Artikler og debat
Sex burde forbydes (især for unge under 18
år)!
Leder af Henrik List
Bragt på websitet MoreThanVanillia i oktober 2004
Ind imellem må man knibe sig i armen og dunke hovedet ind i (medie)muren for at
overbevise sig selv om, at man rent faktisk lever i begyndelsen af det 21.
århundrede i det såkaldt ”frisindede” lille Danmark, der ellers som det første
land i verden legaliserede henholdvis tekst- og billedpornografien i slutningen
af 1960’erne – altså for næsten 40 år & en halv menneskealder siden – og er
blevet verdensberømt for sine topløse badenymfer og seksuelt emanciperede
blondiner. Jeg har således efterhånden knebet mig til blå mærker og dunket
panden til blods over de tilbagevendende mediebulletiner om, hvor galt det står
til med de unges sexliv på grund af den fordærvende, korrumperende indflydelse
fra pornoen, internettet, reklamerne, moden, hip hop-musikken, mobiltelefonerne,
ungdomsprogrammerne og den generelle ”seksualisering” af det offentlige rum.
Journalisterne og feministerne, eksperterne og politikerne bliver tilsyneladende
aldrig trætte af at slå på tromme for dette emne. Der udsendes ikke et
universitetsspeciale fra RUC eller en pressemeddelelse fra ”Reden” uden, at det
afstedkommer en spærreild af artikler, kommentarer, overskrifter og TV-indslag,
hvor bekymrede voksne med dybe rynker i panden, der totalt har fortrængt deres
egen pubertet, debatterer sædernes forfald. En uskøn alliance imellem politisk
korrekte kønsfeminister og den moralsk korrekte, kristne højrefløj har for
længst taget patent på det tavse flertals postulerede forargelse i en ny
majoritet, der næppe vil helme, før alle former for porno og prostitution,
dekadence og drengestreger er blevet forbudt – igen …
Det seneste medieselvsving er i september 2004 blevet kickstartet af en
amerikansk undersøgelse fra University of California af 1.800 unge mellem 12 og
17 år, der er blevet udspurgt om deres TV-vaner og seksuelle erfaringer – med
den forudsigelige konklusion, at dem, der har set mest sex på fjernsynet, også
er dem, der tidligst debuterer seksuelt. Man kunne med lige så stor ret vende
den om og sige, at dem, der er tidligst seksuelt nysgerrrige og udviklede, altså
også er dem, der er mest interesserede i sex på TV. ”Duh!”, som Homer Simpson
ville udbryde. Det er dén slags, universitetsæggehoveder får penge for at finde
ud af og professionelle meningsmanipulatorer lever af at kolportere. De danske
”sexperter” himlede selvfølgelig efterfølgende op om, at der sandelig er for
meget sex i TV – bl.a. i et i øvrigt lukket ungdomsprogram som ”Banjos
Likørstue” – og at dét (som en kendt medielæge sagde i Berlingske Tidende) kan
fremme ”de unges seksuelle debut” og ”nogle seksuelle praktikker, som ikke
nødvendigvis hører ungdomslivet til, f.eks. analsex.”
Der er ingen tvivl om, at den lette tilgang til seksuelt eksplicit eller
ligefrem direkte pornografisk materiale (via nettet eller Anal København)
påvirker nutidens unge – ligesom Rapports ”Grå sider” og klæbrige numre af
Weekend-sex påvirkede min tidlige ungdom i 70’erne. Og at denne påvirkning ikke
altid er lige heldig, kan der næppe heller herske tvivl om. Men hver gang dette
emne er oppe at vende i mediecirkuset, får man bare det indtryk, at det er
tragisk og katastrofalt, hvis et ungt menneske debuterer seksuelt før
vedkommende er 15-16 år, og næsten en ”skæbne værre end døden”, hvis et andet
ditto skulle komme til at eksperimentere med noget så forkasteligt ækelt som
analsex. (Og hvad de unge bøsser skal gøre, hvis de ikke må dyrke analsex, det
havde lægen åbenbart ingen bud på…)
Hallo venner, så er det sgu heller ikke værre! Store børn og unge har altid
været liderlige, sådan er de bygget af Vorherre & Co., og puberteten er nu
engang én stor kogende og simrende sexfantasi, boblende af østrogen og
testosteron og varme, våde drømme. Ungdommen starter tidligere i dag, både i
biologisk og sociologisk forstand. Dén udvikling er svær at stoppe, og hvem
siger egentlig, at den pinedød skal stoppes? For det store flertal af ungdommen
er de tidlige seksuelle erfaringer med garanti stadigvæk lige så usikre og
famlende og heftigt hjertebankende, som de har været for alle tidligere
generationer siden Adam & Eva, men for nogen 13-årige kan det måske være helt
cool at have sex, og for nogen 15-årige kan det måske være helt fint med analsex
– så længe de selv bestemmer farten hele vejen fra det første forsigtige kys til
det første stakåndede knald. De skal under alle omstændigheder nok finde ud af
at sætte grænser for, hvad de tænder på, og hvad de vil være med til, de unge,
og lige så vel som de færreste teenagere bliver massemordere af at se
action-film eller spille voldelige computerspil, kaster de færreste teenagere
sig ud i gang-bangs, S/M, prostitution, fistfucking eller jernhård analsex på
grund af pornofilm.
Ét er også hardcore-pornoen, som endnu primært skal findes i dens egne lukkede
kredsløb, hvor børn og unge under 15 slet ikke hører hjemme – hverken foran
kameraet eller skærmen eller på nogen som helst anden måde (hvilket det først og
fremmest må være op til deres forældre at forhindre). Noget andet er de
seksuelle referencer i mainstream-medierne og reklamerne, der givetvis er blevet
mere massive og markante i løbet af de sidste ti år. Men at det skulle være
direkte skadeligt for nutidens unge danskere at se et par bare bryster eller
høre en sjofel vittighed i ”Banjos Likørstue”, det skal man vist være
journalist, feminist, præst eller ”sexpert” for at mene. Vi voksne
(forældre/lærere/rollemodeller) skal passe på de unge og være der, hvis der er
brug for hjælp, støtte og rådgivning, hvad det seksuelle angår, men ellers skal
vi blande os helt udenom dén jazz. For vi er sandsynligvis de sidste, de unge
ønsker at have med i baghovedet, når fantasien eller hænderne glider ned under
trussekanten eller underbukse-elastikken ...
Lad dog de unge selv finde ud af det! Lad dem dog drømme og fantasere og
eksperimentere som de vil! Ja, lad dog ungdommens sexliv være i fred!