Artikler og debat


Slip vanetænkningen!

Kronik af Paul Lyngbye
Bragt i Berlingske Tidende d. 19.7. 2001

I sin kronik Når alle bliver gjort til ofre …, bragt 12. juli, retter sognepræst og Groft sagt-skribent Kathrine Lilleør en række voldsomme personangreb mod mig, idet hun bl.a. sætter mig i forbindelse med nogle af forårets mest modbydelige sexovergreb og beskylder mig for at have skrevet min kronik Penge, prostitution og … 9. juli for at få ”kundegrundlag for en fin lille psykologisk briks”. Man må konstatere, at hendes kronik bygger på en række misforståelser af, hvad jeg skriver. Desuden afslører hendes kronik et menneskesyn og et retssyn, der virker noget overraskende for en sognepræst. Formålet med denne kronik er at korrigere nogle af misforståelserne, at gentage noget af det jeg mener med forebyggelse og at perspektivere bredere samfundsmæssigt. Dermed søger jeg at fastholde ønsket om en debat, hvor facit ikke er givet på forhånd og hvor alt ikke kun er sort/hvidt. Den diskussionsform, som Kathrine Lilleør benytter sig af, virker bremsende på en sådan debat og er et eksempel på, hvor svært det er at fastholde sagligheden, så snart emnet er noget med prostitution.

Det er tankevækkende, at Lilleør beskylder mig for ”offersnak”, hvorefter hun skriver en hel kronik om emnet. Jeg mener – på linje med den kritik, som f.eks. historikeren Henrik Jensen fremsatte i bogen Ofrets århundrede – at der er en uheldig tendens til at flere og flere fikseres i en rolle som offer, jfr. side 168 i bogen Mænd der betaler kvinder. Som udtryk for min kritiske distance satte jeg anførselstegn om betegnelsen ’offer’ i det citat som Lilleør falder over i sin kronik: ”Efter min opfattelse har det danske velfærdssamfund en interesse i at mennesker – uanset køn – i samfundet får større livskvalitet. Der er to samvirkende aktører på den konkrete prostitutionsscene. Den foreliggende undersøgelse tyder på, at den ene aktør næppe entydigt kan fremhæves som mere ’offer’ end den anden. Hvis samfundet vil anvende ressourcer på at forebygge og bremse udviklingen af prostitution, så forekommer det logisk at fordele ressourcerne nogenlunde ligeligt på hjælp til begge, direkte agerende parter.” (s. 171). Tilsyneladende har Lilleør overset, at ’offer’ står i anførselstegn. At forholdene er mere nuancerede end Lilleør mener, fremgik i øvrigt helt aktuelt af Berlingske Tidendes omfattende reportage den 15. juli med overskriften Vi er ikke ofre. I artiklen tog massageprostituerede kvinder afstand fra den ensidige politik, der føres på området af det statsfinancierede PROcentret, der officielt hævder at tale prostitueredes sag.

Menneskesynet og retssynet hos sognepræst Lilleør synes præget af en Gammeltestamentlig, dømmende holdning, som man i kirken i dag er gået bort fra. F.eks. skriver hun: ”Den oprejsning kan dommen over krænkeren give, hvis det er en rimelig dom. En dom, der svarer til det, offeret har lidt.” Altså tanken om øje-for-øje, tand-for-tand og en hævnende og straffende Gud. I Det ny Testamente er Jesus-budskabet derimod at inkludere medmennesket. Jesus støder aldrig mennesker fra sig, heller ikke toldere og syndere. Han bærer over med fejltrinene. Dette kristne ideal er meget stærkt, ikke mindst i dansk retspraksis. Og det synes Lilleørs Gammeltestamentlige retssyn at være i strid med.

Blandt Lilleørs beskyldninger mod min person er penge-motivet (!), den ”fine lille psykologiske briks”, som hun mener jeg prøver at få mænd til at vælge ”i stedet for pigernes [briks]”. Dertil kan jeg oplyse, at jeg ikke beskæftiger mig med den type arbejde. Sagen stiller sig noget anderledes for f.eks. Dorit Otzen og PROcentret. De får deres – offentligt støttede – løn for at beskæftige sig med prostitution.

Lilleør skriver, ”at Dorit Otzen [i TV-udsendelsen Profilen 26/6] gør det, hun på mange måder har viet sit professionelle liv til, nemlig at tale de prostitueredes sag” og Lilleør vender hele tiden tilbage til de narkoprostituerede på gaden, ”Dorit Otzens piger med andre ord.”. På dette område er Lilleør nok forvirret på niveau med hovedparten af kronikkens læsere. Kendsgerningerne er, at gadeprostitution kun udgør ca. 2- 4% af al prostitution i Danmark og at de narkoprostituerede er en særlig udsat gruppe, der ikke kan sammenlignes med andre prostituerede. Det er således en alvorlig fejl at opfatte narkoprostituerede på gaden, som værende typiske for prostituerede i Danmark, hvor næsten al prostitution foregår indendørs. Ikke desto mindre er det netop denne fordom man møder igen og igen. Også i tegningen til Lilleørs kronik. Der er næppe tvivl om, at Dorit Otzens ustandselige optræden i det danske mediebillede har medvirket til at cementere fordommen. En anden slags forvirring opstår i samme øjeblik Dorit Otzen toner frem på skærmen. For hvem er egentlig personen, der taler? De fleste synes nok at se en kvinde, der engageret taler om de skæbner hun hver dag møder blandt de narkoprostituerede. Men som noget andet kunne personen også være, hvad mange anser for autoriteten på prostitutionsområdet i Danmark, oraklet, der altid bliver spurgt og menes at vide alt – uanset den smalle, ekstreme gruppe hun dagligt har for øje. Som noget tredje kunne den talende person være præsidenten (se nedenfor), der medievant driver international politik i lille Danmark for en verdensomspændende kvindeorganisation. Så hvilken af Dorit Otzens tre identiteter ser vi, og hvilken tror vi at se? Til sidst skal det nævnes, at alle de 41 mænd jeg interviewede til Mænd der betaler kvinder tog afstand fra mænd, der opsøger narkoprostituerede på gaden og ingen af de interviewede kunne tænke sig at opsøge disse kvinder. På ovenstående baggrund må det siges, at Lilleør sammenstiller sin kronik på basis af manglende og fejlagtig viden.

Nu vil jeg gentage et af spørgsmålene fra min kronik 9. juli: Hvorfor lyver præsidenten for Abolitionisternes Internationale Føderation, Dorit Otzen, på landsdækkende TV den 26. juni (se http://dr.dk/profilen, ca. 3 minutter inde i interview) om eksistensen af aktuel dansk forskning, der anbefaler en forebyggende indsats overfor prostitutionskunder og en nogenlunde lige fordeling af offentlige midler til mænd og kvinder? Vi har endnu ikke fået noget svar fra Dorit Otzen.

Hvad er en abolitionist? I sidste århundrede var det en tilhænger af negerslaveriets afskaffelse, i dag betegner det en tilhænger af prostitutionens afskaffelse. Ordet abolitionist kommer fra engelsk, abolish, der betyder at ophæve eller at afskaffe. Abolitionisternes Internationale Føderation blev grundlagt 1875 i Victoria-tidens England af den fremtrædende feminist Josephine Butler. Da Dorit Otzen blev præsident, holdt organisationen konference i København 2.- 4. december 1999. Ved den lejlighed vedtog man en resolution om at arbejde på at få alle verdens regeringer til at indføre svensk kvindelovgivning og straffe prostitutionskunder (http://www.uri.edu/artsci/wms/hughes/catw/iaf99.htm). Derfor er det helt logisk, at præsident Dorit Otzen prøver at få svensk forbudslovgivning indført i Danmark, selvom lovgivningen ikke virker. Bogen Mænd der betaler kvinder fremlægger derimod en konkurrerende fremgangsmåde, der ser ud til at virke. Fremgangsmåden er baseret på frivillighed, forståelse, forebyggelse og på opdateret, dansk forskning. Altså et fornuftigt alternativ til forbudspolitikken. Måske kunne man sige, at en gammeltestamentlig, hævnende og straffende fremgangsmåde står overfor en nytestamentlig, der er forstående og tilgivende. At præsident Dorit Otzen ville forholde sig kritisk til bogen med det forskningsbaserede forslag, måtte enhver forvente, men direkte at lyve om, at undersøgelsen eksisterer, det er anti-demokratisk og belastende for hendes troværdighed.

Et moderne samfunds beslutninger om folkesundhed og social velfærd skal naturligvis baseres på forskningsmæssig evidens og ikke på tro eller overtro. For eksempel har det dødelige konsekvenser for befolkningen i visse lande, at HIV/AIDS-politikken baseres på religiøs ideologi frem for lægevidenskabelig forskning. Og netop på sundhedsområdet er betydningen af forebyggelse for længst fastslået.

Den farlige kombination af manglende forebyggelse og ulige fordeling af offentlige midler til mænd og kvinder gør sig ikke bare gældende på prostitutionsområdet. Den gælder også området for kriseramte. De seneste uger har medierne været optaget af at berette om de overfyldte krisecentre for kvinder. Men nogle af disse menneskelige tragedier kunne være forebygget. Allerede den 2. september sidste år kunne man læse på forsiden af Kristeligt Dagblad, at ”de tre danske krisecentre for mænd diskrimineres økonomisk i forhold til landets mere end 35 kvindekrisecentre". Det offentlige betalte 58 millioner kroner årligt til kvindekrisecentrene og under 200.000 kr. årligt til de tre krisecentre for mænd. Dette eksempel på åbenlys skævdeling af offentlige midler på det sociale område, understreger behovet for at gøre op med mange års indarbejdet vanetænkning. Det er ikke alene nødvendigt at vedtage mere forebyggelse, det er også nødvendigt samtidig at vedtage flere penge til mænd! Mange danskere tænker nok stadig noget i retning af: ”Kvinder med problemer er ofre. Mænd med problemer skal selv klare dem og hvis ikke, er de tabere.” Dén type vanetænkning, må der også siges farvel til, hvis samfundet vil forebygge og bremse problemer på det sociale område, bl.a. væksten i køen til kvindekrisecentrene.