Debatten om køn, sex og moral raser i hele Norden. I Danmark diskuteres et nyt lovforslag der skal begrænse prostitution ved at kriminalisere sexkunder hos handlede kvinder. Et lovforslag Finland allerede har vedtaget. I Danmark diskuteres det desuden hvorvidt og hvordan man kan begrænse pornografien på nettet, på TV osv. Og hvorvidt pornoskuespil og striptease er skadeligt og derfor bør begrænses. I Sverige er kunder til prostituerede blevet kriminaliserede og pornografien er under hård kritik.
Norge er indtil videre det eneste land i Norden der er gået fri for seksualpolitiske stramninger. Men det kan snart være slut. Det norske Likestillings- og diskrimineringsombud er blevet inspireret af en prostitutionskampagne fra Københavns Kommune kaldet “København mod prostitution” og agter at køre en tilsvarende kampagne i Norges tre største byer. Tiden er kommet hvor Norge skal ruste sig til det store seksualpolitiske slag. Det vender jeg tilbage til.
For nylig udkom debatbogen ’SEX i grænselandet’ i Danmark og satte spørgsmålstegn ved tendensen til øget kontrol med seksualiteten. Bogen talte for større respekt for seksuel mangfoldighed og tolerance overfor seksuelle subkulturer og retten til at føle lyst og begær.
Flere forfattere til bogen, herunder jeg selv, mente at det var tid til at gøre op med en feminisme der var domineret af en misforstået moralisme og som var på vej til at forråde kvindernes frigørelse.
Danmark var et af de første lande hvor kvindefrigørelsen tog fat og kvinder endelig fik mulighed for at blive uafhængige af mandens kontrol med deres liv. Vi fik en skilsmisselovgivning og en forældrerettighedslovgivning der i højere grad tilgodeså kvinden. Vi fik P-piller og aborten blev frigivet. Det betød også at kvinder fik et friere sexliv og bedre kunne planlægge deres liv.
Pornografien blev frigivet og der kom for første gang i historien fokus på kvindens seksuelle tilfredsstillelse. Disse rettigheder og fremskridt er værd at holde fast i. Men vi skal passe på ikke at hvile på laurbærrene. For den nye bevægelse imod prostitution, pornografi og seksuel frihed i det hele taget er også et angreb på kvindefrigørelsen og ingenlunde til gavn for samfundets svageste kvinder.
Kampagnen ”København imod prostitution” er et eksempel herpå. Et af kampagnens budskaber er at ’kvinder tager skade af mange partnere’. Det er slet og ret forkert. At argumentet om kvindens dydighed og kropslige integritet skulle dukke op igen efter 69’ og hele kvindefrigørelsen er en gåde. Et andet argument for at mænd skal holde op med at besøge prostituerede er at, ’mange mænd der går til prostituerede er gift eller har en kæreste’. Altså at mænd skal være dydige og trofaste. Det er moralske pegefingre for fuld mission. Og bringer minder frem om budskaber fra sædelighedsfejden for over hundrede år siden. Det vender jeg tilbage til.
Sidst vi oplevede en seksualdebat i Norden var i kølvandet på udgivelsen af debatbogen ’Fisseflokken’ (Fittstim), hvor en gruppe svenske nyfeminister udfordrede herskende kønsstereotyper og urimelige krav fra et i deres øjne mandsdomineret samfund. Efter den fulgte flere danske antologier, bl.a. ’Nu er det nok, så er det sagt’ og ’De røde sko – feminisme nu’. Mestendels artikler der angreb samfundets strenge kønsnormer og undertrykkende skønshedsidealer. Men samtidig så man i bøgerne kimen til en moralisme der mistænkeliggjorde kvinders frie seksualitet som et udtryk for mandens og patriarkatets dominans. Var Fisseflokken uklar i dens budskab, var den til gengæld gavnlig for kvindefrigørelsen. Den handlede nemlig ikke om at begrænse seksualitet, men om at åbne for et større handlingsrum, hvor kvinder ikke behøver at ligne topmodeller for at være interessante eller tiltrækkende.
Siden tog debatten en overraskende drejning. Nu galt det ikke længere om at kritisere stereotyperne for at skabe mere rummelighed. Nu skulle stereotyperne forbydes. Og pornofilm udtrykte stereotyperne og mandens overherredømme tydeligst. De viser kvinder der spreder ben for manden og i en ydmygende finale tager de imod cumshots hvor mænd sprøjter deres sæd i munden på kvinden. I et forsøg på at vise at kritikken af pornografien som kvindeundertrykkende i sig selv var stereotyp foreslog enkelte at pornofilm lige såvel kunne anskues som mandeundertrykkende. Pornofilm portrætterer manden med konstant rejsning og fuldautomatisk sædafgang. Mandekønnet fremstilles som en parringshingst med galoperende sexlyst. Og viser hvordan mænd er blevet reduceret til et stykke sexlegetøj for den stærke kvinde.
Men hvis pornofilm er unuancerede og kønsstereotype, kunne man så ikke arbejde på at forbedre deres kvalitet og kønsfremstillinger? Nej, sagde kritikerne. De mente at alle brancher hvor sex og penge udveksles skulle forbydes. Og i mange tilfælde var argumentet baseret på en sammenblanding af fænomener som massage, escort, trafficking, pornografi, sexslaveri og striptease, således at hele pærevællingen fremstår som kvindeundertrykkelse.
Men der findes også feminister, såkaldte prosex-feminister, i Danmark der forsvarer kvindens frie valg til at bestemme over egen krop, hvad enten det er som udøvende prostitueret eller som pornoskuespiller. Prosexfeministerne vil gerne kritisere stereotyperne, men er imod forbud. For tingene er ikke så sort/ hvide som de konservative feminister hævder. Det er ikke så enkelt at hvis man sælger sex så er man nødvendigvis også sindsyg, misbrugt, stakkels eller dum. Og hvis man køber sex så er man syg, ond, sadistisk eller kvindehader.
Problemet er, at den seksualpolitiske modstandsbevægelse er baseret på følelser, moral og tro – frem for viden, rettigheder og demokrati. Mottoet er ikke længere ’kvindens frie valg’ eller ’sammen er vi stærke’. Nu gælder det at nogle kvinder ved bedst og skal belære resten, det er dem jeg har kaldt ’lænestolsfeminister’. Dvs. kvinder af den øvre middelklasse der hævder at repræsentere kvinder af en social klasse, de enten ikke kender eller ikke respekterer.
For over hundrede år siden var Norden hjemsted for en heftig debat der på flere punkter ligner vores dages seksualdebat. Den såkaldte sædelighedsfejde blev startet af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnsson med et angreb på mænds frie sexliv. Mænd, mente han, skulle i lighed med kvinder gå i cølibat indtil ægteskabet. Forfattere fra Sverige og Danmark, herunder August Strindberg og Georg Brandes, svarede igen med at kritisere den borgerlige dobbeltmoral, der hyldede ægteskabelig kærlighed men samtidig så igennem fingre med mændenes udenomsægteskabelige seksuelle forbindelser. Men det var en anden nordmand, nemlig Henrik Ibsen der slog fremtidens toner an med budskabet om at kvindens underkuelse i ægteskabet skulle ophøre og at alternativet til den borgerlige kønsmoral ikke var mindre, men mere seksuel frihed for både mænd og kvinder.
I dag står Norden overfor en ny sædelighedsfejde. Fronterne er nye, men spørgsmålene de samme. Skal vi begrænse mænd og kvinders seksualitet ud fra følelser, moralisme og stereotyper eller skal vi først og fremmest fjerne fattigdommen og undertrykkelsen af de svageste kvinder, men i øvrigt lade kvinder og mænd selv bestemme deres sexliv? Skal vi moralisere på andres vegne eller skal vi hjælpe kvinder i sexbranchen til at organisere sig og kræve sociale rettigheder og et liv uden diskrimination?
Interesseorganisationernes opblomstring både i og udenfor Europa er et af få tendenser der peger i retning af en fordomsfri og demokratisk udvikling på det seksualpolitiske område. De fleste europæiske lande har en interesseorganisation for sexarbejdere eller prostituerede, de største ligger i England, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Norge. Men også den overnationale europæiske forening for sexarbejderes rettigheder, ICRSE, og den internationale IUSW er i hastig vækst. Men det er sigende at der endnu ikke eksisterer en af slagsen i Danmark og at de færreste feminister her i landet ønsker at støtte en sådan organisering. Faktisk er en stor del af venstrefløjen og mere konservative feminister direkte imod forsøget på at samle kræfterne i en sexarbejderorganisation. Men opblomstringen af interesseorganisationer i Europa og så forskellige lande som USA, Indien, Canada, Thailand, Cambodja, Brasilien, Peru, Australien og mange andre tyder på at de får kamp til stregen.