Seksuel uvidenhed

Kronik af Steen Schapiro Bragt i Politiken d. 6. juli 2003

Danskernes seksualkultur er i rivende udvikling, men debatten og den viden som indsamles og citeres, er uhyggeligt mangelfuld.

I alle vestlige samfund er der i de sidste 10 år sket en væsentlig ændring af vores seksual- og kropskultur. Bølgen kaldes for “Moderne Primitivisme”, og indbefatter en nysgerrighed over for bl.a. piercing, tatovering, kropskunst, seksuelle ritualer og indre udforskning. Umiddelbart kan det ligne en modebølge, fordi medier, reklamer og rockstjerner med stor ildhu og udbytte har taget de nye koder til sig. En af den bestående kulturs måder at modvirke den alternative trend på, er netop at få den til at se ud som en modebølge, en sundhedsfare og en synd. Men reelt søger de nye strømninger mod en mere spirituel sammenhæng mellem mennesket og erotikken. Det er vist mere end en modebølge.

Udover “Moderne Primitive”, er der sket en måske endnu vigtigere revolution. Teknologien og dermed massemedierne har ændret sig ekstremt hurtigt de sidste 20 år. De unge generationer får helt nye muligheder for at danne sig selv som menneske – en ny og ukendt slags bevidsthed, og udvikler nye evner til at bruge de nye medier, bl.a Internettet, mail, chat, SMS, kabel-TV og betalingskanaler. Dette virker især stærkt på et af de vigtigste områder i menneskets identitet; seksualiteten. Når så mange nye veje åbnes for at unge kan undersøge hvem de er, og hvordan de kan være mennesker i denne verden, skabes der også en række nye problemer. Derfor er seriøs, dedikeret og fordomsfri rådgivning, debat og forskning meget vigtigt. Dette sker desværre på ingen måde i nutidens Danmark.

Og det kan subkulturerne tydeligt mærke. Stadig flere søger ind i de seksuelle miljøer, især er kvinderne kommet på banen, unge såvel som ældre. Mange søger anonymt via nettet, og finder derved frem til mere eksklusive miljøer. Unge er væsentligt meget tidligere afklaret omkring seksualitet og dens mangfoldighed end nogensinde før – hvilket ikke nødvendigvis betyder at de unge er hurtigere ude – blot mere bevidste om det, som for kort tid siden var strengt tabu. Nogle klubber prøver blot at ride med på en bølge eller score hurtige penge – men de mange seriøse miljøer og foreninger er i fuld fart med at videreudvikle deres etik og samværsformer.

Men basalt set mangles der fordomsfri interesse, forskning og viden om hvordan de seksuelle miljøer i dag fungerer, hvilket bevirker at mange af det moderne samfunds tegn misforståes aldeles. På en nyligt debat-arrangement afholdt af sexologisk klinik, vidste stort set ingen af de fremmødte eksperter f.eks. hvad en “swingers-klub” er, endsige hvordan en “SM-forening” fungerer. Alligevel har man masser af holdninger, fortolkninger og løsningsmodeller på, hvordan man skal behandle de stakkels mennesker som er ramt af perversioner.

Selve sproget, begreberne vi bruger om seksualitet, er en del af årsagen til problemet. De fleste af de ord vi idag opdeler seksualiteten i, f.eks. feticisme, exhibitionisme, masochisme, o.s.v., stammer faktisk fra industrialiseringens tid, 1880’erne. Den østrigske forsker Richard von Krafft-Ebing opfandt i bogen “Psychopathia Sexualis” (1886) en række nye ord, som adskilte det, som tidligere simpelthen var seksualitet, i små sygdoms-definerede bidder. Suppleret af Freud, udviklede man et meget firkantet og nu aldeles forældet syn på “perversioner”.

Et simpelt eksempel på, hvor utidssvarende disse begreber i dag er, er at exhibitionister og fetichister per definitionerne kun kan være mænd. I dag er der næsten overvægt af kvinder, der dyrker disse sex-former, i klubber, til fester, på nettet, osv. Ligesådan defineres “sadister” og “masochister” som afstumpede, fastlåste stakler, hvis fikseringers egoistiske natur gør at de to poler umuligt kan finde lykke sammen. I dag er de fleste faktisk “switches”, altså i stand til både at nyde at dominere og at underkaste sig – og samlet bruger man fællesbegrebet “sadomasochisme” – eller mere menneskeligt, “erotisk dominans”. For slet ikke at tale om “homoseksualitet”, som herhjemme ikke længere anses for at være en sygdom, trods lærebøgernes bekymringer.

Helt galt går det, når vore behandlere så selv blander begreberne sammen – eller ukritisk overfører dem på seksualkulturen af i dag. Der er f.eks. ingen sammenhæng mellem det, formiddagspressen kalder en “sadistisk morder”, til de nænsomme dominans-udforskninger i kærlighedens indre rum som foregår i SM-miljøerne. Skræmmende er det, at lægeverdenen i dag stadig går ud fra disse sygdomsopfattelser – selvom Det Sorte Selskab i 1995 fik foranlediget den danske sundhedsminister til at fjerne SM fra sygdomslister, gik det meste af lægevæsenet blot over til at bruge WHO’s internationale liste, hvor SM-posten stadig står på.

Lægeverdenen hæmmes selvfølgelig af, at den primært må begribe mennesket ud fra alle de sygdomseksempler de ser – patienter, hvis psyke er forlist og sidder fast. Men de fænomener, lyster, drømme og drifter, som vore eksperter kun ser i sygeligt overdrevet grad, kan jo fint være en almindelig (eller ualmindelig) positiv og vigtig menneskelig ressource, som vor nuværende kulturs autoriteter blot ikke kan begribe.

Fetichkulturen samler nu, hvad der i et langt århundrede har været adskilt af vort “fornufts-samfund”. Her fejres fascinationen, begæret, de indre drømmebilleder, rollespillene, arketyperne – i et ansvarligt forum med fokus på sikkerhed og god, fordomsfri opførsel. Her kommer både fetichister, exhibitionister og voyeurister, homo- bi- hetero- og trans-seksuelle, transvestitter, swingers, SM’ere, og andre kraftfyldte mennesker som med stor respekt for hinanden manifesterer deres dybeste visioner, drifter og lyster. Der kommer i øvrigt flest kvinder, og arrangementernes etik og moral er i høj grad baseret på det, man traditionelt kalder “kvindelige værdier”.

Psykologien og psykiatrien misfortolker altså ofte det som rører sig i seksualitetens mysterier. Et eksempel er Jungs teorier om “skygge-arbejde” – som handler om, hvor vigtigt det er, at vi udforsker vore ukendte sider , som er sårede, vrede, fascinerede, ærefrygtige, og som kommunikerer til os gennem drømme og urgamle symboler. Ved at konfrontere smerten og tvivlen og drifterne, kan vi blive dybfølt forløste og finde helhed. Det lyder som en slags terapi – og til forveksling også som fetich/SM-sex, hvor de elskende skaber en slags drømmeunivers, og dyrker symbol-sex! Men den traditionelle behandler fortolker den symbolbaserede seksualitet som forsinkede overgangsritualer – fra pubertet til voksen, fra det ubevidste til ego’et, fra almagtsfølelse til ydmyghed, og konkluderer derfor, at SM’ere og fetich-folk må være fastlåste i en følelsesmæssig umodenhed.

Men ligesom stammefolk jævnligt gennemlevede overgangsritualer, omgiver det såkaldte moderne menneske sig hele tiden med genfødsels-riter og helte-myter, fra sport og dannelsesrejser, til action- skræk- eller kærligheds-film – eller i forbindelse med religion. Man kan derfor lige så vel konkludere, at SM’ere er ekstraordinært bevidste og stærke mennesker, som formår at dykke dybere ind i selve riternes og symbolernes natur. En personlig seksualform som integrerer skyggesiderne med den daglige bevidsthed, og udforsker selvet og kærligheden gennem disse magiske mysteriespil. Det er ikke så mærkeligt, at så mange mennesker i det moderne samfund interesserer sig for dominanslege.

De som i dag skal beskytte, rådgive, opdrage og behandle de nye generationer af mennesker, er særdeles splittede internt. Nogle værdisætter de nye muligheder negativt, ud fra de traditionelle fortolknings- og løsningsmodeller. »Hvis man har lyst til at eksperimentere med sin seksualitet og er man i tvivl, så må man søge en professionel vurdering«, mener sexolog Leif Mousten, i Politiken 9/6-03. Mousten advarer videre om krænkelse, sygdom og social ulykke, hvis man nærmer sig subkulturerne. Hvilket får en læser med min baggrundsviden til at spekulere over, om han trænger til behandling (!)

Stik modsat skriver en anden sexolog, Gert Erichsen, i Politiken 4/5-03: “Patienten har ret til sin egen sexualitet, uanset hvad sexologen har af hæmninger (…) Det kan ikke være vores opgave at behandle folk til at holde op med at have en særlig lyst. Det har man jo forsøgt med bøsser med ringe held, mildest talt”. Sandheden ligger sikkert et sted midt imellem – men sikkert er det, at hvis man som professionel skal guide og heale i denne nye verden, er det ekstremt nødvendigt at gå meget nytænkende til værks, se på de nye mediers positive muligheder, og give tidssvarende rådgivning og undervisning, både til børn og voksne.

Der er selvfølgelig andre slags eksperter end lige dem fra behandlerområdet. Men der er ret få af dem, og deres uddannelse, indgangsvinkel og formål er ret uklart. Alt for ofte bliver personlige fordomme eller private, uvidenskabelige teser gjort til fakta. Den tankevækkende nye debatbog, “Danmark under Dynen”, tager fingeren på pulsen på Danmarks seksualkultur lige nu – og afslører mange grove mangler i debatten om f.eks. porno eller prostitution.

Et nyligt eksempel på problemet er et noget diffust postulat fra Helge Myrup, en skolelærer som er tilknyttet Lysthuset, en seksualoplysende institution i Århus. Han har fortaget en “privat undersøgelse” og postulerer nu, at “14-17 årige drenge ser 30 minutters porno om dagen” – et sensationelt (nogle ville sige absurd) tal. Den noget diffuse påstand er ikke underbygget af metode, uddybende forklaring eller nuancering af, hvordan han har fundet tallet, hvordan porno defineres, hvem og hvordan der blev spurgt, osv. Og søger man på Myrups navn på internettet, ser man at tallene svinger vildt, fra10 til 30 daglige minutter – og at den “private undersøgelse” nu er citeret som fakta hos undervisningsministeriet, en international kvindekonference, af TV2 samt internationale medier, osv.. Et foruroligende eksempel på Myrups indgangsvinkel kan læses ud fra et interview med ham i Politiken 27/1-2003: »Blandt nogle af de unge, jeg møder, er der en del fokus på analsex, og det skyldes jo ene og alene det faktum, at analsex er en fast bestanddel af enhver pornofilm«. Denne påstand reflekterer åbenlyst skolelærerens personlige moral/normalitets-syn, i stedet for at dyrke forskning. Hvad nu, hvis analt samleje f.eks. er en integreret del af det moderne menneskes seksuallyst? Det påstod Freud i hvert fald for 110 år siden, og det kender jeg mange som synes – uden at de nødvendigvis behøver være traumatiserede af pornografi. Jeg formoder at skolelæreren har alle gode intentioner, men – er der ikke nok af ufundamenterede, holdningsprægede og alarmerende myter i debatten allerede?

Udover psykologi, psykiatri og nogle temmeligt medie-orienterede politikere, domineres debatten i øjeblikket meget af en gruppe som kalder sig Kvindeligt selskab. Det dualistiske navn på den medie-aggressive forening er (ligesom “feminisme” i øvrigt) ganske manipulerende. Med adskillelsen af kvinder og mænd – eller af mandlige og kvindelige værdier – har man som udgangspunkt droppet helhedsperspektivet, og fastlåser i stedet sig selv i et opsplittet virkelighedssyn, hvilket lukker for dialog og dialektik. Samtidig er stort set alle kvinder, jeg kender, dybt uenige med førnævnte selskabsholdninger, og føler sig krænket af dem. Desværre bliver debat-indlæggene fra disse sider hovedsagligt baseret på mistro, fordomme og moralske systemer, i stedet for på indlevelse eller videnskab.

Det, som denne kvinde-gruppe aldeles ignorerer, er, at de fleste seksuelle subkulturer netop er baseret på feminine værdier. Seksuel udforskning, kærlighed og ømhed, blandet med respekt, indlevelse, dybde er nøgleord for de seriøse sexklubber. Her er der plads til mange former for kvindelighed – ikke kun de politisk korrekte.

Den dominerende fortolkning af feminisme, som vi stadig lever med i Danmark, virker temmeligt fastlåst. Hvis en kvinde – eller et menneske – kan lide porno, vælger at blive model eller aktør, ønsker at udforske sin egen seksualitet eller begynder at arbejde med seksualitet professionelt – er paratholdningen alt for ofte, at hun er et stakkels offer, som skal frelses fra mandlig voldtægt og udnyttelse. En stor del af diskussionen synes at være baseret på et mærkværdigt ideal om “seksuel ligestilling” mellem kønnene – hvilket ikke altid er særligt erotisk, ikke nødvendigvis særligt naturligt – og langt fra noget, som alle kvinder ønsker sig. Det kan f.eks. mange seksuelt dominerende kvinder tale med om.

Baseret på virkeligheden og på de stærke, afklarede og stolte kvinder jeg kender fra subkulturerne, er sådanne paratholdninger rygende absurde og aldeles nedgørende overfor det kvindelige og seksualitetens mangfoldighed. Fordømmelse af modige, stærke kvinders erotiske udforskning gentager blot den undertrykkelse, man egentligt ville kæmpe imod.

Jeg tror, at den ekstremt usammenhængende debat skyldes, at vi i de vestlige lande lever midt i et paradigme-skifte – eller mere præcist: med splittede paradigmer. Vor kultur har flere forskellige værdisæt og normer, på een gang. Dels har vi det traditionelt kristne samfund, med skam- og skyld-baserede patriarkalske værdisæt og med monogamitet som ideal. Men samtidig dyrker og nyder vi en mere hedensk moral, som opfordrer til individuelle eksperimenter, polygame forhold, personlig udforskning – også på det seksuelle område. Vore medier, reklamer, moder og popstjerne hylder og opfordrer til en “friere” seksualitet, og vi ser på seksuelle alternativer, fetich-fester, porno, o.s.v. med et nysgerrigt, respektfuldt frisind.

Så vi diskuterer ud fra et helt udefineret ideal. Hvad er helligt, positivt eller blot naturligt i Danmark lige nu? Fra nogle synspunkter er seksualitet og individuel udforskning af de mange variationer, en meget vigtig, positiv, livsbekræftende styrke i mennesket, som netop frigør kvinders seksuelle styrke fra deres traditionelle ydmyge rolle. For andre er de en blinkende advarselslampe om fikseringer og sygdomme, som undertrykker udnyttede kvinder og hvor eksperimenterende erotik eller lyst til erotisk inspiration, er dybt unaturligt. Nogle ser seksualitet som en problematisk farezone, andre som en vigtig uudgrundelig kilde til elskov, forløsning og opdagelsesrejse i den menneskelige tilstand.

Denne dobbelte – eller splittede – seksual-kultur, kan sætte det seksuelt nysgerrige menneske, især de unge, i en hård klemme – hvilken moral og følsomhed skal jeg følge, hvad er normalt, og hvem skal jeg tro på? Derfor stiller de nye og anderledes værdisæt vigtige nye krav til “eksperterne” såvel som debattørerne. Ligesom forældre må sætte sig ind i de unges præmisser og virkelighedsbillede for at kunne guide de nye generationer – ligesådan må alle seriøst interesserede sætte sig ind i moderne seksualkultur med et åbent sind, før man kan tillade sig at blande sig. Hos de unge ligger fremtiden, og i subkulturerne findes en enorm viden – og der foregår i øvrigt en kontinuerlig intern debat på et langt højere plan end i hovedstrømmen.