Artikler og debat


Penge, prostitution og ...

Kronik af Paul Lyngbye
Bragt i Berlingske Tidende d. 9.7. 2001


Når en offentligt støttet organisation forsøger at stikke befolkningen og politikerne blår i øjnene, skal man så reagere? Spørgsmålet bliver aktuelt efter Dorit Otzens optræden som gæst i DR1s Profilen (den 26. juni kl. 21.25. Dorit Otzen er præsident for Abolitionisternes Internationale Organisation, der kæmper for at fjerne al prostitution i verden, hun sidder i bestyrelsen for PROcentret, der hjælper prostituerede og hun har i snart 20 år været leder af Reden, et værested for narkoprostituerede. I TV- udsendelsen påstod hun – i direkte strid med foreliggende dokumentation – at vi i Danmark aldrig har lavet undersøgelser af prostitutionskunden og agiterede for at indføre svensk forbudslovgivning i Danmark. Til trods for at jeg er optaget af andre opgaver nu, så vender jeg i denne kronik tilbage til et forskningsområde, jeg beskæftigede mig med i 1998-2000, nemlig prostitutionskunder. Formålet er at oplyse noget af det, der blev mørklagt i TV-udsendelsen.

I august 2000 udkom Mænd der betaler kvinder – om brug af prostitution på Roskilde Universitetsforlag. Det er bogudgaven af en specialeafhandling, som jeg arbejdede med 1998-2000 og som for første gang i Danmark sætter fokus på mænd, der betaler kontant for sex med prostituerede kvinder. Ved udgivelsen var der massiv omtale af bogen i medierne og den blev rosende anmeldt af seriøse anmeldere i bl.a. Information, Politiken og Berlingske Tidende. I lighed med andre publicerede kundeundersøgelser er den en såkaldt kvalitativ videnskabelig undersøgelse, hvor man søger viden gennem dybtgående interview. Sådanne kvalitative undersøgelser er aldrig statistisk repræsentative. Talmæssige opgørelser og statististiske metoder anvendes derimod ved såkaldt kvantitative undersøgelser, hvor f.eks. spørgeskemaer udsendes. Som man kan læse i bogens kapitel 1 ”Hvor mange er prostitutionskunder?”, anvendtes denne fremgangsmåde i to kvantitative danske undersøgelser fra 1989 og 1992, der kun så på antal. I min undersøgelse blev 41 mandlige kunder interviewet, og jeg havde svært ved at genfinde det billede af stærke, kvindeundertrykkende og stupidt-liderlige mænd, som vi er blevet indpodet i den offentlige debat. Yderligere fandt jeg, at enkelte af mændene tilhørte en hidtil upåagtet, marginaliseret samfundsgruppe med brug for hjælp. Altså at ikke kun kvinder, men også mænd, kan være ofre.

Dorit Otzen kender udmærket disse foreløbige resultater af min undersøgelse. Derfor kunne jeg næppe tro det, da hun i Profilen så direkte ind i øjnene på interviewer Naja Nielsen og sagde: ”… vi har aldrig i Danmark lavet en undersøgelse som har sat fokus på prostitutionskunden.” (http://dr.dk/profilen, ca. 3 minutter inde i interview)

Troværdigheden synes også på spil hos det offentligt finansierede PROcentret, der opsamler viden om prostitution og prostitueredes problemer. Som nævnt sidder Dorit Otzen i bestyrelsen. På centrets hjemmeside under omtalen af prostitutionskunder (set 2. juli 2001, opdateret 4. december 2000) findes ikke nogen reference til den aktuelle bog Mænd der betaler kvinder. Der er kun reference til to arbejder, der er elleve og tolv år gamle. En norsk bog fra 1989 og et dansk arbejde fra 1990 med i alt otte sider summarisk omtale af kunder. Centrets nuværende leder, Annalise Kongstad, var medforfatter på dette arbejde og sammen med bl.a. Per Schultz- Jørgensen søgte hun i 1991 om penge til en kundeundersøgelse, men fik det ikke. I august 2000 besøgte jeg centret og overrakte personligt et af de allerførste eksemplarer af min bog. Hvorfor eksisterer bogen så ikke på centrets hjemmeside, så journalister og andre interesserede kan skaffe sig aktuel viden om danske forhold? Hvor opdateret er den viden, som PROcentret videregiver i det politiske system, når det bruger sin høringsret i forbindelse med lovforslag indenfor prostitutionsområdet?

Man kunne stille spørgsmålet om, hvorfor disse indflydelsesrige kredse skulle prøve at fornægte eksistensen af bogen Mænd der betaler kvinder? Jeg gætter på, at det drejer sig om penge. Bogen konkluderer nemlig, at det ikke kun er kvinder og kvindeorganisationer, der skal hjælpes med offentlige midler, hvis prostitutionsproblemerne skal løses. Mænd skal også hjælpes. På baggrund af interviewene med 41 mandlige prostitutionskunder skrev jeg i august 1999:

"For nogle af de 41 interviewede mænd antog prostitutionsbesøgene karakter af en slags negativ spiral, som de havde svært ved at slippe ud af. […] Hvis disse mænd kunne henvende sig til en rådgivning for prostitutionskunder, så kunne mange af dem formentlig få et bedre liv. […] For disse prostitutionskunders vedkommende gør der sig dog det særlige gældende, at besøgene hos prostituerede kvinder for dem selv fremstår som en del af problematikken på det pågældende tidspunkt af livsforløbet. Rådgivning ville antagelig kunne katalysere livsforandringer i positiv retning. Som en følgevirkning heraf ville antallet af prostitutionsbesøg sandsynligvis blive reduceret eller elimineret. Argumenterne for en rådgivningstjeneste for prostitutionskunder er derfor: 1) At stille ressourcer til rådighed for at hjælpe en samfundsgruppe, der har problemer, 2) At reducere prostitutionens omfang og 3) At skabe ligestilling mellem mænd og kvinder, prostitutionskunder og prostituerede." (Mænd der betaler kvinder, s. 163-64)

Forslaget om at oprette en rådgivning for prostitutionskunder i neutralt regi blev understøttet af en kontrolundersøgelse i foråret 2000. I forbindelse med bogudgivelsen skulle jeg have tilladelse til at offentliggøre mændenes livshistorie og det viste sig, at en relativt stor del af dem havde haft færre prostitutionsbesøg i løbet af året efter interviewsamtalen end året før. Selvfølgelig må der tages forbehold for bl.a. tilfældig variation i det lille talmateriale, men forskningsinterviewet, hvor der først og fremmest lyttes opmærksomt, syntes at have påvirket i retning af færre prostitutionsbesøg. I juni 2000 afsluttede jeg Mænd der betaler kvinder sådan:

"Efter min opfattelse har det danske velfærdssamfund en interesse i at mennesker – uanset køn – i samfundet får større livskvalitet. Der er to samvirkende aktører på den konkrete prostitutionsscene. Den foreliggende undersøgelse tyder på, at den ene aktør næppe entydigt kan fremhæves som mere ’offer’ end den anden. Hvis samfundet vil anvende ressourcer på at forebygge og bremse udviklingen af prostitution, så forekommer det logisk at fordele ressourcerne nogenlunde ligeligt på hjælp til begge, direkte agerende parter. Man kunne måske tilføje, at såfremt et samfund for alvor skulle søge at fjerne fænomenet prostitution med anvendelse af forbud, så ville en konsekvent forbudspolitik være at kriminalisere alle parter, der bidrager til fænomenets eksistens." (s. 171)

En inkonsekvent forbudspolitik blev indført i Sverige pr. 1. januar 1999. Som det eneste land i verden vedtog man at kriminalisere den ene konkrete aktør (prostitutionskunden), mens den anden konkrete aktør (prostituerede) frit kunne udbyde seksuelle tjenester. I hele 1999 blev seks mænd dømt efter den nye lov. Af dem havde fire erkendt, at de ville købe sexuelle ydelser, mens to nægtede. Den totale mængde prostitution i Sverige synes dog ikke formindsket, jfr. de officielle svenske rapporter Förbud mot köp av sexuella tjänster. Tillämpningen av lagen under första året. Brottsförebyggande rådet, BRÅ-rapport 2000:4, 56 sider. Kännedom om prostitution 1998-1999. Socialstyrelsen, SoS-rapport 2000:5, 72 sider.

Som bekendt har Sverige en helt anden tradition på forbudsområdet, end vi har i Danmark. Men – selv i Sverige forekommer denne forbudspolitik at have spillet fallit. På den baggrund må man spørge: Hvorfor foreslå en sådan lovgivning importeret til Danmark nu? Det virker yderligere ubegribeligt, at Dorit Otzen i Profilen fortier en fremgangsmåde, som der er en vis evidens for virker på prostitutionens omfang, nemlig rådgivning til prostitutionskunder, mens hun taler højt om at indføre en fremgangsmåde, som en del evidens viser ikke virker, nemlig svensk forbudslovgivning. Hvor er den menneskelige og samfundsmæssige logik?

Der er næppe tvivl om, at vi skal helt tilbage til de radikale feminister og tænkningen i 1970erne for at øjne en sammenhæng: Kampen mod mandssamfundet, fjendebilledet af mænd som principielle voldsforbrydere, sexuelle undertrykkere, incestudøvere m.m., billedet af kvinden som offer. Og da bl.a. vrede, had og ønsket om hævn er karakteristisk for offerpositionen, så er det en god kampposition. Som mere udførligt beskrevet i bogen Mænd der betaler kvinder er det denne type feministisk tænkning, der har domineret den skandinaviske debat, forskning og politik på området i 30 år og som f.eks. også er indskrevet i det ideologiske grundlag for PROcentrets virksomhed.

På den aktuelle baggrund må man derfor spørge, om ikke det stiller sig som et samfundsmæssigt problem, at nogle stærke, offentligt støttede aktører, der har deres tankegang dybt forankret i fortiden, rådgiver vores politikere og dirigerer den offentlige debat, når input fra virkeligheden, som den ser ud nu, ikke synes at nå frem til dem?