Artikler og debat


Prostitutionsdebat

Af Kenno Simonsen
Uddrag af bogen Hulemand m/k, udgivet på BoD i 2006.

For få år siden var det centrale emne for prostitutionsdebatten i Danmark, at prostitution i højere grad burde legaliseres. Indtil 1999 var prostitution i Danmark forbudt ved lov. En lov der, efter den seksuelle frigørelse i 70’erne, stod tilbage som et rudiment fra en ikke så fjern, men meget moralistisk fortid, og som gennem en årrække kun sjældent var blevet håndhævet. Derfor tog man, på tærskelen til årtusindeskiftet, det skridt at afskaffe den lov, der hidtil havde forbudt at ”opfordre eller indbyde til utugt”. (Rasmussen 2003).

Det sidste par år har man skelet til lovgivningen i andre nordeuropæiske lande, for at finde modeller for mulige måder at udvikle prostitutionslovgivningen på her i landet. Man kunne nu tro, at et naturligt skridt ville være at fortsætte den afstukne kurs, og indføre fuld legalisering og statskontrol med driften af bordeller. En lovgivning, der giver mulighed for, at staten har et kvalificeret indblik i, hvad der foregår i branchen, og som optimerer de prostitueredes muligheder for at opnå afstigmatisering og retsbeskyttelse på linje med den, samfundets øvrige borgere nyder.

Overraskende nok har debatten i langt højere grad været centreret omkring, hvor vidt man skulle indføre prostitutionslov efter svensk model, hvor man igen kriminaliserer prostitution, dog med den ændring fra tidligere tider at man nu straffer køberen i stedet for udbyderen af seksuelle ydelser. Indførelse af en sådan lov i Danmark har særligt vundet tilhængere i to grupper i befolkningen: Religiøst forankrede moralister og feminister. I folketinget har der været rejst forslag om loven af kristendemokraterne i 2004, og i september 2005 har SF besluttet, at man vil arbejde på, at få prostitution forbudt i Danmark efter svensk model.

Der har endvidere længe været gjort lobbyarbejde fra medarbejderne på ”Reden”, KFUK’s værested for gadeprostituerede på Vesterbro i København, for at få indført forbud mod sexkøb i Danmark. Lederen, Dorit Otzen, har gentagne gange i medierne plæderet for indførelse af en sådan lov. Desværre helliger målet midlet for Redens stab, og store dele af den fremførte argumentation herfor hviler på påstande, der er direkte urigtige.

For Reden gælder, at stedet er drevet af en kristen organisation, dens målgruppe er den mest socialt belastede del af prostitutionsmiljøet, og lederen Doris Otzen er samtidig formand for ”Abolisternes Internationale Føderation”. Ved hendes tiltrædelse vedtog foreningen en resolution om, at den skal arbejde på at få indført prostitutionslov efter svensk model i alle verdens lande. Det kan derfor ikke undre, at man fra Redens side plæderer stærkt for indførelse af en sådan lov i Danmark. (Lyngbye 2000[b])

Hvad der derimod kan undre er, at en lektor ved Center for Ligestilling på RUC, Kenneth Reinicke, i efteråret 2004 udgav en bog, ”Mænd i lyst og nød”, hvori han stærkt anbefaler at sexkunder kriminaliseres. Det, der i særlig grad undrer mig på det område er, at han i bogen gentagne gange efterlyser ”en mere vidensbaseret debat om prostitution”, uden selv at komme med videnskabelig argumentation for sine synspunkter.

Derimod redegør han udmærket for den tankegang og argumentation, der har været fremført i debatten for indførelse af lov mod køb af sex. Desuden kommer han med en del antagelser, - bud på hvordan han tror tingene forholder sig.
Ved at præsentere sin tro omkring de forhold, der har betydning, når man skal tage stilling til, hvor vidt det er hensigtsmæssigt at indføre en sådan lov eller ej, samtidig med at han, med lektoratet i baglommen, efterlyser en vidensbaseret debat på området, - er det lykkedes ham at give sin bog et skær af videnskabelighed. Derved har han opnået stor opmærksomhed fra såvel mediers som visse politikeres side, - en opmærksomhed hans bog strengt taget ikke berettiger til.

Det kan derfor være interessant at underkaste nogle af Reinickes antagelser en vurdering på baggrund af de alment accepterede videnskabelige teorier, jeg har refereret i første del af denne bog.


Citater og kommentarer.

Citat 1: ”Jeg mener ikke, at prostitution er et ”naturligt” fænomen.” (Ibid:77).
”Det er på tide, at man fra samfundets side gør opmærksom på, at det ikke hører til almindelige mænds seksualitet at købe seksuelle ydelser.” (Ibid:87)

Ovenstående citater fremføres uden nogen form for videnskabelig argumentation. Man kan imidlertid undre sig over, at prostitution findes i en eller anden udstrækning i stort set alle kulturer, hvis det ikke er et naturligt fænomen. Noget kunne således tyde på, at Reinicke har en anden definition af ordet ”naturligt” end jeg selv. For man kan selvfølgelig hævde, at alt hvad der er menneskeskabt, er unaturligt. I moderne prostitutionsforretning er betalingsmidlet ikke naturalier, men penge. Men hvis det skal være baggrunden for at kalde prostitution et ikke-naturligt fænomen, må det samme siges om alt moderne forretning, - ja alt, hvad der på nogen måde involverer penge, - eller andet menneskeskabt for den sags skyld. Dermed vil der være tale om en total udvanding af begrebet.

En af de metoder, jeg bruger til at skelne hvilke dele af den menneskelige adfærd, der er biologisk styret, og hvilke dele der bygger på kulturel påvirkning, er netop hvor udbredt fænomenet er i verdens ellers så forskellige samfund. Hvis en adfærd eller et menneskeskabt fænomen findes i alle, (eller næsten alle, - der skal være plads til enkelte undtagelser), samfund verden over, så anser jeg det som en biologisk styret adfærdsmekanisme hos mennesket. Det må derfor siges at være så naturligt, som det kan blive.

Jeg har tidligere været inde på, hvordan der er en biologisk indbygget motivation til prostitutions- og kunde-adfærd. Mænd har gennem tiden, da vi gik fra at være vegetarer til at være jagende kødædere, og da parforholdet blev ny samlivsform, udviklet trangen til at jagte godbidder i omverdenen, som blev bragt hjem og præsenteret/foræret til bopladsens attraktive kvinder. Og kvinder har udviklet behovet for bekræftelse, - vist ved gavegivning. Evolutionsmæssigt har det haft den funktion, at en han, der var i stand til at skaffe udsøgte godbidder i håbet om at gøre et godt indtryk, sikkert ville være i stand til at skaffe rigelige forsyninger til kone og børn – selv i en mangelsituation. Det er derfor naturligt, at i det øjeblik der opstår et samfund med varebytte, bliver sex en af de varer, der udbydes.

Det bør endvidere nævnes, at danske kundeundersøgelser viser, at mindst hver syvende mand mellem 16 og 80 mindst en gang i deres liv har købt sex. Da de 16-årige har et langt liv foran sig, og mange af dem end ikke har haft deres seksuelle debut endnu, kan det konkluderes, at den samlede andel af mænd, der på et eller andet tidspunkt i deres liv køber sex, sandsynligvis er langt højere. Tager man lignende undersøgelser fra Sydeuropa er tallet omkring 40 %, og i Thailand er det 90 %. Under disse omstændigheder må det konkluderes, at køb af sex er en såre naturlig del af mænds adfærd, der dog kan reduceres noget, hvis man i tilstrækkelig grad stigmatiserer den.

Det er derfor betænkeligt, at Reinicke direkte gør sig til talsmand for, at man fra samfundets side skal bilde befolkningen ind, at køb af sex ikke er et naturligt fænomen, når det overordnede mål dermed er at stramme stigmatiseringsskruen for ad denne vej at få mænd til at undertrykke en naturlig del af deres sexdrift. Lektoren påtager sig dermed i højere grad rollen som politisk korrekt revser af befolkningen, end som seriøs forsker.

Citat 2: ”Debatten om prostitution i Danmark er præget af uimodsagte myteoverleveringer og et funktionalistisk prostitutionssyn, der hævder, at prostitutionen udfylder nogle samfundsmæssige funktioner, og at prostitution er et normalt og et til enhver tid eksisterende fænomen. Det fremhæves ofte, at hvis myndighederne griber ind overfor prostitutionen vil antallet af voldtægter stige.” (Ibid:79).

I bogen formår Reinicke heller ikke selv at modsige det, han her kalder ”myteoverleveringer”. Her, hvor chancen ellers rigeligt er til stede for at komme med videnskabelige argumenter til aflivning af ”myterne”, afholder han sig af uransagelige årsager fra at bruge den. Man kan få den mistanke, at det er fordi der ikke findes nogen videnskabelige argumenter, der understøtter hans synspunkter.
I oktober 2004 blev der i Politiken bragt et interview foretaget af Poul Exner, hvori Reinicke konfronteres med den præventive funktion prostituerede har i forhold til sædelighedsforbrydelser, og hans kommentar er, at der er tale om ”… et mærkværdigt funktionelt syn”, som han i øvrigt ikke tror på.

Udover at hans afvisning af prostitution som begrænsende faktor i forhold til antallet af sædelighedsforbrydelser strider mod den tidligere nævnte undersøgelse foretaget af Tore Langfeldt, leder af Sexologisk Klinik i Oslo, så strider det også mod almindelig sund fornuft. Reinicke har ret i, at det store flertal af prostitutionskunder ikke vil udvikle overgrebsadfærd, selvom de ikke har adgang til sex via prostituerede. Men det vil efter al sandsynlighed ske i visse tilfælde.

Dels har mænd som nævnt 10 gange så højt testosteronniveau som kvinder, og kombineret med seksuel frustration er dette hormon aggressionsfremmende. Denne funktion har haft en overlevelsesmæssig værdi for vor art som helhed i en ikke så fjern fortid, og selvom sammenhængen mellem aggression og testosteron af nogen anses som uhensigtsmæssig i vort nuværende samfund, forsvinder den ikke bare fordi den er blevet ”umoderne”. Dels er der mænd, der har en dårlig impulskontrol, enten som følge af, at de ikke har lært at kontrollere deres driftsimpulser, eller fordi de direkte lider af neurologiske syndromer, der forhindrer almindelig impulskontrol. Især indenfor gruppen af mænd med ringe impulskontrol, må det med rimelighed forventes, at frekvensen af seksuelle overgreb vil stige.

Et andet problem, som Reinicke slet ikke forholder sig til, er muligheden for, at prostitution har en præventiv effekt overfor voldelige overgreb i al almindelighed. Da vi ved, at et udækket sexbehov, grundet testosteronets tilstedeværelse, fra naturens hånd skal gøre mænd mere aggressive, vil en naturlig følge af dette være, at hvis muligheden for at få sexbehovet dækket via prostituerede blev fjernet, måtte dette medføre en intensivering i antallet af voldshandlinger i samfundet.

Det skal nævnes, at den her forventede intensivering i antallet af overgreb selvfølgelig kun vil opstå, hvis følgen af en lov på området rent faktisk bliver en markant reduktion af tilgængeligheden til købesex.

Det har været fremført af blandt andre Claus Lautrup, at prostitution ikke skulle have nogen overgrebsbegrænsende virkning, da antallet af prostituerede ikke har nogen målbar effekt i forhold til forekomsten af voldtægter. (Lautrup 2005:123). Han henviser her til artiklen ”Myter om prostitution og deres betydning” af Annalise Kongstad i PRO-Centrets Årsberetning 2000. Hun har her sammenholdt frekvensen af anmeldte voldtægter set i relation til det estimerede antal prostituerede i henholdsvis Danmark, Sverige, Norge og Finland. Hun finder ingen sammenhæng mellem antallet af prostituerede og antallet af anmeldte voldtægter.

Rent faktisk viser tallene, at vi i Danmark har 3 gange så mange prostituerede pr. 100.000 indbyggere, når man sammenligner med Sverige. Men der anmeldes kun halvt så mange voldtægter set i forhold til indbyggertallet. I Norge og Finland er der imidlertid både færre anmeldte voldtægter og færre prostituerede pr. 100.000 indbyggere, sammenlignet med Danmark.

Jeg mener dog ikke, at man kan drage de konklusioner Annalise Kongstad gør på baggrund af den foreliggende undersøgelse.

Dels er der en del indbyggede fejlkilder i undersøgelsen. F.eks. kan der være forskellige mørketal for antallet af seksuelle overgreb i de respektive lande, varierende i forhold til hvilke traditioner der er i de forskellige lande for rent faktisk at anmelde voldtægter. Dertil kommer, at andre overgreb, f.eks. overgreb på egne børn eller stedbørn, er der slet ikke taget højde for i undersøgelsen.

Endnu vigtigere er, at det ikke er størrelsen i udvalget, der er afgørende for, om prostitution har en overgrebsbegrænsende effekt, men selve tilstedeværelsen af den. Jeg mener således, at det er muligheden for seksuel tilfredsstillelse via købesex, der er afgørende. Om den seksuelt frustrerede mand har 5 eller 500 bordeller at vælge imellem, er sådan set uden betydning for den overgrebsbegrænsende effekt. Men hvor vidt han overhovedet har muligheden for at købe sex, er efter al sandsynlighed af afgørende betydning.

Det er således værd at bemærke, at en stigning i antallet af seksuelle overgreb er forudsat, at tilgangen til prostituerede elimineres, - at man helt enkelt fjerner muligheden for at få seksuel tilfredsstillelse via prostituerede. Under disse forhold virker det naivt at tro, at forekomsten af voldtægter, voldelige overfald i al almindelighed, samt overgreb af incestuøs karakter vil være fuldstændig uforandret, hvis seksuelt frustrerede personer fratages muligheden for at få afløb for seksuelle impulser via prostitution.

At konkludere, at prostitution ikke har nogen overgrebsbegrænsende effekt på baggrund af en sammenligning mellem antallet af prostituerede og antallet af anmeldte voldtægter i samfund, hvor der er prostitution - men blot i varierende omfang, er et skoleeksempel på, hvordan man på baggrund af statistik kan drage konklusioner, der ligger fjernt fra virkeligheden.

Udover at være stærkt misvisende i forhold til, hvilke tiltag man bør foretage sig fra myndighedernes side i forhold til prostitution, er Kongstads konklusioner mere myteskabende end myteaflivende, og tillige en underkendelse af det samfundsnyttige arbejde, der udføres af de prostituerede.

Citat 3: ”Det er mændenes holdninger, man skal forsøge at ændre. Derfor bør prostitution diskuteres som en kulturkamp der handler om, at det er mænd, der via deres seksuelle privilegier og økonomiske magt udnytter kvinderne.” (Ibid:78).

Her får Reinicke det nærmest til at lyde som om, vores samfund i dag består af en absolut overklasse bestående af mænd, med kvinder som en fastlåst økonomisk underklasse. At anvende en sådan argumentation i vore dages samfund, hvor kvinder i høj grad har adgang til at skaffe sig økonomisk magt, - og for den sags skyld også seksuelle privilegier -, vidner om et syn på mænds og kvinders stilling i samfundet, der burde høre fortiden til.

En fastlåst synsvinkel, der hedder ”kvinde, dit navn er offer” og ”mand, dit navn er krænker”, er udtryk for et kvindesyn, jeg dybest set finder nedladende. Kvinden ses som et kronisk hjælpeløst offer, ude af stand til at tage hånd om sit eget liv.

I prostitutionsdebatten afspejles dette kvindesyn i, at skulle nogen prostitueret driste sig til at udtrykke tilfredshed med sit erhverv, er det fordi hun ikke selv er i stand til at vurdere, hvad der er til hendes eget bedste.

Mændene går heller ikke ram forbi, når det gælder fortidens kønsrollestereotyper. De er notoriske krænkere blot i kraft af deres køn, og nu må der ifølge Reinicke opdrages på dem.

Men netop opdragelsen indeholder et element af yderst diskutabel karakter. For hvornår er det på sin plads, at forskere forsøger at påvirke politikere til at holdningsbearbejde befolkningen? Generelt mener jeg der er et problem i, at man fra politisk hold holdningsbearbejder, og man bør derfor i demokratiets navn forsøge at begrænse den form for holdningsbearbejdning/indoktrinering til et minimum. I et demokrati skulle holdningsbearbejdningen helst primært gå i modsat retning, således at sammensætningen af politikere afspejler befolkningens holdning, - ikke omvendt.

I visse tilfælde kan det dog godt forsvares at man fra centralt hold holdningsbearbejder befolkningen. Det er netop i de situationer, hvor enten faktiske forhold ændres drastisk midt i en valgperiode (som da der i 70’erne opstod energikrise, og velvilje til et lavt energiforbrug var påkrævet) eller hvor solide videnskabelige undersøgelser peger mod, at et bestemt tiltag bør foretages. Ingen af delene er imidlertid tilfældet her, og Reinickes trang til at opdrage på befolkningen virker derfor bedrevidende og belærende.

Citat 4: ”Det er selvfølgelig et spørgsmål, om man skal lovgive på baggrund af moral. Det gælder om at gøre klart, hvem der er offeret og gerningspersonen i prostitution. Dette har samfundet ingen problemer med, når det gælder andre former for seksuelle overgreb.” (Ibid:87).

I dette korte citat siger Reinicke to vigtige ting: Den ene er, at han anser prostitution som et seksuelt overgreb, der må have et offer og en gerningsperson. Man kan måske i de tilfælde, hvor en prostitueret er offer for menneskehandel, tale om en krænker. Men her må det være klart, at krænkeren ikke er den person, der køber en seksuel ydelse fra den prostituerede, men den person, der presser/tvinger den prostituerede til at udbyde ydelsen. Den form for tvang er allerede forbudt ved lov i Danmark.

Den anden vigtige ting, han siger, er, at baggrunden for hans anbefaling af en lov, der forbyder køb af sex, hviler på et moralsk grundlag. Det står i stærk kontrast til, at han, igen og igen, har plæderet for en vidensbaseret debat omkring prostitution. Den manglende videnskabelighed i hans egen bog skyldes, at hans baggrund for at anbefale forbud mod køb af sex ikke hviler på et videnskabeligt, men derimod udelukkende på et moralsk grundlag.


Vurdering.

Min samlede vurdering af Reinickes argumentation er således, at den alene bygger på moralske argumenter. Disse understøttes af løse antagelser om menneskets adfærd, der bygger på et forældet syn på mænds og kvinders roller og muligheder i samfundet, og som mangler væsentlige psykologiske og biologiske faktorer i analysen.

På det psykologiske område ser han bort fra, at individet lærer evnen til driftskontrol og behovsudskydelse i en tidlig alder, og ikke alle individer har optimale opvækstforhold. Det er således kun i begrænset omfang muligt at opdrage en person til behovsudskydelse eller behovsundertrykkelse, når den voksne seksualitet udvikles, hvis de grundlæggende evner til driftskontrol ikke er tilstrækkeligt udviklede.

Reinicke går ud fra, at det er muligt at opdrage os til ændringer i vores seksualitet. Nærmere betegnet, at vi kan opdrages til at tøjle eller nedtone vore seksuelle impulser. Det har været gjort adskillige gange gennem historien, men prisen har ofte været høj.

Freud tillagde seksualiteten eller seksualenergien - libidoen - en central betydning for menneskets velbefindende. Efterfølgende er han blevet skældt meget ud for en ensidig fokusering på seksualiteten og dens betydning for den psykiske balance. Men en af årsagerne til, at seksualiteten kom til at spille en central rolle i Freuds teorier var netop, at han levede i en kultur, hvor seksualiteten - især kvinders seksualitet - var stærkt undertrykt. Derfor blev konsekvenserne af undertrykkelsen også så tydelige i det kliniske ”materiale”, - de patienter, han blev konfronteret med i sit arbejde.

Men selv den stærkeste kritiker af Freuds teorier må medgive, at samtlige hovedskoler indenfor psykologien vægter seksualitetens betydning som en central faktor i forhold til psykisk balance/sundhed.

De psykiske konsekvenser ved en begrænsning af prostitution, vælger Reinicke slet ikke at forholde sig til. Det er forståeligt, for en forholden sig til den del af problematikken ville indebære, at man måtte afstå fra den lette løsning blot at lovgive mod prostitutionen. En inddragelse af de psykologiske konsekvenser ville give et klart billede af, at prostitution ikke er noget, der kan afskaffes ved at vedtage love imod det, samt at en egentlig eliminering af prostitution, hvis det skulle lykkes (det ville formentligt kræve, at vi som minimum indførte totalitært styre) ville få mærkbare konsekvenser for en del af kundegruppens psykiske balance. Der er tale om negative virkninger, der næppe ville opvejes af den reduktion af det psykiske belastningsniveau, der ventes blandt den nuværende gruppe af prostituerede.

Som nævnt overser Reinicke også en række biologiske faktorer i forhold til menneskets seksualitet og adfærd. Bl.a. kan nævnes, at han ser bort fra, at vores seksualitet er et produkt af flere hundrede tusinde års evolution, og at den har været central i den udvikling, der har gjort mennesket til verdens dominerende dyreart. Den aggressionsfremmende effekt af testosteron har været medvirkende til at skabe et hierarkisk samfund, som er forudsætningen for, at gruppen kan ledes.
Det skal her nævnes, at ledelse og samarbejde har været helt essentielle faktorer, der har været medvirkende til, at vi klarede os bedre i konkurrencen end andre dyrearter. Er man i tvivl om hierarkiet og den ledede gruppes fordele, behøver man blot forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis vi ikke havde et hierarkisk samfund, og var fuldstændig uden ledelse. Så ville der helt enkelt ikke være nogen samfundsstruktur, og dermed intet samfund. Vi ville med andre ord stadig leve i huler og have knortekæppen som vort mest avancerede jagtvåben.

En anden biologisk faktor Reinicke ikke tager stilling til, er de forskelle, der er i hjerneopbygning fra individ til individ. Ikke alle har lige veludviklede frontallapper, og ikke alle har lige god kommunikation mellem de forskellige niveauer i hjernen. Dermed også sagt, at ikke alle er lige gode til at undertrykke behov. En mand, der mangler den fornødne ”hard-ware” til at undertrykke behov, vil have svært ved at tøjle sine seksuelle og aggressive impulser, som uvægerligt udløses af testosteronen. Derfor er Reinickes antagelse omkring, at prostitution ikke har nogen generelt overgrebsbegrænsende virkning i direkte modstrid med, hvad der ud fra disse facts - hjernens betydning for evnen til behovsundertrykkelse - må forventes.

Det er det monogame forhold, der har dannet fundamentet for alle højere udviklede civilisationer i dag. Grundet det konstante dilemma mellem driftsmæssige tilskyndelser i retning af både monogam og polygam samlivsform, dannes et naturligt grundlag for prostitution i det øjeblik, der opstår et handelssamfund. Prostitution er således opstået på et tidligt tidspunkt i samfundenes udvikling, og kaldes da også til tider kvindens ældste erhverv.

Da Reinickes synspunkter således bryder med almindeligt anerkendte psykologiske teorier, og da der ses bort fra såvel almene biologiske og medicinske faktorer, herunder også evolutionsteorien, sætter han forventninger til individet i samfundet, der er ude af trit med realiteterne. Man får næsten det indtryk, at Reinicke ikke tror på, at vi biologisk set er en dyreart. Vi skal, ved hjælp af den rette opdragelse, være i stand til at hæve os over grundlæggende biologiske behov, der er massivt dokumenterede. En nærmere granskning af hans synspunkter giver indtryk af, at de bygger på en forestilling om mennesket som skabt i guds eget billede snarere end at være et produkt af en lang evolutionsproces, hvor vi blot er den højest udviklede dyreart, der bebor jorden i dag, - men derimod er guds udvalgte, hvor alle individer har veludviklede evner til at kontrollere alle biologiske behov.


Mulige konsekvenser ved forbud mod køb af sex.

Der er for mig to punkter, der er vigtige at have med i overvejelserne, når man overvejer ny lovgivning:

For det første: Er loven indenfor et område, det er rimeligt at lovgive om?
Og for det andet: Kan det med rimelighed forventes, at loven faktisk vil være til gavn for dem, den skal beskytte? Eller sagt på en anden måde: Vil loven være effektiv?


Rimelighed.

Der har de senere år været en tendens til, at alt for mange love blev gennemført, udelukkende for at sende politisk korrekte signaler til befolkningen.

Det er for mig helt OK, at man som politisk parti eller organisation har nogle meninger om, hvordan folk bør opføre sig, - også på områder, der strengt taget er private. Er man f.eks. kristendemokrat, har man lov til at argumentere for, at folk beder bordbøn, inden de går i gang med et måltid. Men hvis man forsøger at ophøje bedning af bordbøn til at være en lovbefalet aktivitet, er man gået for vidt.

Tendensen viser, at det er fristende for politikerne at vedtage love udelukkende for signalværdiens skyld. Derved får de lov til at sætte deres fingeraftryk på et lovforslag, og kan efterfølgende gå ud til vælgerne og høste stemmer på deres evne til at få egne mærkesager igennem. Men der er 179 medlemmer af det danske folketing. Det giver et næsten umætteligt behov for, at der vedtages love, som hvert enkelt medlem kan gå hjem og fremvise som deres resultat i den lokale valgkreds.

Faren ved at gennemføre et utal af love, hvis område i virkeligheden ligger dybt inde i privat sfæren, og som der i øvrigt ikke er afsat ressourcer til at håndhæve, er, at befolkningen mister respekten for loven i al almindelighed. Når der kommer love og direktiver for al adfærd, bliver det svært for borgeren at skelne mellem hvilke love, der er vedtaget blot for signalværdiens skyld, og hvilke der er vedtaget ud fra et klart behov for dem. Da det, i det totalt styrede samfund, ikke er muligt at overholde alle love grundet deres omfang, får borgerne generelt en kriminel identitetsfølelse, og dermed skrider fundamentet for hele samfundet.

På den baggrund er det i vort allerede meget regelstyrede samfund min generelle anbefaling, at man forsøger at begrænse antallet af nye love til at omfatte områder, hvor der er et reelt behov for lovgivning. Det er i den forbindelse relevant at rejse spørgsmålet: Er en lov, der straffer personer for at betale for sex, strengt påkrævet i samfundet?


Effektivitet.

For at vurdere, om indførelse af en given lov vil være effektiv, - altså om den beskytter dem, man ønsker at beskytte -, må man danne sig et overblik over mulige konsekvenser, hvis loven indføres:

Eftersom prostitution er stigmatiserende, også for kunden, vil loven have en kosmetisk virkning, også selv om den kun i meget ringe grad håndhæves. Kunderne ønsker nemlig ikke at blive registreret som sexkunder i de offentlige registrer, og de ønsker ikke, at venner og familie får kendskab til et evt. retsligt efterspil. Derfor vil prostitutionen blive henvist til lyssky steder, hvor forretningen kan foregå med et minimum af risiko for afsløring.

Det kræver imidlertid visse ressourcer at minimere denne risiko. De mindst ressourcestærke, som i dag lever af gadeprostitution, har ikke selv muligheden for at skabe de nødvendige rammer. De vil blive kastet endnu mere i armene på bagmænd end de er i forvejen, da de til gengæld kan tilbyde forhold, hvor forretningen kan foregå på en for kunden betryggende måde.

En anden konsekvens for de prostituerede er, at deres retsbeskyttelse vil dale dramatisk, hvis prostitutionen officielt ikke længere eksisterer. De prostitueredes retsbeskyttelse er i forvejen ikke tilfredsstillende. Men man kan dog, i alt fald hvis man er en prostitueret, der arbejder legalt, anmelde f.eks. voldelige kunder. Det er imidlertid et problem, at den del af prostituerede, der ikke arbejder legalt, ikke nyder nogen form for retsbeskyttelse overhovedet. Det drejer sig bl.a. om de prostituerede, der har været udsat for trafficking og menneskehandel.

Endvidere undlader mange prostituerede, der opholder sig lovligt i landet, at anmelde overfald, da de grundet stigmatiseringen ikke ønsker at figurere i officielle papirer som prostituerede. De er bange for, at deres sagsbehandler får nys om deres erhverv, og måske på den baggrund vil forsøge at fratage dem sociale ydelser eller forældremyndigheden over deres børn.

De prostitueredes retsbeskyttelse er altså i forvejen utilfredsstillende. Den vil forværres yderligere, hvis prostitution kriminaliseres. Når de prostituerede tvinges til at usynliggøre sig selv, forsvinder kontakten mellem dem og politiet. Myndighederne kommer i et modsætningsforhold til de prostituerede. Derved mister man det indblik, man har i branchen, og dermed også den relative kontrol med området, som trods alt eksisterer i dag.

Kort og godt vil politiet miste overblikket over aktiviteterne i branchen, og de prostituerede vil føle sig mindre trygge ved at skulle anmelde overgreb fra kunder eller bagmænd.

Derudover vil loven få den effekt, at man ”lukker munden” på de prostituerede i forhold til samfundet. Som det er i dag, kan de få modige, der kan modstå stigmatiseringspresset, stå frem og danne organisationer til varetagelse af gruppens interesser. Denne mulighed fratages de reelt, da ingen kan være talsmand m/k for organisationen, og samtidig fortsætte indenfor erhvervet. Også på et mere officielt plan lukkes der altså for dialogen mellem prostituerede og myndigheder.

Et af de største problemer omkring prostitution er den bagmandsvirksomhed, der er i branchen. Der er talrige eksempler på trafficking og tvang. Disse problematiske forhold er allerede kriminelle ifølge straffeloven. Jeg er helt enig i, at bagmændene i den betændte del af miljøet der anvender tvang til økonomisk udnyttelse af de prostituerede, skal retsforfølges. Det findes der allerede paragraffer til i lovgivningen, om end en revision af dem, som nævnt kunne være tiltrængt.

”Jamen det er jo så sjældent, bagmændene rent faktisk retsforfølges. Vi må lovgive yderligere,” er et ofte fremført argument for kriminalisering af kunderne. Det er korrekt, at det i mange tilfælde er vanskeligt at få bagmænd retsforfulgt og dømt. Det skyldes imidlertid, at branchen allerede er ugennemsigtig og derfor vanskelig at efterforske. Dette vil blive endnu vanskeligere, hvis man kriminaliserer kunderne, da man er afhængig af at være i dialog med branchen, hvis bagmænd skal retsforfølges. En stramning af lovgivningen på området, uanset om strafansvaret bliver placeret hos udbyderen eller kunden, vil gøre branchen endnu mere ugennemsigtig og dermed styrke bagmændenes position. Det bliver helt enkelt vanskeligere at retsforfølge de lyssky elementer, der udgør et af de virkelige problemer i branchen.


Svenske erfaringer.

Man har i Sverige haft lov mod køb af sex siden 1999. Det er derfor naturligt at skele til erfaringerne fra den anden side af Øresund, når man skal vurdere konsekvenser af et evt. lovindgreb.

I Sverige har loven haft den effekt, at prostitutionen er blevet mindre synlig, idet man har fået den væk fra gaden. Men der er, som overalt i verden, stadig masser af den. Den mindre synlighed har medført, at der i dag er et stort mørketal på dette område.

På DR1’s tekst-TV kunne man d. 11. maj 2005 læse, at svensk politi havde afsløret, at der var omfattende handel med sex i de svenske pizzariaer. Ifølge kriminalinspektør Karin Svedlund fra det svenske rigspoliti fungerer det sådan, at kunden helt enkelt kan bestille et særligt nummer fra pizzamenuen, for derefter at få bragt en pizza samt en prostitueret.

Det er naivt at tro, at prostitution kan udryddes. Som nævnt tidligere findes der prostitution selv i lande, hvor udbyderen risikerer stening. Og den findes stadig i Sverige, men nu under kår der er langt mere belastende for de implicerede, end de var før loven blev indført. Det kan både prostituerede og socialarbejdere berette om.

De erfaringer, der hidtil er gjort med forsøget i Sverige, er således langt fra entydigt positive, og Helena Cewers, gynækolog i Malmø, kalder i Prostitutionen som försvann?, - en artikel af Kristina Olsson, bragt i det svenske magasin Kupe i november 2004 -, direkte loven ”ett gigantiskt svek mot de prostituerade”.

Grundet stigmatiseringen har prostitution altid været et vanskeligt område at udforske. I Sverige har lovgivningen haft den effekt, at det nu er endnu vanskeligere at indsamle de data, der er helt nødvendige, hvis man skal vide, hvordan man reelt angriber de problemer, der er forbundet med prostitution. Men, som vi skal se, er det ikke blot vanskeligheder ved at undersøge området, der ligger til grund for, at der ikke er blevet høstet nogen konkret viden om lovens virkning.

Fra danske forbudstilhængeres side bliver det ofte postuleret, at mange af de argumenter der fremføres mod et forbud er ”myter”. Som jeg har påvist, er deres argumentation mod de såkaldte myters sandfærdighed i flere tilfælde mildest talt tvivlsom. Derimod har man selv søsat en usand myte i debatten, - nemlig at den svenske lovgivning virker efter hensigten. De overvældende argumenter, der taler imod, at denne myte skulle repræsentere nogen sandhedsværdi, er bl.a. de ovennævnte eksempler. De viser klart, at der foregår masser af prostitution, men at denne holdes mere skjult end tidligere.

Kriminaliseringen af sexkunder i Sverige har således medført, at man fra officielt hold helt har mistet overblikket over prostitutionens omfang og konsekvenser. Dertil kommer, at man har afholdt sig fra at søge viden om lovens effektivitet. Det rejses der ikke noget stort krav om i Sverige, hvor det er lykkedes at overbevise befolkningen så meget om lovens ”fortræffelighed” (80 % af den svenske befolkning angives at gå ind for loven iflg. Nell Rasmussen m.fl. s. 129) at der ikke lægges tilstrækkeligt pres på politikerne til at følge op på loven med en reel effektivitetsundersøgelse.

Det virker bemærkelsesværdigt, at man fra officielt hold undlader en sådan undersøgelse, når man nu er det første land i verden, der forsøger sig med en lovgivning, der ensidigt kriminaliserer kunden. Man kan mistænke, at baggrunden for at man er så tilbageholdende med en undersøgelse af lovens effektivitet skyldes, at man frygter resultatet vil være, at loven viser sig ikke at have virket efter hensigten. Det ville i givet fald medføre stort tab af prestige for de politikere, der har været med til at vedtage den.


Jura.

En juridisk problematik.

Den svenske lov indeholder i sig selv et juridisk problem: Den straffer ensidigt køberen af en kriminaliseret ydelse, men ikke udbyderen, som er den, der rent faktisk har en økonomisk gevinst ved den kriminaliserede hændelse – sexkøbet. Det er i direkte modstrid med det retslige princip vi bruger overfor alle andre forbrydelser, hvor udbyderen, der scorer den økonomiske gevinst på et kriminelt forhold, straffes hårdere end brugeren af ydelsen. Vi straffer f.eks. narkohandleren hårdere end junkien, og vi straffer smugleren hårdere end den, der køber en stang ubanderolerede smøger af ham/hende. For junkiens vedkommende mener mange, at her burde man slet ikke straffe. Junkien er jo i bund og grund en stakkel, der har været så uheldig at blive afhængig af hård narkotika.

Set i det relief synes det helt ude af proportioner ensidigt at straffe køberen af seksuelle ydelser. Især hvis man inddrager Paul Lyngbyes konklusioner i bogen ”Mænd der betaler kvinder” i betragtningen: Nemlig at prostitutionskunder, i alt fald ved deres debut, ofte er i krise. Der er altså tale om, at mændene står i en situation, der mere berettiger til omsorg end straf. Den mand, der ønsker at lindre sin krise med købesex, vælger måske ikke den optimale løsning på sit problem, ligesom junkien ikke vælger den optimale løsning, når han/hun lindrer sin smerte i livet med et fix.

Men er det rimeligt på baggrund af det at tildele et menneske i krise straf? Og er det rimeligt, at der sanktioneres hårdere overfor brugeren end udbyderen af betalte seksuelle ydelser?


Alternative juridiske tiltag.

De problemer, der i dag er på prostitutionsområdet, og som kan berettige juridiske tiltag, har for mig at se kun i begrænset omfang direkte med prostitutionslovgivningen at gøre. Der er imidlertid flere andre områder af dansk lov, som indirekte er med til at fastholde prostituerede i erhvervet. Disse områder bør man i højere grad fokusere på, hvis man for alvor ønsker at gennemføre lovændringer, der på en gang begrænser prostitutionsfrekvensen, og samtidig tilgodeser livsvilkårene for dem, der fortsat arbejder i branchen.

Det primære sigte med lovgivning bør være at sikre, at ingen presses med magt til at prostituere sig, og at mulighederne er optimale for at forlade erhvervet, for dem der ønsker det.

Jeg kan umiddelbart se to andre lovområder, der på nuværende tidspunkt er med til at fastholde grupper af prostituerede i faget. Det drejer sig om narkoloven og udlændingeloven. Hvis disse love blev reviderede, kunne det åbne mulighed for at nogle af de hårdest belastede prostituerede kunne forlade erhvervet.

Udlændingeloven kunne revideres således, at der blev givet mulighed for opholdstilladelse og social rehabilitering til udlændinge, der har været ofre for menneskehandel. Dette ville give en del af de kvinder, der havde været udsat for menneskehandel, en reel mulighed for at komme ud af prostitution. Som loven er nu, har mange af dem ikke den mulighed. De sidder fastlåst i en situation, hvor de mest hårdkogte bagmænd tvinger dem til at arbejde som prostituerede. Disse ofre for menneskehandel kan i dag ikke få hjælp fra myndighederne, da de arbejder og opholder sig illegalt i landet. De sendes helt enkelt retur til oprindelseslandet, hvis de henvender sig til myndighederne. Dette vil ofte resultere i, at de lokale menneskehandlere vil præsentere den prostituerede for yderligere gældsposter, de mener at have til gode. I værste fald udsættes ofrene for repressalier fra den lokale mafia, der er til fare for deres liv og helbred.

Hvis loven blev revideret, således at udenlandske prostituerede, der havde været udsat for menneskehandel, kunne opnå opholdstilladelse, rehabilitering og beskyttelse her i landet, ville mulighederne for at komme menneskehandel til livs forbedres væsentligt.

Narkotikaloven kunne revideres således, at der etableredes en form for lovlig adgang til stoffer for belastede stofmisbrugere. Det ville nedsætte behovet for at prostituere sig i denne gruppe. Som det er nu, er stofmisbrugere fastholdt i prostitution, da priserne for narkotika på det illegale marked er så høje, at det for de fleste ikke er muligt at finansiere forbruget, medmindre det sker via kriminalitet eller prostitution. Denne fastholdelsesmekanisme ville svækkes radikalt, hvis der blev etableret en legal adgang til stofferne for dem, der har et stabilt misbrug.
Samtidig ville en sådan lov svække hele den organiserede kriminalitet væsentligt, da en stor del af primært mandlige misbrugere finansierer deres forbrug ved berigelseskriminalitet. Der er således en masse følgekriminalitet, der er forårsaget af en narkolov, der giver mulighed for store gevinster til mafiaen gennem narkohandel. Narkotika bliver således den akse, hvorom meget berigelseskriminalitet og den mest belastede del af prostitutionsvirksomhed drejer sig.

De nævnte revideringer af udlændingelov og narkotikalov er effektive redskaber til at sænke frekvensen af negative følgevirkninger ved prostitution, og vil optimere mulighederne for at forlade erhvervet for en gruppe prostituerede, der i dag sidder i en position, hvor de reelt set er fastlåste i det. Samtidig vil de øge mulighederne for at bekæmpe noget af den mest rå og skadelige organiserede kriminalitet, vort samfund lider under i dag.

Det skal også nævnes, at der er et punkt i den gældende lov på prostitutionsområdet, man muligvis bør revidere. Der er tale om et kontroversielt område, idet jer her hentyder til loven om rufferi.

Det er i Danmark ikke tilladt at tjene penge på andres prostitution. Men som nævnt i foregående kapitel er den prostituerede ved sin debut ofte økonomisk dårligt stillet, hvorfor der opstår en afhængighed af, at nogen stiller rammer til rådighed, hvor de seksuelle ydelser kan udbydes under relativt trygge kår. Denne virksomhed overlades med den nuværende lovgivning helt og holdent til kriminelle elementer. Forretningsmetoderne, og de belastninger de prostituerede udsættes for som følge heraf, bærer i høj grad præg af kriminelle elementers kontrol med branchen.

En form for legalisering af bordeldriften, som man bl.a. har set i Holland, ville åbne muligheden for, at rammerne kunne stilles til rådighed for de prostituerede under ordnede forhold. Dermed ville der opstå et alternativ til den mafiastyrede bordelvirksomhed, som vi ser i dag.


Politik.

I kølvandet på den debat, der er rejst af moralister og feminister for kriminalisering af prostitutionskunder, har flere politiske partier taget deres stilling til sagen under overvejelse. En del politikere, primært fra midten og ud mod venstrefløjen, har således markeret sig som tilhængere af kriminalisering, ikke blot i den interne, men også i den offentlige debat. Det gælder bl.a. socialdemokraternes Mette Frederiksen, samt de radikale politikere Lone Dybkjær og Manu Sareen. Det skal dog nævnes, at de nævnte politikeres partier ikke officielt går ind for kriminalisering. Men de forsøger at ændre den officielle holdning i deres respektive partier.

De eneste partier, der i skrivende stund har givet deres fulde og hele tilslutning til forbud mod køb af seksuelle ydelser efter svensk model, er kristendemokraterne og SF.

Årsagerne til, at nogle politikere har valgt at støtte kriminaliseringspolitikken, er formentligt at de rent faktisk tror de derved kan bekæmpe nogen af de problemer, der er forbundet med prostitution. Jeg går således ud fra, at de er i ”god tro”. Men jeg frygter, at forbudstanken på et tidspunkt kan vinde gehør på en bredere politisk front ud fra en økonomisk synsvinkel:

I modsætning til de tiltag, jeg har nævnt for at bedre prostitueredes kår, samt optimere deres mulighed for at forlade erhvervet når de ønsker det, er kriminalisering af kunden næsten gratis. Virkningen er synlig, da det formentligt vil reducere prostitutionens synlighed i gadebilledet.

Gennem et forbud kan politikere vise, at de gør noget ved problemerne, hvis der på et tidspunkt fokuseres på dette i medierne. At dette ”noget” så er direkte skadeligt overfor dem, man ønsker at beskytte, er ofte af mindre betydning i den sammenhæng. De, der har været med til at vedtage loven, forhindrer derved, at de senere beskyldes for passivitet i forhold til prostitutionsproblematikker, - de har jo vist deres engagement ved at være med til at lave loven.

Men da loven sandsynligvis ikke reducerer de problemer, der er i forbindelse med prostitution nævneværdigt (der er, tværtimod, en markant risiko for, at den rent faktisk fører til en drastisk forværring af situationen for de prostituerede), er der en reel risiko for, at den efter en eventuel vedtagelse kommer til at fungere som sovepude for politikerne i forhold til de egentlige problemer, der er forbundet med erhvervet. De prostituerede vil ikke længere være så synlige, og problemer, der er ude af øje, er desværre også ofte ude af sind hos politikere. Tilmed vil loven lukke munden på de prostituerede, der ellers havde mod nok til at gøre opmærksom på dem.


Opsummering af fordele og ulemper ved kriminalisering af sexkunder.

De argumenter, der taler for en lov er således, at indførelse vil fjerne prostitution fra gadebilledet, samt at den lader sig gennemføre billigt.

Stillet op overfor de argumenter, der taler imod, nemlig: En forværring af de prostitueredes arbejdsvilkår, øget stigmatisering, nedsat informationsadgang omkring de egentlige problematikker på området, ringere retsbeskyttelse for de prostituerede, og mere frit spil til bagmænd, der anvender tvangsarbejdere i sexindustrien, samt muligvis en øget frekvens af volds- og sædelighedsforbrydelser, synes kriminalisering af prostitutionskunder at være en rigtig skidt idé.