“Heksejagten på Jørgen Leth chokerede desværre ikke mig. Den nypuritanske strømning havde taget til i starten af det 21. århundrede, og jeg var selv blevet forfulgt af vrede feminister a la dem, der slagtede Leth, igennem flere år. Jeg havde ’fået en Jørgen Leth’ etapevist, spredt ud over de ti forudgående år, hvor jeg efterhånden havde vænnet mig til at blive omdøbt til ”Henrik Listepik” i grovkornede TV-satirer og ellers over hele linien i landsdækkende medier nedgjort som fed, grim, klam, falleret, sexturist, kvindehader, homoseksuel, selvoptaget, mandschauvinist, medieonanist, ”prustende libertiner” eller ”feministernes fjende nr. 1” (for at citere en stribe konkrete ord og vendinger, der er blevet brugt). Vel at mærke altid af samme slags yngre, kvindelige journalister og feminister med samme slags grimme, ukrudtsblomstrende ordforråd, som i de fleste tilfælde ikke kendte mig personligt, aldrig nogensinde havde mødt mig én eneste gang endsige i det mindste læst ret meget af, hvad jeg egentlig havde skrevet i mine åbenbart så anstødelige ”Henne om hjørnet”-klummer i Berlingske Tidende, i min tilsyneladende så mandschauvinistiske novellesamling ”Pussyland” (der både indeholdt skildringer af så politisk ukorrekte fænomener som analsex og købesex, uha!) eller min angiveligt så ukritiske biografi om ekspornostjernen Katja K – ”Katja Kxxx – Stjerne i Syndens By” – der vist ikke tog stærkt nok afstand fra den sexistiske ’undertrykkelse’, som Katja beklageligt nok bare ikke følte, at hun nogensinde selv havde været offer for. (Om end jeg i tilbageblik skamfuldt må erkende, at der vel hen ad vejen gik en vis sport i at provokere nyfeministerne, fordi deres reaktioner var så nemme at fremkalde ved at trykke på de rigtige knapper, ligesom da jeg drillede min lillesøster i barndommen – og ingen af delene er jeg stolt af … )”
***
”Alle har ret til et fedt køkken i et Velfærdsdanmark i starten af det 21. århundrede, hvor friværdierne svulmer, forbruget stiger og økonomien er bedre end nogensinde, men har det folkefærd, der i talrige internationale undersøgelser igennem de senere år er blevet kåret som ”verdens lykkeligste”, ret til et fedt sexliv i dette postuleret så frisindede land? Er denne ret i så fald demokratisk ligeligt fordelt imellem alle tænkelige demografier i dette i vor egen opfattelse så egalitære samfundssystem?
Har eksempelvis mennesker, der er for gamle eller for unge, for etniske eller for eksotiske, for tykke eller for tynde, for anderledes eller for grimme, for fattige eller for usoignerede, for fysisk eller for psykisk handicappede lige så meget ret til et fedt sexliv? Har forskellige typer af transkønnede eller hermafroditter lige så meget ret til et fedt sexliv? Har prostituerede, pornomodeller, strippere og andre slags kvindelige sexarbejdere – eller for den sags skyld de overvejende mandlige kunder, der forbruger deres seksuelle ydelser imod betaling – lige så meget ret til et fedt sexliv? Svaret på disse retoriske spørgsmål er i dagens Danmark et klart, tydeligt og ufortrødent ”NEJ!” Nej, nej og atter nej. For selvom sex – ligesom stålbørstede, tyske designer-samtalekøkkener – kan købes, byttes, leases og findes i ethvert tænkeligt prisleje inden for pornografi, striptease, prostitution, netdating og virtuel sex via computer, telefon eller webcam, regnes dét ikke for politisk korrekt endsige moralsk forsvarligt. Selvom vi igennem den seksuelle frigørelse siden 60’erne uden tvivl har fået en større seksuel frihed hver især, takseres vores ret til en virkelig fri seksuel selvudfoldelse af samfundet og omgivelserne dybest set ud fra, om det individuelle begær og de individuelle lyster betragtes som normale eller ej. Og dén normalitet, som alle vi andres seksualitet dømmes, defineres og i værste fald stigmatiseres (eller kriminaliseres) ud fra, er i dag som for 50 eller 100 år siden stadigvæk det monogame, heteroseksuelle parforhold imellem to yngre, jævnaldrende, ligestillede voksne partnere af hver sit køn, men med nogenlunde samme etniske, sociale og kulturelle baggrund, der dyrker fast sex med lyset slukket bag nedrullede persienner én eller to gange om ugen – og helst i missionærstilling, under dynen, med klimakset fokuseret i genitalområdet. Alt andet end dét er potentielt set underligt, anstødeligt og mistænkeligt; noget, man bør holde lav profil omkring; muligvis endda perverst, forkvaklet og undertrykkende for andre (kvinder).”
***
”Hvorfor pokker dog tage denne opslidende kamp for nogle marginaliserede, stigmatiserede ’sager’, som meget få andre tør stå offentligt frem for, og som det måske endda som forfatter og journalist koster én respekt, legater, anerkendelse, ærespriser og gode anmeldelser at blive forbundet med, spørger partnere, familie og venner? Hvorfor male sig selv op i et temmelig ensomt hjørne af samfundsdebatten for at forsvare nogle mennesker og miljøer, som i bedste fald bliver ignoreret, men mere typisk fordømt eller patroniseret af et flertal af den øvrige, ’normale’ befolkning? Hvorfor gøre sig selv til mulig syndebuk for disse års knugende nypuritanisme, når det er så nemt enten at glide ironisk overskudsagtigt af på de ’farlige’ emner som de fleste andre intellektuelle mænd (der også var markant fraværende i Jørgen Leth-’skandalen’) eller blot udtrykke sig om dem på den politisk korrekte måde?
Først og fremmest fordi den seksualpolitiske kamp her i starten af det 21. århundrede – sagt helt uden melodrama – i dén grad også handler om ytringsfrihed i et retssamfund, som ikke ville være et retssamfund, hvis der ikke var ytringsfrihed for alle dets borgere i alle anliggender (ud over muligvis afsløring af visse firma- og statshemmeligheder og bevidst offentliggørelse af belastende private oplysninger for at skade enkelte mennesker). I dette tilfælde seksuel ytringsfrihed: Ytringsfrihed til at italesætte det seksuelle og ytringsfrihed til at udtrykke sig seksuelt (eller om det seksuelle) for alle borgere i alle anliggender, også når (eller på måder som) ikke passer moralen, magthaverne, ’den offentlige mening’ eller de mere puritanske sociale diskurser (såsom den evangelisk kristne, den fundamentalistisk muslimske eller den politisk korrekte feministiske). Ytringsfrihed til at udforske og undersøge det seksuelle rum kunstnerisk, kulturelt, filosofisk, terapeutisk, psykologisk, videnskabeligt, socialt, politisk, personligt og pornografisk. Vel at mærke ikke blot frihed til at forarge borgermusikken med malerier af store, stive pikke på fine, statsstøttede kunstmuseer (selvom det da altid er cool nok!), men også frihed til at formidle egne og andres fiktive eller virkelige seksuelle erfaringer, frihed til at udtrykke/iscenesætte sig selv seksuelt og eventuelt tjene penge på det i det offentlige rum (igennem forskellige slags sexarbejde eller seksuelle happenings/performances) og for den sags skyld frihed til at skildre seksuelle sider af mennesket, som de fleste mennesker helst ikke vil mindes om, at de underbevidst besidder.”
Sidste Nat i Kødbyen er udgivet af forlaget Aschehoug i sommeren 2007 og koster 299 kr. www.henriklist.dk