Artikler og debat


Hvad er problemet?

Interview med Henning Bech af Ina Kjøgx Pedersen
Bragt i Weekendavisen d. 22. august 2003

Lyst! »Aldrig har disse nyfeminister ønsket sig andet end i Barbara Cartland-stil at falde besvimende om i en mørkhåret greves arme, aldrig nogensinde har de begæret en mand, aldrig nogensinde har de været liderlige.« Interview med ironikeren og sexforskeren Henning Bech.

LYSTEN er sluppet ud af sit formål. Den driver påtrængende omkring og hævder at være noget i sig selv, og det gør mange mennesker bekymrede og vrede, siger kultursociologen og idehistorikeren Henning Bech , som især hos nyfeminister og kristne fundamentalister ser »en skræk for kroppens, sanselighedens, rummenes nydelser.«

Forskrækkelsen findes ikke alle steder. De fleste danskere tager det roligt, Danmark er et godt sted at bo, hvis man eksempelvis er en mand, der har lyst til andre mænd. Det er Bech selv og han har i sin forskning og doktorafhandling brugt homoseksualiteten som lup på det senmoderne samfund med dets bestandige valg. De homoseksuelle skulle ikke hjem til familien, så de er hurtigst kommet i kontakt med nutidens spil, roller og flygtige byarena; en adfærd, der siden er blevet mere almen. Byen forstået som det offentlige ukendte er et skønt sted, det fremmedgørende er en kvalitet, opstemtheden ved busstoppestedet eller på perronen et produktivt vilkår.

For Bech er seksualiseringen af det offentlige rum et fremskridt. Hvad er alternativet? Dengang børn fik et chok over at finde et Weekendsex under en kammerats storebrors seng i en alder af ti? Dengang 18-årige kvinder ikke anede, at mænd havde en dillermand? Hvorfor må børn ikke vide, når de går med ind i kiosken og ser blade med bare bryster, at bryster også kan bruges til nydelse? Problemet er mest, at de får for lidt og forkert viden i skolen. Pornoen har fået rollen som alment dannende, og det gør den da ok, men med et alt for indskrænket repertoire. Hvad med læbernes erotik? Endeløse closeups af læberne?

Men: »Det er, som om der altid er et eller andet galt med seksualiteten, og hvis det ikke er det ene, så er det det andet. Men hvad er problemet, spørger jeg naivt-kritisk, og som regel træder folk sig selv over tæerne eller kommer med mærkelige påstande, så jeg igen må spørge: Hvad er problemet? For så kan det være, jeg kan løse det,« siger Bech.

Man må høre en venlig, tilbagelænet stemme for sig, afbrudt af selvironiske betoninger eller drillende karikaturer, navnlig når banaliteterne står i kø. Ved forelæsninger forbydes de studerende, som har belønnet ham med Årets Harald - Københavns Universitets pris for fremragende formidling - at optage på bånd; ironiens anden og elskværdige side går sjældent igennem på tryk.


Noget grimt noget

Bech har taget fire »sommeragurker« med til samtalen, som foregår en af de varmeste dage i det svaleste værelse i lejligheden midt i København. Agurkerne er skelettet i hans foredrag. Som den første i denne reporters lange liv har han høfligt forberedt fem kvarters oplæg om emner, han finder det vigtigt at tale om netop nu, ikke i går eller i morgen. Ingen klare svar men undren kan man få, drevet af nysgerrighedens lyst. Den hidtidige produktion har han talt rigeligt om »også her i formiddag til radioen, og jeg orker ikke igen,« og den fremtidige, som er under udvikling i disse måneder og publiceres til foråret, må endnu ikke eksponeres. Du får mig ikke til at sige mere, lyder det, når den kommende bogs appetitvækkende temaer berøres.

Til agurkerne. Sommervarmen har sendt de seriøse journalister på ferie, mener kultursociologen, særlige grupper og emner har nem adgang og seksuel letsindighed sælger aviser. Problemet er bare, at letsindighed ikke synes at have med let sind at gøre, let sind er åbenbart noget »grimt noget«. Først nyfeministerne. To kvinder har skrevet en kronik i Information. Tækkeligt klædte var de til fest og blev grabset på af en mand. De meldte ham til politiet, hvilket den følgende dag i en leder blev koblet til en oplevelse af generel fri jagt på kvinder i det offentlige rum. Reaktionen var med andre ord forståelig. »Men hvad er problemet? Masser af mennesker, også jeg selv, har prøvet at blive udsat for seksuelt påtrængende adfærd til fester og på barer, og det kan man tackle på mange måder. Man kan flytte sig, fordi det er det nemmeste, man kan skubbe hånden væk, sige man ikke vil have det eller end ikke ville røre dem med en ildtang, man kan alliere sig med andre. Folk kan være irriterende på mange måder. Nogle taler uafbrudt, fordi de skal føre sig selv frem. Nogle siger intet og ser fornærmede ud. Selskabslivet er forbundet med mange plagelser, som Emma Gad erkendte, men hvorfor er de seksuelle specielt slemme?«

Så er der de homoseksuelle i kirken. Det er forekommet, at en borgerrepræsentant har viet et homoseksuelt par i kirkerummet, hvorefter de er blevet velsignet af præsten. Det er ikke en kirkelig vielse, men alligevel er det en utilstedelig praksis, har Københavns biskop Erik Norman Svendsen sagt. Velsignelsen er ok, den omfatter alle kirkegængere, men vielsen er et registreret partnerskab, ikke et ægteskab og må foregå et andet sted. Bech skal »bestemt ikke« vies i kirke, men for mange mennesker er den kristne symbolske handling afgørende for at vise og bestyrke deres forpligtethed over for hinanden. »Hvad foregår der mon i det kristelige kød, når en sådan bekræftelse skulle gøre dette utilstedeligt netop for homoer?«


Hvis nu alle ...

Bech har yderligere to historier med. Først købesex. Information hævder 1. august, at hver sjette mand går til prostitueret. Man ser jo for sig, siger Bech, de andre mænd i ens opgang, de render derhen hele tiden. Der er ingen kildeangivelse, og Bech har siden søgt at efterforske påstanden. PRO-centeret oplyser, at den eneste egentlig repræsentative undersøgelse er fra 1989. Ifølge den har 14 pct. af mænd mellem 16 og 55 haft kontakt med en prostitueret. Hvor mange, der har haft det mere end én gang, fremgår ikke, men man kan se, at hos mere end halvdelen har kontakten fundet sted i udlandet. I øvrigt er der flest i den ældste alderskategori. »PRO-centeret har gjort tallene større på deres hjemmeside, hvilket går videre i Information. Hvorfor?«

Endelig Vejdirektoratet. De står ifølge flere medier og lurer i buskene ved udvalgte motorvejsrastepladser for at gribe mænd på fersk gerning. Det er ikke ukendt, siger Bech, at mænd besøger rastepladsernes herretoiletter for at have sex med andre mænd, »og det synes mange af de forbipasserende mænd, efter hvad jeg hører, er et helt fint arrangement. Og hvad er så problemet?« Der er klaget over det. Vejdirektoratet ønsker ingen hetz, forsikrer informationsmedarbejderen, men trafiksikkerheden er på spil. Hvis nu alle blev så bange for at gå på rasteplads, at de i stedet stoppede på motorvejen for at besørge i vejkanten eller tage et hvil, lyder det. Da den venlige mand skal give eksempler skriver han til Bech, at forældre er bange for at sende deres 12-årige datter ind på toilettet. Men hun går vel ikke på herretoilettet, så hvad handler en sådan besynderlighed mon om, spørger kultursociologen med uskyldens hævede øjenbryn.

Hvad vil han med agurkerne? Vokser de fra en bredere næringsfyldt grobund? Er en nypuritanisme på vej? Nej. De fleste danskere er ret ligeglade, og store dele af det, der går for at være højrefløjen, er ikke mere moralistisk end venstrefløjen. Snarere tværtimod. Bechs interesse samler sig om nyfeminister og fundamentalistiske kristne - nogle nyfeminister og nogle fundamentalistiske kristne.

»Hos de kristelige kan det jo ikke undre nogen, for hvis man tror på at kvinder blev til, fordi Gud tog et ribben fra Adam og lavede kvinden af det, og at de derefter blev jaget ud af Paradisets Have, fordi kvinden plukkede et æble af kundskabens træ og gav det til manden, så kan man jo tro på hvad som helst. Også at det skulle give mening i en kristent orienteret verdenstolkningssammenhæng, at bøsser og lesbiske ikke må vies i kirken. Så er vi vel ude i, hvad man må kalde den statsautoriserede og statsbetalte overtro. To personer af samme køn er jo i den eksistentielle problematik i senmoderniteten stillet samme sted som to personer af modsat køn. Jeg har svært ved at se hvorfor de ikke skulle have den samme adgang til overleverede symboler, der kan støtte det svære valg at vælge hinanden. Hvis det er det, de vil.«


Og rå gulerødder

Men der er også en anden overtro, mener Bech:

»Især nogle af de unge kvinder, der har gået eller går på universitetet, står for en nærmest moderniseret overtro på, at menneskelivet er af en art, så alle relationer mellem mennesker - også på seksualitetens og erotikkens område, skal foregå i kommunikative fornuftige forhandlingsbaner. De har læst feministisk teori og kender til Habermas og Giddens. Af det sammenkog kommer ideen om det selvberoende subjekt, der altid bør omgås med andre i talen og i respekt for det fornuftigste argument. Parodien kan man se i nogle amerikanske universiteters regler for, hvordan man må kurtisere hinanden. Man må ikke berøre en anden person uden først at have forespurgt om vedkommende er enig i, at man må have lov til at berøre vedkommende. Først derefter kan parterne så gå videre med den form for berøring, der således er aftalt mellem to selvberoende selvstændige individer med personlig integritet, som ikke mindst sidder i kroppen.

Når man læser og også møder sådanne kvinder, er det, som om de ingen krop har. Den er blevet et symbolsk ikon for den personlige integritet og selvstændighed, som de ønsker sig. De fleste akademiske kvinder, der var med i 70er-feminismen, havde eller fik efterhånden et meget afslappet forhold til de seksuelle nydelser. Men hos deres døtre kommer feminismen igen i sin moralistiske form. En skræk over for kroppens muligheder, for at blive objektiveret, for købesex, for forførelse, for røvhullets lyster, om man så vil. Som givetvis også har at gøre med gammeldags venstrefløjsforestillinger om fremmedgørelse og tingsliggørelse og rå gulerødder...«

- Hvad for noget?

»Den gamle venstrefløjstanke om, at menneskenes forhold altid er og bør være »naturlige« og at alt ondt kommer med fremmedgørelse og objektivering. Den angelsaksiske feminisme og renoverede victorianisme har leveret det sammenfattende mantra: abuse. Disse kvinder er blevet udsat for seksuelt misbrug og overgreb, ikke bare fysisk men på alle måder. Enhver form for sexet afbildning af en hvilken som helst anden krop end deres er et overgreb på deres egen krop. Overalt og hvor som helst har de været genstand for misbrug - fra blik til pik, så at sige. Aldrig har de ønsket sig andet end i Barbara Cartland-stil at falde besvimende om i en mørkhåret greves arme, og det har de kun ønsket, fordi de var opflasket til det af den allestedsnærværende kvindeundertrykkende litteratur. Aldrig nogensinde har de begæret en mands eller en kvindes ben, aldrig nogensinde har de været liderlige. Deres tilstedeværelse i kønnede rum har intet at gøre med aktivt begær, hvis der er signaler er disse bare udsendt fra mandighedens seksualiserede overgreb, aldrig fra dem selv...«

- Dem har du virkelig noget på...

»Njah, jeg stiller bare nogle spørgsmål...«

- De gør vel oprør mod den ældgamle opdeling i mand og kvinde som kultur og natur, kvinderne har jo været KROPPEN, nu vil de så selv tiltage sig magten over den...

»Ja, men resultatet er blevet en aseksuel krop, og dermed er den også blevet mærkeligt ukropslig.«

- Det er måske, fordi kroppen i sin forvandling fra tilgængelig rugekasse skal være neutral, før den med overskud kan blive både den der begærer og bliver begæret...

»Nu er det jo kun nogle kvinder, jeg taler om. Langtfra alle dem, der vil kalde sig feminister. De fleste finder ud af både at spille aktive og passive roller i seksualiserende spil uden at det giver anledning til politianmeldelser. Danskerne er, som jeg siger, generelt et afslappet folk. Hvad mange andre ser som ligegyldighed eller gumpetungt småhyggeri, ser jeg som frisindets praktiske ansigt. Enten siger man, det rager mig ikke, måske ved man ikke meget om det, eller også siger man, det lyder interessant, måske kan jeg lære noget,« siger Bech.


Al den mening

Han fortsætter: »Men selv om det store flertal tager det roligt, er der alligevel en vis usikkerhed forbundet med de mange muligheder for kropslig nydelse, som især hos nogle nyfeminister og nogle fundamentalistiske kristne bliver til moralisme. Så længe lyst lod sig spærre inde af mening og låse fast i betydninger, kunne man tro, man havde styr på den. Ser man på den nyere idéhistorie, afgjorde lægevidenskaben og naturvidenskaben for mere end 100 år siden, at seksualiteten tjente artens overlevelse, det var meningen med den naturhistorisk set. En tanke, der passede fint med kristne fundamentalistiske opfattelser. Det var Guds mening med seksualiteten, at menneskene skulle forplante sig og befolke Jorden til hans ære. Hvad der lå ud over det var synd, og den skyldtes naturligvis Evas fejltrin.

Også psykoanalysen har haft stor indflydelse på de seneste 100 års ånds- og kulturhistorie. Som bekendt har Freud en tendens til at reducere alt til at være udtryk for seksualitet - fra cigar og slips til højhælede sko og ørenringe. Og seksualiteten reduceres så igen til noget, der er sket i barndommen. Det lille barn har i sin omgang med moderen og den mere distante fader i forbindelse med den kropslige pleje udviklet nogle lystfikseringer, og meningen med seksualiteten er så at genopleve dem. I alle disse teorier er lysten overdetermineret af mening, gennemsyret af mening, konstitueret af mening. Det gælder også hos mange af de nyere teoretikere, som tit anses for at overskride gamle tankebaner, eksempelvis den franske filosof Georges Bataille. For ham er seksualitetens mening døden, det at overskride livets opdelinger og blive ét med alting og ingenting.

Men hvad nu hvis lyst ingen mening har? Hvis man er seksuelt opstemt, kan man måske pludselig opleve et sug af nydelse ved lugten fra for eksempel den andens fødder. Freudianerne kunne sige, at lugten minder om den indtørrede mælkesyre på moderens bryst, når hun ammede den lille, så det er den egentlige mening med denne tiltrækning. De naturvidenskabelige ville tale om duftstoffer, der ansporer til seksuelt samkvem og dermed til seksualitetens egentlige mål og mening, nemlig artens videreførelse. De kristelige ville slå kors for sig - aldrig var det Guds mening at menneskene skulle finde nydelse ved at sniffe til hinandens tæer. Men sådanne fænomener hører dog med til eksistensens muligheder, til kroppens og rummenes nydelser. Sammen med tungens erotik, læbernes erotik, læggenes erotik, brystvorternes erotik, smertens erotik, forførelsens erotik, røvhullets erotik. For at vende tilbage til nyfeministerne, er forførelsen en slags antitese til forhandlingen. Ikke argument og kontrakt, men snarere overtalelse, spil, kraft og overgivelse.

Der er også de offentlige rums erotik. Overfladernes, blikkets, gnidningens og befølingens erotik. Der er en opstemthed i byen, som folk jo sanser på den ene eller den anden måde. De tager ikke hvad som helst på, når de går i byen, de forholder sig til opstemtheden, de kan godt være fornærmede over, at den er der, klage over den i aviserne og forsøge at klæde sig tækkeligt, men de ved, at den driver rundt der, også når de sætter sig på en plads i bussen eller biografen eller stiller sig og venter på S-toget,« siger Henning Bech .


Større hensyn

Bechs pointe er, at lysten, erotikken, har en kvalitet i sig selv, der ikke lader sig indfange af mening og betydning. Den er i den forstand meningsløs: »I 70rnes Frankrig opstod en udmærket skelnen, som vi kan bruge. Roland Barthes skelner mellem plaisir og jouissance. I forbindelse med læsning af skønlitteratur er plaisir nydelsen, man har ved at forstå ordenes mening, jouissancen er derimod fryden ved bogstavernes former og stoflige kvaliteter. I kalligrafien fremhæves netop det stoflige, det ikke-meningsbærende ved tegnet. Hvis man hører opera eller jazz eller hiphop for den sags skyld, består plaisiren - lysten - i at man forstår det, der bliver sunget og forbinder noget med det. Jouissancen, fryden, har at gøre med, at lyden i sig selv er betagende. Hvis man vil gøre al musik til programmusik og tillægge det en mening, som man så fortolkende skal kunne fremstille, så bliver der jo ikke meget tilbage af musikkens sound. Musikken har netop primært ingen mening. Lyden, farverne, formen, seksualiteten er det absolut meningsløse, samtidig med at de altid suger mening til sig.

Seksuel lyst, der ikke er bundet af mening, kan gøre usikker. Den kan fremstå fremmed og truende. Mener jeg så, at man bare skal kaste sig ud i det og afprøve det alt sammen, jo vildere, jo bedre? Nej. Men fremfor at lade sig forskrække, var det måske mere smart at acceptere, at der er mangfoldige muligheder for kropslig, seksuel, erotisk nydelse - ikke mindst nu om dage. Man behøver ikke vide alt i alle detaljer, men det kunne være på sin plads med en vis folkeoplysning om de lystmuligheder, der er i den senmoderne kropslige væren-i-verden - for nu at tale lidt Heideggersk. Så kunne man bedre orientere sig, når man ud fra bredere hensyn skal stykke sig et liv sammen. Det er tillige vigtigt at huske, at der er andet ved seksualiteten end kropslig fryd. Man kan også forbinde den med mange nye former for formåls- eller meningsorienteret lyst. Eksempelvis kan det i dag lade sig gøre på en anden måde end tidligere at knytte sex til kærlighed eller til det at få børn, fordi ingen af delene længere er den rene natur eller pligt.«

- Siger du, at lysten i højere grad bør være et kompas?

»Kropslig lyst er en vigtig og overset del af tilværelsen. Men det er også en begrænset del. Der er større hensyn at tage. Til eksistentiel rigdom, til moralsk ansvar - det ansvar, man kan tage for én anden eller nogle få andre om at ville stå bi, indtil døden skiller. Og, ikke mindst, er der den samfundsmæssige ansvarlighed. Det danske frisind går jo netop i sin ideelle form ud på at tage en borgerpligt alvorligt. Nemlig at hjælpe med til at sikre betingelserne for, at andre kan tænke og leve som de vil, så længe de ikke skader nogen derved.«