Allerførst skal der lyde en helt enorm stor tak til de mennesker som kæmper denne kamp. Det har været og er stadig en hård kamp, men jeg synes virkelig at arbejdet har båret frugt. I kan i den grad være stolte af jer selv og jeres indsats.
For tre år siden var debatten på et helt andet – og uacceptabelt – niveau. I dag er debatten stadig ind i mellem på et uacceptabelt niveau, men det får ikke længere lov at være uimodsagt.
Og vigtigst af alt – vi kan pludselig begynde at snakke rettigheder. Det handler ikke længere bare om at kæmpe mod et forbud. Nu kan debatten blive fremadrettet og konstruktiv.
Men jeg vil nu alligevel bruge et par ord på forbuds-snakken – for jeg oplever at det ikke kan siges nok gange hvorfor et forbud er en skidt idé.
Forbudstilhængerne taler ofte for et forbud med det argument, at et forbud vil sende et signal om, at køb af seksuelle ydelser ikke er acceptabelt. Jeg synes ikke, det er acceptabelt, at man som politiker mener, det er vigtigt at sende et signal, når signalet – som i dette tilfælde – har konsekvenser, der reelt besværliggør hjælpen til en udsat gruppe. Det her handler ikke om signaler – det handler om mennesker.
Det sociale hjælpearbejde i Danmark vil blive amputeret, hvis vi indfører et forbud mod sexkøb. Frem for et forbud, som forværrer situationen, ønsker jeg fordomsfrit opsøgende arbejde og målrettet hjælp til dem, som har behov, samt en fuldstændig afkriminalisering af prostitution. Jo mere prostitutionsområdet kommer frem i lyset, jo bedre for de udsatte.
Så sent som i går debatterede jeg med en SF’er som mente at et forbud var en glimrende idé – uden dog at kunne begrunde det med andet end at det vil mindske antallet af prostituerede, fordi efterspørgslen falder. Samme person havde forinden orienteret mig om vigtigheden sociale foranstaltninger og han håbede at – og nu citerer jeg: ”Når vi får et forbud, så håber jeg at De Røde Paraplyer, SIO, m.fl., vil hjælpe til med at holde de dårligst stillede prostituerede så skadesløse som muligt.”
Mit svar lød: ” Jeg mener ikke det er SIO eller andres opgave – de advarer jo om at I med et forbud afskærer de sociale myndigheder muligheden for at hjælpe. Et forbud er at fralægge sig ansvaret for at hjælpe dem der har behov. I min verden så er det bedre at der måske er ti som man har mulighed for at hjælpe, i stedet for otte som man ikke kan hjælpe!”
Et forbud er ene og alene signalværdi – og jeg mener det er slesk tale og billig portvin når man det ene øjeblik taler om social indsats og det næste om forbud. Nu har vi brugt enorm meget tid på at argumentere imod et forbud. Nu synes jeg at hvis vi stadig skal tale om et forbud, så må dem der ønsker et sådan begynde at argumentere for og forklare hvordan de mener det hænger sammen med deres flotte salgstaler om social indsats. Der er 5-6.000 prostituerede i Danmark. 5.-6.000 mennesker, der har lige så meget ret til respekt, anerkendelse og rettigheder som resten af os.
Jeg forstår ikke den manglende respekt for voksne menneskers eget valg. Vi ser, at man i misforstået godhed fratager en gruppe borgere deres rettigheder – fordi disses valg af livsstil og erhverv ligger langt fra de gængse forestillinger om et godt liv.
Sexarbejderne har foretaget et frit valg blandt flere alternativer. Og vi bør anerkende dette valg. Det var måske ikke det, vi ville have valgt, men det er ikke os som politikere, der skal bestemme, hvordan folk skal vælge at leve deres liv. Vi skal blot sikre, at alle har mulighed for at vælge et for dem godt liv, uanset hvad deres valg måtte være, blot det ikke skader andre. Og hvad der er godt er individuelt. Ingen kan stille sig til moralsk dommer over for den enkeltes valg.
Sexarbejdernes behov er at få anerkendt deres valg og undgå stigmatisering. En løsning for dem vil være, at prostitution bliver afkriminaliseret, at erhvervet bliver anerkendt og at de får rettigheder som alle andre.
Ofte glemmes det at sexarbejdere faktisk er mennesker af kød og blod og med selvstændige meninger og holdninger. Hvis debatten skal blive mere kvalificeret skal vi først og fremmest lade sexarbejderne komme til orde.
Jeg vil endnu engang takke jer for at have taget ordet – jeg håber at næste år så er det politikerne der giver jer ordet.