Artikler og debat


Køb og salg af sex – hvorfor ikke?

Kronik af Vivi Hollænder
Bragt i Politiken d. 9. august 2006

I forbindelse med den fremtidige prostitutionsindsats, pågår der i øjeblikket en livlig debat i offentligheden omkring prostitution. Magtfulde (kvinde)røster fra ekspertgrupper og politikerkredse er i fuld gang med at udsprede budskabet om prostitutionens forbandelser. Socialministeriet har afsat i alt 45,8 millioner kroner til handleplanen "Et andet liv", der skal løbe over fire år. I første omgang vil man lægge ud med en holdningsændrende kampagne, der skal resultere i at folkestemningen vendes fra et nuværende flertal for prostitution. Befolkningen skal belæres om, at mandlige prostitutionskunder er samfundsskadelige på linie med spritbilister eller det, der er værre. Man mere end aner at formålet på længere sigt er et forbud mod at købe sex – på linie med den svenske lovgivning, hvor det er forbudt at købe, men ikke at sælge seksuelle ydelser.

Intensionen i denne besynderlige konstruktion, er formentligt, at man ikke ønsker at straffe kvinderne, som man på forhånd anser som stakler, men derimod at ramme de formastelige mandlige kunder. I tidligere tider var det de løsagtige kvinder, man lagde for had – men den kønspolitiske udvikling gennem de sidste 30 års har gjort det mere politisk korrekt at tillægge kvinder status som ofre, og i stedet angribe den maskuline seksualitet.

Argumenterne er mange – rigtig mange, men jeg må indrømme at ingen af dem endnu har overbevist mig om at prostitution bør afskaffes – og her taler jeg vel og mærke om den prostitution der udføres af voksne, selvstændige mennesker, der frivilligt og bevidst har valgt denne branche. Ikke om kvinder eller børn, der er handlet af kyniske bagmænd eller tvunget af sociale omstændigheder.

I forbindelse med en nylig afsluttet undersøgelse på sexologistudiet, har jeg talt med og modtaget henvendelser fra en del kvinder, der har valgt prostitution som hel – eller deltidsbeskæftigelse. De beklager det, som de betragter som en hetz imod deres erhverv. Og de beklager allermest det unuancerede og fordømmende syn på prostitutionen, som lægges for dagen.

Jeg vil gerne tage afstand fra den holdning om, at prostituerede kvinder har en falsk bevidsthed, så de ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og respektere deres ord, når de siger, at det ikke er de seksuelle handlinger, men omgivelsernes holdning og reaktion, der gør livet surt. Men det vil være ligeså respektløst at tale om ”lykkelige ludere” - dette nedladende begreb, der ofte dukker op i debatten, hvor det afvises som en myte. For mig vil det være lige så absurd at tale om den ”lykkelige elektriker”.

Det at en mand kan købe sig en kvinde, er tilsyneladende stærkt provokerende for især feministiske fortalere. Det kan i så fald kun være det seksuelle aspekt i handlen, man lader sig provokere af. Principielt ville en mand således også købe en kvinde, når han frekventerer en frisør af hunkøn.

For det første er det noget vrøvl, at han køber kvinden – han køber bestemte ydelser, der strækker sig over en aftalt tid. Når handlen er overstået, er hun lige så meget sin egen før – ganske som sekretæren, der forlader kontoret til fyraften.
Mennesker har til alle tider handlet med tjenesteydelser – man køber andre menneskers tid og arbejdskraft – enten fordi man har råd til at betale sig fra kedelige gøremål eller fordi man har brug for deres kunnen på et specifikt område.
Om man kan lide det eller ej, så hersker markedsmekanismerne også på det seksuelle område. Så længe der er et behov, vil man være i stand til at sælge en vare, og udbud og efterspørgsel bestemmer prisen.

Mænd vil uvilkårligt se ned på kvinder, hvis de kan købes for penge, påstår prostitutionsmodstanderne. Hvis pointen i denne påstand skal tages for pålydende, skulle mændene i endnu højere grad foragtes af kvinderne – mænd uddeler som regel seksuelle ydelser kvit og frit – omvendt er de åbenbart villige til at betale for det, som enhver kvinde kan få gratis – nemlig sex.

Men at både mænd og kvinder generelt ser ned på ludere er ubestrideligt – og jeg vil vove den påstand, at i særdeleshed piger og kvinder bliver opdraget til at ringeagte dette erhverv. Luder er et velkendt skældsord allerede i skolealderen blandt både piger og drenge. Og ve den stakkels pige, der får hæftet dette prædikat på sig … endsige lever op til det!

Således medvirker almene samfundsnormer til en effektiv stigmatisering og social udstødelse af udøverne af den professionelle elskovskunst – luderne, horerne og glædespigerne.

Følgelig må mange prostituerede leve et dobbeltliv, fyldt med løgne og fortielser, hvis de vil bevare deres sociale anseelse. Alene af den grund er det kun ganske få, der ønsker at stå offentligt frem og forsvare deres valg af erhverv. At være nødt til at leve på en løgn, dagligt at skulle skjule en væsentlig del af sit liv for børn, familie og omgangskreds er i sig selv en belastende stressfaktor, ydermere er hun formentligt opdraget, som de fleste andre, til at betragte sin profession med aversion. Faktorer, som bestemt ikke styrker selvværdet og som henviser den faglige stolthed til yderst lukkede kredse.

En spørgeundersøgelse blandt mandlige prostitutionskunder har vist, at motivet for nogle mænd i virkeligheden mere handler om at opnå en følelse af magt frem for den fysiske udløsning. Dette i sig selv er forkasteligt, påstås det i ligestillingens navn. Jeg synes, det er sørgeligt at konstatere at der findes mænd, der er nødt til at købe sig til en illusorisk magt for at opnå en kortvarig følelse af kontrol. Hvad har vi dog gjort ved vores drengebørn, siden det er kommet så vidt?

Hvis man afskaffer prostitution, tager man levebrødet ud af hånden på alfonser og bagmænd, påstås det. Undskyld, men det forekommer mig naivt, at tro det vil gå så nemt. Her er i forvejen tale om dybt kriminelle aktiviteter, og et forbud fra eller til i denne sammenhæng, vil næppe have den store betydning. Blot vil det gøre tilværelsen endnu mere utålelig og farefyldt for de berørte kvinder. Alfonseri er for længst forbudt ved lov. Det samme gælder menneskehandel og alle former for slaveri. Vil man disse ugerninger til livs, er det et spørgsmål om at bruge ressourcerne her og håndhæve den eksisterende lovgivning.

Narkomisbruget bliver altid fremhævet i forbindelse med prostitution og narkoluderne trukket frem som eksempler på, hvor galt det kan gå. Og ingen ved sine fulde fem kan vel pege på noget som helst positivt ved trække på gaden for at slæbe penge hjem til det næste fix. Det er ikke et frit valg – narkoluderen sælger ikke sine ydelser af lyst, men af stor nød. Her er der tale om social nød og elendighed, men at forbyde kunderne at købe disse ydelser, vil ikke hindre en desperat narkoman i at forsøge at sælge dem – det vil blot tvinge disse kvinder længere ind i den kriminelle underverden, hvor de vil være yderligere sårbare og udsatte for vold og mishandling. Motivationen til at anmelde overgreb er i forvejen meget lille i narkomiljøet og kriminaliseres sexhandlen oveni, kan man frygte at motivationen helt forsvinder. Narkoprostitutionen er et symptom på social nød og ikke årsagen hertil. Man fjerner aldrig ondets rod ved symptombehandling – tværtimod.

Mænd gifter sig ikke med ludere, men med de ærbare kvinder. Jo – det er rigtigt. Dette udsagn blev såmænd også fremført af en af paneldeltagerne i Voxfemininums seminar om prostitution for nylig. Alle argumenter bliver taget i brug. Nu er jeg lidt i tvivl, om pointen i udsagnet. Er formålet med afskaffelsen af prostitution at sikre alle kvinder et giftermål? - Herregud, og jeg som troede, at ægteskabet som kvindens vigtigste mål her i livet, for længst var afskaffet. Måske var hensigten snarere at angribe visse mænds indgroede luder/madonna-kompleks. Men hvad man end måtte mene om dette kompleks, lader det sig næppe afskaffe gennem kampagner eller lovgivning.

I prostitutionsdebatten gentages det ofte, at mange prostituerede er blevet misbrugt som børn. Jeg har ikke belæg for at betvivle rigtigheden heraf, og jeg kan kun støtte at alle lovgivningens midler tages i brug, når det gælder bekæmpelsen af seksuelle overgreb mod børn – og voksne for den sags skyld. Selvfølgelig skal ofrene have al den fornødne hjælp, så ingen af den grund havner ufrivilligt i prostitution. Ingen tvivl herom. Men jeg har desværre umådelig svært ved at se sammenhængen i denne forbindelse. Hvordan kan forbud mod sexhandler, indgået mellem voksne mennesker, kunne hindre blot et eneste overgreb mod børn?

Det lader til at der åbenbart er bred enighed om, at kvinder tager både fysisk og psykisk skade af at sælge deres krop. At være tvunget til at lade andre mennesker overskride sin intimsfære flere gange dagligt, så man bliver nødt til at ”lukke af” for følelsesmæssige indtryk medfører på længere sigt skader på sjæl og krop. Ja, det er rigtigt – den sammenhæng er dokumenteret i mange tilfælde. Mennesker, der er tvunget til gentagne gange at overskride deres ydeevne igennem længere tid, tager skade. Dette gælder alle mennesker. Især er mennesker, der bruger sig selv som arbejdsredskab særligt udsatte. Man ser bl.a. fænomenet indenfor mange traditionelle kvindejobs - i pleje-og omsorgssektoren, hvor der konstateres flere og flere tilfælde af kronisk træthedssyndrom, udbrændthed og andre stressrelaterede sygdomme. Det samme gør sig selvfølgelig også gældende for sexarbejdere, der gang på gang bliver presset til at overskride deres grænser fysisk eller psykisk., hvad enten det er af pengegriske bagmænd eller pga. et stofmisbrug, der dagligt kræver en vis indkomst.

Her vil nogen indvende at det er selve penetrationen, der er den afgørende forskel for de prostituerede og andre almindelig lønmodtagere. Pædagoger og hjemmehjælpere skal ikke lade sig penetrere af mandlige kønsdele, uden at have et følelsesmæssigt forhold til dem, for at få hyren udbetalt - i modsætning til luderen. Derfor vil hun på længere sigt lide mere overlast. Følgelig argumenterer man så for, at myndighederne må gribe ind overfor alle sexkøb. Det skal således ikke længere være op til den enkelte kvinde selv at vurdere, om hun er i stand til at forvalte sine seksuelle ressourcer, når der er økonomiske interesser indblandet. Hun har brug for samfundets beskyttelse, så hun ikke udsættes for mere sex end hun kan tåle – også selv om vi taler om selvvalgte seksuelle aktiviteter.

For mig at se er det en yderst patroniserende holdning, som indirekte bekræfter den fordom at kvinder er mere skrøbelige seksuelt end mænd. At kvinder på længere sigt tager skade af at dyrke sex uden kærlighed og at hendes seksuelle appetit ikke kan være større end mandens. Hvordan jeg end vender og drejer det, kan jeg kun opfatte dette som endnu et seksualundertrykkende moralkodeks, der kun rammer kvindekønnet.

At kvinder har et køn, der er så værdifuldt, at mænd er villige til at betale for at få adgang til det, og at kvinder herigennem har en potentiel indtægtskilde, som er de færreste mænd forundt, er et faktum man i stedet kunne vælge at betragte som et kvindeligt privilegium.

Indtil jeg bliver overbevist om andet, vil jeg vove den påstand, at den virkelige hensigt med denne moraliserende kampagne er et angreb på selve prostitutionens væsen. Bevidst eller ubevidst camoufleret som hjælpeindsats for ulykkelige kvindeskæbner. Men fakta er, at de kvinder, der havner i prostitution af nød og tvang, ville kunne hjælpes uden yderligere lovgivning, hvis den politiske vilje til at tilføre området de fornødne økonomiske ressourcer var til stede.