Artikler og debat
Taletid til "gadepigerne"!
Kronik af Nanna W. Gotfredsen
Bragt i Politiken d. 14. juni 2006
For kort tid siden, var flere hundrede prostituerede og allierede
socialarbejdere fra alle dele af verden samlet på en temadag i Vancouver. Samlet
i kampen mod den kriminalisering som i sine forskellige former rammer de
prostituerede så nådesløst.
Vi havde kun lige fået sat os. Så blev lyset slukket og ind i mørket trådte et
stort pigekor. Hver af pigerne med et tændt stearinlys. Til minde om de 71
kvinder, som over en årrække er forsvundet fra området omkring den åbne
stofscene i Vancouver, Down Town Eastside, sang de sangen Days Gone By. Hele
rummet fyldtes og tilhørerne med. Hårene rejste sig på vores arme. Nogle græd.
Stemningen bagefter var ubeskriveligt tung. Og meget forpligtende. Kun 26 af de
forsvundne kvinder er fundet.* Eller resterne af deres fordærvede lig. De øvrige
er fortsat savnede.
Alligevel var det også en glædens dag. Kvinderne glædede sig nemlig over, at de
med succes er begyndt at organisere sig. At tale deres egen sag. De vil ikke
længere affinde sig med at være helt utilstrækkeligt repræsenterede af andre i
den debat, der i så høj grad angår dem. Og der blev jublet ved budskabet om, at
de new zealandske prostituerede efter 15 års hård kamp nyligt endelig har nået
et af deres mål: En total afkriminalisering af prostitutionskunderne. En af
frontkæmperne i denne kamp, Karen Ritchie fra NZPC (New Zealand Prostitutes
Collective), er endda netop blevet udnævnt som specialrådgiver for landets
regering. Jublen ville næsten ingen ende tage, da hun definitivt og næsten
hvæsende tog afstand fra, at hun selv og andre i ét væk i medierne blev
fremstillet som ofre for ”mænds uhæmmede seksualitet”. Hun var bestemt heller
ikke humorforladt, da hun gav udtryk for, at der er alt for store penge i denne
sektor til at føle sig som offer. Men heller ikke blind for, at der ofte er
store socioøkonomiske problemer bag prostitution: ”Løs dem! Men vov ikke at
kriminalisere hverken os eller vores kunder. Det er livsfarligt for os!”. Og det
blev fremhævet og understreget, at salg af sex for mange af kvinderne også
betyder frihed. Giver magt over eget liv.
Dagen var dermed på en gang fuld af sorg over tab på kriminaliseringens konto og
over den skæve fordeling af levevilkår, men også stor glæde over nu endelig at
blive hørt og inddraget som ligeværdige parter.
Også på den baggrund er det trøstesløst, at den hjemlige og tilsyneladende
uendeligt unuancerede debat bare fortsætter. Helt hen over hovedet på dem det
handler om. En debat der hidtil er foregået i en fasttømret og hårdt optegnet
politisk konfrontationsdiskurs. Den ene side moraliserer eller beskyldes for at
gøre det. Den anden fremstilles som kynikere, som ikke ønsker at tage vare på
denne udsatte gruppe. Kun ved enkelte lejligheder er tidligere prostituerede
blevet inviteret med i debatten. Men desværre har de mest teet sig, som ’de
frelste’, som ind i mellem er så kloge på andres vegne, at de kan undvære
hovedet og reelt blot afslører, at de nu befinder sig lysår fra virkelighedens
brutale vilkår og præmisser og derfor er helt uanvendelige som repræsentanter.
Indtil i sidste uge, hvor en ’gadeprostitueret’ her i avisen endelig blev givet
spalteplads.
Set fra en gadevinkel, hvor Gadejuristen takket være satspuljemidler, kan
tilbyde socialt arbejde også blandt de prostituerede på gadeplan og ikke mindst
bruger lejligheden til at lytte til dem det handler om, er der meget der kan og
skal gøres. Gå endelig i gang med at overbyde hinanden, men start med at spørge
kvinderne selv. De har masser af bud. Nogle har brug for heroinunderstøttet
behandling, andre for lægeordineret benzodiazepin. De fleste har brug for
kvalificerede sociale behandlingstilbud med realistiske mål. Et sted at bo eller
i det mindste reelle lavtærskeltilbud, som ikke finder på at bortvise dem på
grund af manglende ”forandringsvilje”. De har brug for et tilstrækkeligt
økonomisk fundament. Det er nemlig ikke bare stoffer der trækker kvinderne i
Gaden. Vi møder også kvinder, som fx er lykkes med at blive stoffrie, men sendes
tilbage til gaden af et urimeligt lavt eksistensgrundlag, kontanthjælpsloftet og
mistet boligsikring. Så lad os bare komme i gang med at løse deres problemer.
Giv dem taletid, lyt til dem og forstå, at det i hvert fald IKKE er
kriminalisering af kunderne der efterlyses.
* De 26 fundne kvinder mindes på
www.missingpeople.net.
De 71 kvinder i et galleri på
www.missingpeople.net/vancouver_missing_women.htm.