Dagens kronikør kritiserer tidens nypuritanisme og de manglende nuancer i den seksualpolitiske debat om pornografi og prostitution herhjemme – og undrer sig over, hvorfor afstanden imellem Big Mother-statens elite og den brede befolkning er så stor på netop dette kontroversielle område.
En meningsmåling i landets oplagsmæssigt største avis, Søndagsavisen, viste her den 6. maj, at et solidt flertal på 55,8% af danskerne stadigvæk er imod en kriminalisering af prostitution, mens 31,8% procent er for. Blandt de adspurgte mænd var 70,9% imod en kriminalisering, men det var (måske mere overraskende) faktisk også 40,6% af de adspurgte kvinder. Tal, der afspejlede samme tendens som en tilsvarende meningsmåling sidste år i Politiken. Og tal, der skal ses i forhold til den massivt kritiske, ensidigt negative og indimellem decideret usaglige dækning af netop prostitutionstemaet i de danske medier.
Ikke for at bruge ”50 millioner Elvis-fans kan ikke tage fejl”-argumentet – for det kan 50 millioner Elvis-fans jo teoretisk set sagtens! – men blot for at sætte diskrepansen imellem på den ene side cremen af Big Mother-statens medie-, kultur- og forskningselite og på den anden side over halvdelen af den voksne danske befolkning i grel relief. Det er nemlig sjældent, at der er så langt imellem dem …
Medierne har hidtil i det 21. århundrede således virkelig haft dommedagsbasunerne fremme, når de beskæftigede sig med pornografi, prostitution, unges seksualitet eller subkulturelle seksuelle miljøer og udtryksformer. Sex er generelt blevet til noget farligt, truende og dæmonisk; en dyster underverden af sexslaver, kvindehandel, rufferi, pædofili, børneporno, incest, sadisme og gruppevoldtægter.
Sidste sommers gigantiske VM-agurketidsflop er kun et ud af mange eksempler på, at redaktører og journalister glemmer al deres rygmarvsdisciplin, hvad angår kildekritik, objektivitet og sund fornuft, når de dækker det seksuelle område. Stort set samtlige danske medier piskede dengang (uden nogen form for dokumentation eller kildehenvisning) stemningen op omkring de 40.-60.000 sexslaver, der angiveligt ville blive fragtet som kvæg til Tyskland af væmmelige alfonser for at tilfredsstille liderlige fodboldfans, men efter turneringen – og en månedlang, national tysk kampagne med et gratis hotline-nummer – havde politiet dernede modtaget i alt 51 anmeldelser af mulig tvangsprostitution, og der blev endda kun rejst sigtelser i 28 af disse sager. I et land med 80 millioner indbyggere og legal prostitution. Ud over Radioavisen korrigerede ikke ét dansk medie og ikke én dansk journalist deres pinlige kolletive solstik, da hedebølgen havde lagt sig…
Seksuel ytringsfrihed?
Ansporet af så troværdige medier har politikere fra De Radikale, SF og Enhedslisten (samt mange af de yngre, kvindelige socialdemokrater) lagt op til seksuel kulturkamp imod moralsk forkert og politisk ukorrekt seksualitet – så som ellers fuldt ud lovlig pornografi, prostitution og striptease. Eksempelvis demonstreret i Københavns Kommunes såkaldte ”Peter & Sanne”-postkortkampagne, der ikke bare angreb dén ulovlige tvangsprostitution, vi vel alle er imod, men også den helt og aldeles lovlige, frivillige udveksling af penge og seksuelle ydelser imellem voksne danskere. Som om de i forvejen dæmoniserede kvindelige prostituerede og deres eventuelt sexafhængige mandlige kunder på nogen måde ville blive hjulpet af at blive skubbet endnu længere ud af det sociale roliganfællesskab, hvor kun monogam, heteroseksuel sex imellem to partnere af samme race, alder og sociale klasse tilsyneladende efterhånden er 100% etisk og ideologisk acceptabel.
Når vi er nået dertil, begynder det at blive direkte farligt: Når de politikere, embedsmænd m/k, karrierefeminister og køns-og ligestillingsforskere, der sidder på den seksualpolitiske magt – og ikke mindst deres mikrofonholdere i medierne – til sammen eller hver for sig prøver på at forhindre borgerne i at gøre ellers lovlige ting på grundlag af en irrationel moralsk eller politisk korrekthed. Når man vil censurere voksne menneskers muligheder for at ytre sig frit seksuelt igennem pornografi, striptease og erotisk kunst/performance. Når man i de akademiske institutioner tryner forskere og studerende med en mere nuanceret holdning til seksualitet og sexarbejde. Når man intimiderer enhver, der tillader sig at stille spørgsmålstegn ved de seksualpolitiske dogmer, baglæns ud af debatten med perfide personangreb (er der nogen, der kan huske Jørgen Leth-heksejagten?!) Når man undergraver retssikkerheden ved at kræve omvendt bevisbyrde i voldtægtssager. Når man ser bort fra almindeligt gældende juridisk praksis for at få pædofilianklagede dømt for enhver pris. Eller når man (som i.f.m. Københavns Kommunes officielle prostitutionskonference den 8. juni på PH-caféen på Vesterbro) kun inviterer forskere, politikere, græsrødder og socialarbejdere, der i forvejen er kendt for at være meget negative over for prostitution som sådan.
Solidaritet med prostituerede
Det er ikke nogen paranoid vrangforestilling om en stor, ond konspiration, men en sum af enkeltstående, betænkelige forhold som de ovennævnte, der har gjort, at jeg nærmest følte mig tvunget til at skrive de fem store essays i min nye bog ”Sidste nat i Kødbyen”. Ikke mindst fordi jeg – at dømme efter medierne, samfundsdebatten og det offentlige rum i hvert fald – simpelthen er den eneste mand i hele Danmark, der nogensinde har betalt en prostitueret for sex eller spillet den af til en pornofilm i en sen, ensom nattetime. Og dermed måske også er den eneste mand, der kan skildre porno- og prostitutionsmiljøerne indefra, om end fra den mandlige kunde/forbrugers synsvinkel.
Ikke fordi jeg på nogen måde ønsker at være talsmand for sexindustrien, pornobranchen eller for dén sags skyld de omkring 5.-6.000 kvindelige, mandlige og transkønnede prostituerede i Danmark (selvom jeg føler ægte sympati og solidaritet over for alle frivillige såvel som ufrivillige sexarbejdere), for også jeg ser selvfølgelig negative sider ved disse ting, især i form af deres fysisk og følelsesmæssigt grænseoverskridende karakter eller i form af den negative effekt, den hårde pornografi og seksualiseringen af det offentlige rum i værste fald kan have på nutidens unge. Lige såvel som jeg tror på, at der i nogle tilfælde finder udnyttelse, misbrug og tvang sted i de kommercielle sexmiljøer, og lige såvel som jeg ønsker dén slags kriminalitet efterforsket og straffet efter gældende lovgivning!
I en vigtig seksual- og retspolitisk diskussion, hvor visse skingre røster i disse år kræver en kriminalisering af prostitution efter svensk, finsk og måske snart også norsk mønster, synes jeg bare, at det er helt, helt afgørende, at vi så får de rigtige tal på bordet, når vi diskuterer. Tabula rasa med kolde fakta og nøgtern forskning, præventivt socialarbejde og pragmatisk politiefterforskning i stedet for eksempelvis et ”VM i kvindehandel”, der kun fandt sted i medierne og ikke ude i virkeligheden.
Der er ikke noget galt i at være modstander af pornografi, prostitution og seksualisering af det offentlige rum på et etisk, følelsesmæssigt grundlag, dét er jo en ærlig sag, men det er det derimod ikke, når Big Mothers repræsentanter i stat, kommune, politik, forskning og medier manipulerer med virkeligheden for at påvirke ’den offentlige mening’ i den ’rigtige’ retning.
Det kan godt være, det seksualpolitiske establishment ikke kan se, hvorfor det er dybt problematisk for den seriøse samfundsdebat, når Information appellerer til forargelsens laveste fællesnævner ved konsekvent at omtale nogle ifølge Retsmedicinsk Institut over 20-årige afrikanske gadeprostituerede som ”14-15 årige lolitaludere”, eller når Politiken i en forsideleder argumenterer for et forbud imod prostitution ved at trylle de officielt anslået ca. 2.500 kvindelige, udenlandske prostituerede (hvoraf kun to procent ifølge Rigspolitiet er egentligt tvangsprostituerede) om til ”4.000 udenlandske sexslaver”…
Men dét kan til gengæld så åbenbart de over 55% af den voksne danske befolkning, der jævnfør Søndagsavisens meningsmåling altså endnu ikke har ladet sig hjernevaske til at ønske pornografien reguleret og prostitutionen forbudt, sådan som feministernes spindoktorer og mediernes cheerleadere, de kristne missonærer (KFUK-Reden) og det meste af den politiske venstrefløj ellers så brændende ønsker det.