Der foregår i Danmark i disse dage en heftig debat for og imod en regulering af den gældende politik på prostitutionsområdet. Det er i dag lovligt at købe og sælge seksuelle ydelser, mens rufferi, det vil sige at tjene på andres seksuelle ydelser, er ulovligt.
Debattens tre hovedsynspunkter er som følger:
SF og de radikale arbejder for, at Danmark kriminaliserer købet af seksuelle ydelser efter henholdsvis svensk og finsk forbillede. Ifølge svensk lov er alt køb af seksuelle ydelser forbudt, mens finsk lov forbyder køb af seksuelle ydelser af prostituerede udsat for menneskehandel. Flertallet af partierne i Folketinget, herunder regeringen, ønsker dog at bevare lovgivningen, som den er, men øge den sociale indsats på området. Endelig mener nogle, herunder en del sexsælgere, at prostitution bør anerkendes som et arbejde med tilhørende rettigheder, samt at prostituerede skal have status som en minoritet med krav på mindretalsbeskyttelse imod diskrimination.
De tre synspunkter splitter både de politiske partier, pressen og flere meningsdannere. Fagbevægelsen og de fleste kvindepolitiske foreninger støtter en kriminalisering af sexkunderne. Målet er at begrænse prostitution, fordi man mener, at det er skadeligt for de udøvende, og fordi prostitution ses som seksuel vold imod kvinder. En del forskere opponerer dog imod en kriminalisering, fordi de mener, at den vil forværre de prostitueredes forhold og være en indgriben i retten til frivillig seksuel udveksling. Man frygter, at konsekvensen bliver dårligere sociale kår, større marginalisering af de udøvende og mere kriminalitet i miljøet uden dermed at begrænse antallet af prostituerede. Et stigende antal prostituerede, der er begyndt at kalde sig sexarbejdere, mener derimod, at de har krav på indflydelse på de beslutninger, der tages på området. Eftersom deres indtjening ved prostitution er skattepligtig, mener de at have krav på dagpenge og mere respekt fra samfundet.
DEBATTEN OM prostitution er de senere år steget i intensitet på grund af frygten for en øget menneskehandel i Europa. Menneskehandel er stadig et område, forskere ved ganske lidt om, og derfor har der været plads til mytedannelse på området. Vi ved, at der findes netværk i Europa og på verdensplan, der lokker kvinder ud i prostitution imod deres vilje, men omfanget er svært at konstatere. Det er blandt de udenlandske prostituerede, at det ubehagelige fænomen er registreret.
Vi ved, at de udenlandske prostituerede udgør ca. halvdelen af det totale antal prostituerede i Danmark, det vil sige mellem 2.000 og 2.500 personer. De to største grupper kommer fra Thailand og andre dele af Asien og fra Øst- og Centraleuropa, og et mindre antal kommer fra henholdsvis Nigeria og andre dele af Afrika og fra Caribien og Sydamerika.
Modsat hvad de fleste tror, er det ganske få af disse kvinder, der er handlet. Ifølge Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, der leder indsatsen imod menneskehandel, er det maksimalt 1-2 procent af de udenlandske kvinder, der er udsat for menneskehandel. Også nyere forskning i migration og trafficking bakker op om, at menneskehandel i Danmark er mere begrænset end normalt antaget.
Når de fleste har en ide om, at antallet af handlede kvinder er langt større, hænger det bl.a. sammen med, at en stor del af prostitutionsmiljøet er mørkelagt, og at det derfor er svært at lave egentlige undersøgelser. Årsagen er, at mange prostituerede lever et dobbeltliv eller frygter at blive fordømt, hvis de udtaler sig til journalister eller forskere. Det betyder, at myterne får frit løb, hvilket har kunnet ses i medierne i løbet af det seneste år.
F.eks. stod der for nylig i dagbladet 24timer, at der er 4.000 sexslaver i Danmark. En uhyrlig påstand, som da heller ikke havde nogen kildehenvisning. Af andre eksempler kan nævnes dokumentarfilmen ’Fanget som luder’, der blev vist på TV 2 i november sidste år. I programmet, der fokuserer på to kvinder udsat for handel, siges det bl.a.: »Flere tusinde unge kvinder lever i prostitution, og rystende mange lever tilmed under slavelignende forhold«. Og: »Det er samtidig historien om mange af de andre kvinder, der lige nu befinder sig rundt omkring i kældre og baghuse overalt i landet«. Begge udsagn bygger på myten om omfattende sexslaveri i Danmark.
At filmen giver et fordrejet billede af problemets karakter og omfang understøttes af socialantropologen Sine Plambech, der har udført feltarbejde blandt thailandske prostituerede: »Filmen antyder, at alle thailandske prostituerede er lokket eller tvunget hertil, hvilket er forkert. Folk får en ide om, at årsagen til, at disse thailandske kvinder er i landet, er bedrag eller tvang. I virkeligheden var det for næsten alle dem, jeg mødte i branchen, fattigdom, der var årsagen til, at de havnede i Danmark, med eller uden andres hjælp. Kvinderne prøver selv aktivt at komme til Danmark for at tjene penge til deres fattige familier og landsbyer«.
Rygtemaskinen var også i spil i forbindelse med afholdelsen af fodbold-VM i Tyskland i sommer. I den forbindelse svirrede rygterne om massiv og organiseret kvindehandel. Observatører mente, at mellem 40.000 og 100.000 handlede kvinder ville komme til Berlin og blive indkvarteret i containere, der skulle fungere som bordeller. Det viste sig at være opspind. Der kom ifølge tysk politi højst 800 massage- og escortarbejdere til de tyske storbyer i forbindelse med arrangementet, og der blev ikke rapporteret om handlede kvinde, hvilket tyder på, at antallet var begrænset.
DE FEJLAGTIGE tal og myter vedrørende kvindehandel er et problem for politiets indsats på området. For nylig udtalte kriminalinspektør Kim Kliver, der er leder af rigspolitiets indsats imod kvindehandel, følgende til Politiforbundets hjemmeside:
»Vi oplever ofte, at medier måske sluger løse rygter i forhold til netop et område som kvindehandel og ophøjer dem til fakta, som politikerne skal forholde sig til. Det er en myte, at de prostituerede, som kommer til Danmark, er blevet tvunget hertil uden deres viden«.
Problemet er, at mange politikere abonnerer på myten om udbredt sexslaveri. Når politiet ikke kan finde sexslaver i hobetal, mener politikere, at det skyldes, at indsatsen er for slap. Dermed presser politikerne politiet til at bruge enorme ressourcer på et relativt lille område på baggrund af løse rygter i stedet for at koncentrere sig om problemer med f.eks. rufferi og overgreb på prostituerede.
Uanset hvilken holdning man har til prostitution, går alle partier og meningsdannere ind for at bekæmpe kvindehandel. Men også her er man splittet i forhold til midlerne. Tilhængerne af et forbud mener, at bagmændenes incitament til menneskehandel fjernes, hvis købesex kriminaliseres.
Modstanderne af et forbud frygter derimod, at hele prostitutionsmiljøet forrås, og at politiet får sværere ved at modarbejde kvindehandel, når de samtidig skal bruge ressourcer på at overvåge og anholde prostitutionskunderne. Endelig frygter mange sexarbejdere, at et forbud vil øge stigmatiseringen af hele prostitutionsbranchen. De foretrækker, at man giver udenlandske prostituerede opholdstilladelse og økonomisk støtte til at afbetale deres gæld.
Kilder:
Sine Plambech: From Thailand with Love: An ethnographic inquiry into female migration from Thailand to Europe, 2007.
Maibritt Gamborg Holm: Nigerianske kvinder i prostitution i Danmark –migranter, sexarbejdere og midt imellem, 2006.
Marlene Spanger: Black Prostitutes in Denmark, 2002.