand siger at han er fra Skat, og jeg protesterer igen både over at de overhovedet er i lejligheden og over, at der skal så mange til at tjekke mig. “Skat har ret til at være her til virksomhedskontrol”, siger han. Jeg spørger hvordan politiet så har det. “Vi skulle bruge politiet for at komme ind.” “Hvorfor det, hvis I har ret til at være her?” Han kigger væk med et grynt og går ind i stuen. Imens kigger betjentene sig omkring i lejligheden.
Krydsforhør
Så følger et krydsforhør på en halv times tid. Han starter med at spørge om jeg betaler moms, beder om mit cvr-nummer, spørger hvor mine virksomhedspapirer er, og så begynder han at spørge ind til, hvor og hvornår jeg arbejder, hvor længe jeg har gjort det osv.
Han skriver ikke noget ned, men damen står konstant og skriver, jeg ved ikke om hun fører referat. Jeg siger at han kan gå ind på min hjemmeside, hvis han vil se min vagtplan. Det gør ham sur. “Nu hører du lige her! Jeg skal ikke se nogen hjemmeside. Du skal bare svare på mine spørgsmål!”
Resten af forhøret foregår i samme tone, og hvis jeg ikke giver det svar, han vil have, råber han, fortæller mig at jeg er utroværdig og stiller de samme spørgsmål igen og igen. Det er svært for mig at give ham hvad han vil have, fordi det jeg siger er sandt, og jeg ikke kan presses til at lyve, så hele forløbet er meget belastende.
Fra det øjeblik de fem mennesker kom ind i lejligheden, og til en halv time efter de er gået, ryster jeg konstant. Jeg kan bedst beskrive følelsen som en kombination af vrede, frygt og angstanfald. Jeg er akut bevidst om, at der er tre mennesker i lokalet med pistoler i bæltet, og at ingen af dem interesserer sig for, om det de gør er lovligt eller ulovligt, og om jeg har det okay med det.
Den ældre mand begynder at spørge ind til lejeforholdene. Jeg forklarer, at jeg låner stedet af min veninde og kollega S, som kun er der en gang imellem. Jeg vil egentlig gerne betale leje, men det er rufferi, så hun kan kun låne mig lejligheden gratis. Han tror ikke på, at jeg ikke betaler leje, og han er der tilsyneladende for at efterforske, om S er bordelmutter. Han påstår at han har gang i en sag mod hende, at de allerede har beviser og at han nok skal få ram på hende. Han holder små foredrag mellem hvert spørgsmål om, hvor mistænkeligt og utroværdigt det er, at hun ikke opkræver husleje.
Samme tilgang har han til mig: “Bagefter går vi hjem og tjekker, om du betaler skat af det her, og så skal det hele nok blive åbenbaret”. Hvor er det inkompetent, tænker jeg, at han ikke engang gider tjekke om jeg betaler skat før han bruger en halv time på et krydsforhør – åbenbart for at få mig til at indrømme at jeg ikke gør. Det ville have været så meget nemmere bare at slå mit navn op i registeret.
Telefonen
Han spørger så meget til mit forhold til S, at jeg går hen mod mit ‘pauseværelse’ for at hente min telefon, mens jeg siger at jeg vil ringe til hende. Han råber at jeg skal i hvert fald ikke ringe til nogen.
Lidt senere beder han om et telefonnummer til S, og så får jeg modvilligt lov til at hente telefonen, men under overvågning af en betjent, der flere gange siger at jeg ikke må ringe til hende. Jeg finder nummeret til S, og den ældre mand ringer til hende. Der er telefonsvarer på. Så stiller de mig flere spørgsmål om S – hvad er hendes fulde navn, hvor bor hun, hvad hedder hendes mand – og fortæller mig igen at det altså er bordeldrift, hun gør sig skyldig i her, fordi hun lejer ud til andre.
Så skal vi opregne hvor mange kunder jeg har haft den dag, og hvor mange penge jeg har tjent, og så igen krydsforhør om S og ‘bordeldrift’.
Da den ældre mand endelig er ved at runde af, beder han mig sige til S, at hun skal ringe til dem. Han fortæller mig, at jeg jo alligevel ringer til hende, så snart de er gået, for at stykke en forklaring sammen. Heldigvis er det ligemeget, siger han, for det ændrer ikke på de beviser de har.
“Du gør jo ikke noget forkert”
Efter en pause siger han pludselig knapt-så-aggressivt at jeg ikke gør noget forkert her, hvis jeg er momsregistreret osv., så jeg har ikke noget at være nervøs for, og der er ikke nogen grund til at sidde og ryste.
Den ældre mand rejser sig, spørger de andre om de har andet der skal spørges om, og de siger nej. De går med venlige hilsener om at have en god dag, og den ene beder mig endda nærmest bekymret ‘passe på mig selv’. De skaber øjenkontakt og smiler på vej ud.
Endelig kan jeg lukke døren for hvad jeg mest af alt opfattede som en bevæbnet bande, der tvang sig ind i min intimsfære for at true mig i en halv time.
Efterskrift: Kommentarer fra SiO, sexarbejdernes interesseorganisation
Politiet har foretaget en efterforskning og ransagning. Det må de ikke uden dommerkendelse. De må godt beskytte en medarbejder fra Skat, men så skal de nøjes med det og iøvrigt forholde sig passive.
Vi har klaget over både Skat, politiet og kommunen.
Skat har undskyldt medarbejderen F’s opførsel og det, at han nægtede C at søge bistand under besøget. De siger også, at han ikke havde nogen konkret grund til at mistænke S for rufferi.
Kommunen mener ikke, at damen fra kommunen, B., har gjort noget galt, selv om det fremgår af sagens dokumenter, at hun havde registreret mange oplysninger om C, om S og om stedet – også efter at hun fandt ud af, at ingen fik offentlige ydelser. Efter loven må kommunen kun deltage for at undersøge svindel med offentlige ydelser og intet andet. Vi har anket sagen, men den er vist blevet “glemt” i Indenrigsministeriet.
Vi har klaget over den betjent, der afhørte C. Vi mener, at der skal køres straffesag mod ham, fordi han har gennemført en ransagning uden at have en dommerkendelse til det.