Mange tilfredse massagepiger

Debatindlæg af Erik Bork, forfatter og journalist Bragt i Politiken 2004

Hvis en massagepige siger, at hun det godt, med det hun laver, så anser man hende for vanvittig, sexmisbrugt eller begge dele. Man tager åbenbart det udgangspunkt, at kvinders seksualitet som udgangspunkt er uskyldsren, blid og altid kærlighedsfuld, mens mandens seksualitet altid er på randen af en forbrydelse.

Det var interessant at se forfatter og exprostituerede Charlotte-Odile Poulsens debatindlæg i Politiken fredag den 25. juli om prostitution. Ikke så meget på grund af indholdet i læserbrevet, for det er nøjagtigt det samme, som hun har gentaget et utal af gange. Men mere fordi Charlotte-Odile Poulsens (COP) synspunkter om emnet passer så godt i det politisk korrekte ræsonnement om massagebranchen, at hun altså atter får spalteplads i aviserne, ligesom hun er en yndet gæst ved talkshows og debatter om prostitution.

COPs synspunkter om massagepigernes hverdag kan sammenfattes i en feministisk diskurs om patriarkatet, og den tager tilsyneladende udgangspunkt i opfattelsen af mænd som potentielt voldelige og kvinder som ofre i den seksuelle akt. Udfra den opfattelse og med hendes egen baggrund som prostitueret hævder hun at tale på vegne af landets massagepiger. Problemet er bare, at hun har glemt at tage dem i ed. Prostitutionsdebatten i Danmark er nemlig præget af Tordenskjolds soldater, og blandt dem med prostitutionserfaring står i øjeblikket kun et par stykker – og COP er en af dem.


Det betyder dog langtfra, at alle andre massagepiger er enige med hende. Snarere tværtimod. De tør såmænd bare ikke stå frem og sige deres mening af frygt for at blive kaldt voldtægtsofre, psykisk syge og sygdomsbefængte, for nu at bruge nogle af de ord som COP så ”fordomsfrit” hæfter på dem. Jeg har igennem mange måneder blandt andet researchet i det danske massagemiljø (dog ikke blandt de narkoprostituerede, der udgør et selvstændigt problem) i forbindelse med tilblivelsen af min bog ”Danmark under dynen,” og selv om jeg ikke vil hævde at tale på vegne af alle Danmarks massagepiger, så tør jeg godt fastslå, at ingen af de mange massagepiger, jeg har talt med, kan genkende det billede som COP tegner af dem.
De beklager sig tværtimod over konstant at blive sat i bås af bedrevidende medsøstre, der hævder at tale på deres vegne, og de genkender hverken de voldstrusler eller gældsfælder, som COP så malende beskriver.


Faktum er, at prostitutionsdebatten i Danmark er blevet monopoliseret af de politisk korrekte meninger, og det er ikke kun COPs mange offentlige optrædender et eksempel på. Ved en storstilet konference sidste år i DGI-byen arrangeret af Kvindeligt Arbejderforbund var konklusionen om de ”prostituerede som ofre” endnu engang givet på forhånd og blev naturligvis også bekræftet af samtlige paneldeltagere. Hvad der var det mest skræmmende ved konferencen var imidlertid, at Danmarks statsfinansierede prostitutionscenter, PRO-centret, ligefrem havde frarådet Kvindeligt Arbejderforbund at invitere udøvende prostituerede med til konferencen for – som det hed – ”de prostituerede ville bare forplumre debatten”.
Det er fuldstændig vanvittigt, at man i en debat om prostitution end ikke vil høre på de prostituerede selv – bortset fra nogle enkelte med de rigtige synspunkter – og hvorfor mon ikke? Måske fordi langt de fleste prostituerede ikke har den ødelæggende opfattelse af deres hverv, der har gjort Charlotte-Odile Poulsen til en mediedarling i de korrekte meningers navn.


Nu var det imidlertid sådan, at en massagepige fra massagepigernes egen organisation BDEA alligevel havde fået nys om konferencen, og var dukket op på egen hånd. Hun turde dog ikke rejse sig og sige noget, men efter konferencen fik jeg lejlighed til at tale med hende, og hendes reaktion på konferencen var ordret:
”Det er meget grimt at høre på, hvad andre mennesker mener om sådan en som mig. Jeg bliver så vred. Jeg har mest lyst til at rejse mig og råbe, at de alle sammen er fulde af løgn. Men jeg tør ikke. Alt, hvad vi massagepiger ønsker er jo bare ordnede forhold, fuld legalisering og respekt. Hvorfor skal andre hele tiden fortælle mig, at jeg er syg. Måske er jeg bare, som jeg er”.
Det var altså den holdning, der ifølge PRO-centret bare ville ”forplumre debatten om prostitution”!

Det, der helt overordnet er interessant ved debatten om prostitution i Danmark er, at man på den måde fuldstændig fratager massagekvindernes evne til at tænke og tillige have en fri vilje. Hvis en massagepige siger, at hun det godt, med det hun laver, så anser man hende for vanvittig, sexmisbrugt eller begge dele. Man tager åbenbart det udgangspunkt, at kvinders seksualitet som udgangspunkt er uskyldsren, blid og altid kærlighedsfuld, mens mandens seksualitet altid er på randen af en forbrydelse. Dermed begår man en slags ”hekseuddrivelse” hos kvinden, der ender med at skade begge køn, og kan ses mest grotesk i Sverige. Her jagter politiet de mænd, der med et bundt hundredekronesedler i lommen vover at nærme sig den ”uskyldsrene” kvinde – også selv om det altså er kvinden, der begynder med at tilbyde sig.

Den opfattelse af kvindens seksualitet som ren og mandens som beskidt gennemsyrer også den danske prostitutionsforskning. For eksempel når PRO-Århus – som det skete for nogle år siden – kiggede nærmere på mandlige prostituerede, gigoloer, og med det samme godtog mændenes udsagn om, hvorfor de prostituerede sig: Flertallet af mænd angiver at ”sextrang, nysgerrighed og ønsket om at eksperimentere” er de drivende kræfter i deres job som gigoler, som det stod at læse i undersøgelsen.

Men den slags udsagn er forbeholdt mænd. Hvis en massagekvinde fortæller nøjagtigt det samme, bliver det øjeblikket nedtonet og kaldt selvbedrag. Også selv om det er sandheden.

Endelig er det helt grotesk at være vidne til, hvordan politikere og organisationer i øjeblikket pudser glorien i forbindelse med debatten om flere bordeller i Athen op til OL. Sandheden er, at Grækenland forsøger at give de prostituerede ordentlig forhold med legalisering og licenser. Det kunne Danmark og de øvrige nordiske lande lære noget af. Men vi vil åbenbart hellere pege fingre af de lande, der forsøger at forbedre de prostitueredes forhold, og så fortsætte med at nedgøre vores egne danske kvinder, der helt frivilligt har valgt massagebranchen.

Det er hykleri.