Artikler og debat
Anmeldelse af "Patter, pik og penge - pornoficeringen af vores liv"
Red.: Monica Krog-Meyer (red) m. fl., Rosinante, 2002.
Anmeldelse af Nicolas Barbano
”Patter, pik og penge” foregiver at være en debatbog om pornoficeringen af det offentlige rum. Det er dog så som så med debatten, idet konklusionen er givet på forhånd. Dette antydes i bogens nedladende titel og fremgår uomtvisteligt af redaktøren Monica Krog-Meyers forord, ”Derfor en debatbog” (en kopi af forordet ”Derfor denne pjece” i Sarah Højgaard Cawood & Anette Dina Sørensens ”Ej blot til lyst”). Forordet er på bidragydernes vegne skrevet i vi-form, og opsummerer de grundlæggende tanker i kampen mod pornoficeringen af det offentlige rum:
Det er ikke længere muligt at fravælge pornoen, for den dukker op overalt. Dels som regulære pornobilleder, dels som porno-inspirerede stiltræk i kulturen generelt. Reklamebranchen, modedesignerne og slikindustrien har lært sig pornoens virkemidler. Redaktøren mener fx, at småpigernes udfordrende brug af sminke, smart tøj og sensuelt stagelook skyldes påvirkning fra børneporno! Hvad betyder det for vores børn, lyder spørgsmålet så, at de får indpodet disse indtryk, længe inden de selv har opdaget erotikken?
Redaktørens standpunkt er utvetydigt: Markedskræfterne har taget styringen, og pornobranchen ”græder” hele vejen hen i banken. Vi andre må sige fra. Grænsen mellem det private og det offentlige rum må præciseres og ”reguleres”, så den ikke overskrides.
Så vidt, så godt. Men ind imellem disse hovedargumenter er flettet en række andre, mere tvivlsomme betragtninger: Pornofilmenes menneskesyn lægger kimen til både kvinde- og mandeundertrykkelse, ”fordi kvinder oftest domineres i pornofilm og sjældent præsenteres som personer med fri vilje og handlemulighed”, mens ”mænd præsenteres som den altid lystne, dominerende og potente fyrige elsker”. Påvirkningen spores også i vores seksualitet som afhængighed af porno og manglende lyst til rigtig sex, mener redaktøren. ”Det er trist for danskerne, at de ikke har lyst til sex. Konsekvensen er, at sex forsvinder ud af vores tanker og hverdag.” Desuden bliver de medvirkende udsat for alle mulige former for overgreb. Særligt i de såkaldte snuff-film, hvor kvinder myrdes foran kameraet (at det endnu ikke er lykkedes at påvise eksistensen af en eneste snuff-film, nævnes ikke). ”Det er trist, at pornografiens bagmænd tjener penge på andre menneskers ulykke.”
Monica Krog-Meyer hører til den slags feministiske journalister, der giver både feminisme og journalistik et dårligt navn. Da jeg ved udgivelsen i 2002 havde læst hendes forord, smed jeg bogen fra mig i væmmelse over dette verbale bunkepul af usammenhængende argumentation, mangel på konkret viden om emnet og moralsk fordømmelse baseret på myter og fordomme.
Der gik fire år, inden jeg tog mig sammen til at læse resten af bogen. Det er heldigvis ikke alt sammen SÅ slemt. Bogen starter med indlæg fra mindre pornofjendske debattører og skifter så gradvis holdning, kulminerende i revolutionære, feministiske angreb på det kapitalistiske, patriarkalske samfund, hvor selv uskyldige modeshows i Paris nok blot er onde mænds front for hvid slavehandel.
Kapitlet ”Pornokøbing t/r” er stort set identisk med artiklen ”Mellem porno og puritanisme”, publiceret to måneder tidligere i tidsskriftet Ungdomsforskning nr. 2. Her noterer læge og seksualitetsforsker Christian Graugaard, at unge trods pornoficeringen stadig har et romantisk forhold til sex, og slet ikke synes at lide overlast på sjæl og legeme af tidens erotiske puls. Tværtimod er vore dages unge kompetente og livsduelige sammenlignet med 1953, hvor 1⁄4 af unge kvinder havde deres viden om samleje fra iagttagelse af husdyr. Ifølge Graugaard er tanken om sædernes moralske forfald et iboende træk ved den moderne civilisation, en mavesur ”gråhårspanik”, som omformer enhver kreativ nysgerrighed til formanende og mistænksom antiseksualitet.
Seksualrådgiver Helge Myrup skriver i kapitlet ”Porno på skemaet”, at selvom mange unge ser porno, kan de færreste snakke om emnet med deres forældre, og har et stort behov for at kunne stille spørgsmål om emnet til fagfolk som Myrup. Vi kan ikke forbyde eller afskaffe porno, derfor må de unge lære at leve med den, mener han.
Filosoffen Peter Thielst er socialist af den gamle skole, hvor verden styres af markedskræfter. Hvis man falder og slår sit knæ, må det være de forbandede kapitalisters skyld. I kapitlet ”Den tavse støj af sex” genfortolker han seksualitetens historie i marxistisk regi: Perioden omkring 1965-70 føltes naivt som en frigørelse fra en dogmatisk undertrykkelse af krop og seksualitet, men var ikke andet end en frisættelse, en smidig tilpasning af moral til marked, en legitimering af nye kapitalstærke tiltag. Seksualitet er nemlig slet ikke et stykke natur, der kan frigøres eller undertrykkes, blot en adfærdskonstruktion. Og eftersom vi ikke længere har en seksualmoral, har markedskræfterne overtaget styringen, resulterende i ”pornografiens genkomst” (!) og et stigende marked for købesex.
Anderledes forholder det sig med journalisterne Miki Mistrati og Thomas Stokholm Vorf, hvis kapitel ”Sexleje” bygger på deres grundige research til TV2-dokumentaren ”Porno på vrangen”. De konkluderer tankevækkende, at selvom danskerne åbenbart køber porno (video, tv, blade, tlf-sex) for mellem en halv til en hel milliard kroner årligt, er det stadig ikke stuerent at tale om, se på eller lytte til - selvom alle gør det, køber det og har en mening om det!
I kapitlet ”Misbrugt som barn, pornomodel som voksen” fortæller psykolog Kim Deichmann, at 90 % af kvinderne i pornobranchen i deres opvækst har været forsømte, fysisk eller psykisk misbrugte børn. Udsagnet er siden hen blevet citeret mange steder, og det er da også både rystende og ubehageligt - hvis det ellers er sandt. Det er imidlertid en af den slags påstande, de færreste ønsker at stille spørgsmål ved, da det i den grad er vand til feministernes og journalisternes nypuritanske mølle. Men alligevel.
Kapitlet bygger på et fuldstændigt ukritisk interview af Monica Krog-Meyer, og man efterlades med stor tvivl om, præcis hvordan Kim Deichmann er nået frem til sine konklusioner, der inkluderer en detaljeret sygdomshistorie over pornomodellers opvækst og livsbane. At det skulle bygge på hans egne observationer i den danske pornoindustri er i alt fald lidet imponerende, eftersom der stort set ikke produceres porno i Danmark. Snarere virker det som spil for galleriet, en behagelysten gentagelse af feministiske teorier importeret fra udlandet. I en anmeldelse af bogen på www.modkraft.dk kommenterer Camilla Tved kapitlet således: ”Her bekræftes alle mine feministiske fordomme om pornomodeller, vel og mærke også dem, jeg håbede bare var fordomme! Var der flere af den slags mennesker på netop de fagområder, så verden forhåbentlig mindre sort ud.”
Man får et dybere indblik i Kim Deichmanns metode i Per Straarup Søndergaards interviewbog ”Ung i en pornotid” (2002). Her indrømmer Kim Deichmann, at nogle af de pornomodeller, han har behandlet, indledningsvis tror, de er lykkelige, og slet ikke kan huske, de er blevet mishandlet. Det kan tage flere års arbejde, før Kim Deichmann får patienten til at ændre sind og leve op til Deichmann verdensbillede.
Så er der mere bund i argumentationen hos Susan Hinnum, der i kapitlet ”Det infiltrerende billede” fortæller om kunstnere, der forholder sig kritisk til den såkaldt fallokratiske vanetænkning, hvor manden iagttager, kvinden iagttages. Mange af disse kunstnere inddrager pornografiske elementer i deres værker, for derved at kommentere disse elementer, og Susan Hinnum understreger, at den kunstneriske hensigt i dag er vigtigere end nogensinde før: Forskellen på at se noget som pornografisk eller som kunst kan være afgørende for, hvordan vi reagerer på det.
Kapitlet ”Den sexede uligestilling” er skrevet af Sarah Højgaard Cawood, der er akademisk medarbejder i Videnscenter for Ligestilling og forkvinde i Kvindeligt Selskab. Hun har været primus motor i den nypuritanske debat lige fra starten, og vil gerne advare mod pornoen, som hun mener, idealiserer en uligestilling med ”manden øverst og kvinden nederst”.
Naturligvis findes der kritisable elementer i filmkunsten, også i pornofilmen, men hos Sarah Højgaard Cawood ligner kritikken en traumatisk besættelse, der for længst har mistet kontakten med virkeligheden. Alting iagttages med et fjendtligt øje, som kun kan se uligestilling og undertrykkelse. Det foregår efter princippet: Hvis en mand åbner døren for en kvinde, er det udtryk for en patriarkalsk opfattelse af kvinden som det svage køn, der ikke selv kan åbne en dør. Hvis han ikke åbner den, er det udtryk for en patriarkalsk opfattelse af ham selv som den herskende part, der forventer at blive serviceret af kvinden. Og så fremdeles. Enhver seksuel variation kan nemlig tolkes efter denne model.
Så porno er en genre, hvor mænd dominerer kvinder. Dels som objekt for mandens blik og begær – hun yder oralsex og ”stiller kropsåbninger til rådighed”. Dels ved, at hans seksuelle præferencer bestemmer hendes – hun tænder på det, som hans tænder på. Genrens hovedvægt ligger på tilfredsstillelsen af mandens lyst, ikke kvindens. Sarah Højgaard Cawoods fremstilling af pornofilmens særtræk er så ensporet og selektiv, at der enten er tale om uvidenhed eller svindel. Og på intet tidspunkt får man en fornemmelse af, at hun personligt har set så meget som en eneste pornofilm, for der er ikke det ringeste antræk til personlige observationer, kun feministiske floskler, med en gennemført mangel på konkrete eksempler.
Hvis fx filmlektor Peter Schepelern skriver en artikel om westerngenren, vil han nævne diverse hovedværker og væsentlige instruktører som led i sin kortlægning og argumentation. Der vil blive skelnet mellem John Ford og Sergio Leones særlige tilgange til genren, osv. Men Sarah Højgaard Cawood springer let og elegant hen over alle de kedelige mellemregninger, direkte til konklusionerne, som har karakter af fordømmende generaliseringer, med manden som ”den dominerende lystmaskine med stor potens og lille følsomhed”, kvinden som ”servicerende, underkastet og nydende sin underkastelse” (dele af kapitlet er citeret uden kildeangivelse fra pjecen ”Ej blot til lyst”, der også springer direkte til konklusionerne).
Paradoksal nok er Sarah Højgaard Cawoods fremstilling af pornogenrens menneskesyn langt mere konservativ og stereotyp end pornoen selv, der inkluderer alle tænkelige former for sex mellem alle former for mennesker (og en del dyr). Ofte virker det, som om hun end ikke på den mest elementære vis har sat sig ind i emnet. Hun er eksempelvis ikke i stand til at skelne mellem begreber som gangbangs (flere mænd om én kvinde) og gruppesex (flere par i en stor bunke). Og når hun skriver, at pornoens fremstilling af kønnenes indbyrdes forhold er blevet dårligere siden legaliseringen, må man spørge, hvad hun bygger dette på. Hvor mange 70’er-pornofilm har hun set, og hvilke? Har hun overhovedet set nogen?
Det er fint at have en mening og en holdning, og det er al ære værd, at Sarah Højgaard Cawood gerne vil kæmpe for ligestilling mellem kønnene. Men hvis hun ikke gider gøre sit hjemmearbejde og ikke vil forholde sig til virkeligheden, er hun ikke forsker men blot endnu en vred feminist, der står på sin sæbekasse og råber op.
I det mindste fabler hun ikke om snuff-film, hvilket er mere end man kan sige om Lisbeth Vestergaard Høst fra foreningen Pornofrit Miljø. I kapitlet ”Fri os fra pornotopia” redegør denne for foreningens historie og ideologi, fra den i foråret 2000 opstod som reaktion på den stigende kommercialisering af seksualiteten. Fremstillingen af porno er her igen enøjet og fordomsfuld, fx står der, at pornofilmens seksualitet ligger langt fra virkelighedens seksualitet, ”hvor der er plads til det langsomme, det specielle, det uforudsigelige og det komplicerede”. Men hvis seksualiteten har et åndehul, hvor der altid er plads til det specielle, det uforudsigelige og det komplicerede, er det da netop pornofilmen!
Kapitlet nævner også en lang række dårligdomme, som pornoen kan føre til, såsom misbrug og afhængighed. Foreningen arbejder angiveligt ikke for et forbud mod porno, blot en ”regulering”, men Lisbeth Vestergaard Høst klager over, at foreningens budskab ofte er blevet forvansket. Hun er dog ikke et hak bedre selv, når hun fx beskriver pornobranchens forretningsfolk som ”kyniske pornoproducenter, pengegriske reklamefolk og mediekræmmere”, og de mandlige pornomodeller som ”dominerende og sexhungrende amøber”. Den slags ytringer er ikke saglig argumentation, men blot propagandistisk retorik kombineret med dårlig opførsel. Hvordan ville Lisbeth Vestergaard Høst bryde sig om at blive kaldt en surmulende mær?
Når hun ydermere påstår, at snuff-film nu er blevet en del af pornogenren, er det vanskeligt, ja ligefrem umuligt, at tro på, at foreningens egentlige mål ikke er et forbud. Alene at fjerne pornoen fra det offentlige rum ville jo blot være at trække et gardin for problemerne, og så ligeglade er disse mennesker næppe. At der tales om ”regulering” frem for ”censur” skyldes velsagtens, at censur stadig er grundlovsstridig. I stedet foreslås metoder såsom at retsforfølge folk, der lader børn og unge få adgang til hård porno (således at ingen forældre tør have et pornoblad liggende). Det er barsk snak. Og når Lisbeth Vestergaard Høst klager over, at den frie porno er blevet undertrykkende og ikke kan siges imod, fordi en ”omvendt puritanisme” præger samfundet, er hun lige et nummer for smart. Pornofrit Miljø er bestemt ikke blevet undertrykt, men har tværtimod nydt massiv mediedækning i det offentlige rum, uden på noget tidspunkt at blive truet med ”regulering”.
Kapitlet ”Svar på tiltale” er skrevet af Porn Sucks, en revolutionær feministisk gruppe, der angiveligt er kendt for ulovlige aktioner og happenings. Pornofilm kan ikke afskrives som fantasi, mener gruppen, for porno er med til at formidle et kvindesyn og dermed definere virkeligheden. Det kan jo ikke nægtes. Omvendt er gruppen med til at fastholde en ensporet opfattelse af porno, både hos producenter og publikum: Ifølge gruppen er al snak om ”kvalitetsporno” og ”kvindeporno” nemlig nonsens, for det er den samme ideologi, der ligger bag de forskellige pornogenrers udtryk: En kapitalistisk tankegang om at alt, der kan sælges, skal sælges. Samt en patriarkalsk tankegang om, at manden fra naturens side er den dominerende part, mens kvinden er den eftergivende. Den eneste rolle, kvinder spiller i pornofilm, er rollen som det evigt sexelskende objekt, der gerne vil lade sig bruge igen og igen. Al porno er uønsket, og den eneste gode indianer er en død indianer.
Bogen afsluttes med kapitlerne ”Sex & penge”, om en hjemmeside, hvor man kan skælde ud over sexistiske reklamer, og ”Porno på podiet”, hvor Monica Krog-Meyer i B.T. har læst en reportage om en modeopvisning og er blevet forarget over de letpåklædte modeller i dette ”pornoshow”. Her rabler det virkeligt for redaktøren.
”Patter, pik og penge” er et godt vidnesbyrd om hele anti-pornokampagnen, som den manifesterede sig herhjemme lige omkring årtusindskiftet. Holder kampagnen til et nærmere eftersyn? Begreber som forskning, kildekritik osv. er jo vigtige redskaber, hvis man vil fremstå plausibel. Men det er klart, at når redaktøren selv bruger en reportage i B.T. som grundlag for en karakteristik af modebranchen, har der ikke været nogen til at insistere på den form for troværdighed. Som resultat bygger flere af forfatterne deres fordømmelser på usaglige fordomme, tendentiøs forskning og manipulation med sandheden.
Det er også et problem, at bogen gerne vil argumentere for ligestilling, men i så bredt omfang er skrevet af feminister. Dels fordi mange feminister iscenesætter deres omverden ved hjælp af stereotype floskler og fjendebilleder fra 1970’erne (såsom den konstante, mekaniske kobling af ordene ”kapitalistisk” og ”patriarkalsk”). Desuden er feminisme ikke det samme som ligestilling. Humanister kæmper for ligestilling, feminister slås for kvinders rettigheder. Derfor har bogens forfattere fx ingen interesse i at klage over, at kvindelige pornomodeller får højere løn end mændene. Tilsammen resulterer dette i et skævt, usagligt portræt af pornografien.
Bogen har også et stort etisk problem. Hvis porno er så skadeligt, som flere af bidragyderne hævder, hvorfor handler kampen så angiveligt kun om at fjerne pornoen fra det offentlige rum? Det er indlysende en ansvarsløs holdning. Enten er pornoen skadelig, og så er det ikke nok at feje den ind under gulvtæppet, hvor børn og feminister ikke bliver mindet om den, eller også er den ikke skadelig, og så er der tale om noget andet, end bogen påstår.
Hvis der er et problem med pornoen – og det mener jeg også selv, at der er – så skal det problem ikke løses ved at skjule problemet eller ved at indføre censur. Men først og fremmest ved at belyse problemet ærligt og sagligt, uden fjendebilleder og fordomme, men via solid, empirisk forskning. Samt ved at forsøge at lave bedre porno, som alternativ til den porno, man ikke bryder sig om. Det har jeg selv forsøgt, via min film ”All About Anna”, som voksede ud af en forholdsvis grundig research i emnet.
Endelig viser bogen, hvor let det er at forvrænge sandheden og styre den offentlige mening med ideologisk propaganda. Ofte bruges ordet ”pornoproducent” på samme måde som ”jøde” i Nazityskland, og pornografi associeres med begreber som kynisme, griskhed, pædofili, voldtægt og drab. Inddragelsen af snuff-film som argument i fordømmelsen af pornofilm er en manipulerende associationsteknik, man også finder i den antisemitiske propagandafilm ”Der Ewige Jude”, der som karakteristik af jøderne bruger et klip fra filmen ”M”, med Peter Lorre som barnemorder. Bogen nævner ikke, at Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier, to af landets mest populære mennesker, netop havde produceret tre pornofilm. Det passer ikke ind i fjendebilledet.
Snakken om ”pornoficering af det offentlige rum” fremstår ofte som en skinproblematik, en ideologisk camouflage for en generel, nypuritansk impuls rettet mod alle former for stærke, seksuelle livsytringer. Den slags impulser har brug for fjendebilleder, og ved årtusindskiftet blev altså pornoen valgt til prügelknabe. Det næste fjendebillede blev i øvrigt Jørgen Leth, som vakte forargelse med sin selvbiografi. Hele nationen heppede med under korsfæstelsen af Leth. Det er på sin vis helt rimeligt, at Danmark kort efter, i forbindelse med Muhammed-tegningerne, selv oplevede rollen som syndebuk. Poetisk retfærdighed.
Teknisk set er ”Patter, pik og penge” en lille bog, næsten uden illustrationer. Men der er tale om moralsk og politisk sprængstof, beregnet på at mane hele nationen til besindelse og kaste skam over de ansvarlige og alle, der ikke deltager i kampen mod pornoen. Selvom man personligt kan være uenig i konklusionerne, har bogen (bortset fra de to tåbelige kapitler af redaktøren) mange velskrevne indlæg af skarpe debattører, der forstår at fange opmærksomheden og vække moralsk forargelse. Som et fyndigt argument for censur, undskyld, ”regulering”, fortjener ”Patter, pik og penge” derfor en plads på reolen side om side med værker såsom ”Det Nye Testamente”, ”Malleus Maleficarum” og ”Mein Kampf”.